Blomstermandens vilde juleudstilling var tæt på at blomstre af, inden den sprang ud

Han havde lige spist frokost med en lille flok frivillige og rejst sig for at holde et møde bagerst i teltet. Mere husker Johnny Haugaard ikke. På vej gennem teltet sortnede det for hans øjne, og så var han væk.

Halvanden time senere vågnede han op på Esbjerg Sygehus. Forvirret – og træt.

»Jeg anede ikke, hvad der var sket, hvor jeg var eller hvorfor. Men jeg vidste, at det ik’ var helt godt,« som man siger på de kanter.

Hverken for ham selv, hans sundhed eller for årets juleudstilling. Der var blot halvanden uge til åbningen. I år hedder udstillingen ”The Queen” og er udvidet med en hovedudstilling i Hurup i Thy og en mindre aflægger i Ansager i Sydvestjylland. Som sædvanligt trækker “Blomstermanden“, som er hans indgroede kælenavn, naturen – den vilde, den visne, den juleaktuelle – ind i gigantiske, tomme haller. Her bliver den transformeret til en overdådighed af dekorationer, pynt, farver, sanseindtryk og inspiration til alt det, ingen anede, naturen også kan bruges til.

De imposante udstillinger, særligt dem op til jul, er blevet den 45-årige Johnny Haugaards liv. Det begyndte for fem år siden i en nedlagt fabrikshal uden for Herning. Dengang boede Johnny Haugaard midt i Herning i et tudsegammelt bilværksted, som han med krystallysekroner og romerske søjler havde indrettet som sit ”Chateau le Garage”.

Naturvejen frem

Herfra solgte den autodidakte blomstermand både buketter, dekorationer og lavede middagsselskaber med indbygget underholdning. At lave mad til mange er en anden af Johnny Haugaards store passioner.

Fabrikshallen i Herning dækkede han med mos på væggene, vandløb og søer på gulvene, gigantiske isdronninger bygget op i bl.a. grene, kogler, julestjerner og gran. Via mund til mund blev udstillingen en kæmpe succes. Året efter rykkede den til finere forhold i Herning Messecenter – større, vildere, endnu flere gæster. Herefter blev det historiske sale på herregården Nr. Vosborg i Nordvestjylland, der blev pakket ind i natur og jul, og i fjor fik juleudstillingen et royalt skær indenfor på Schackenborg Slot i Sønderjylland.

»Det kræver omtanke og særdeles omhyggelig planlægning at slæbe fugtig natur ind i historiske lokaler. Det lykkedes begge steder, og det var en kæmpe fornøjelse at opleve så mange mennesker få en natur- og kulturhistorisk juleoplevelse,« siger Johnny Haugaard.

Mellem 18.000 og 20.000 mennesker har i gennemsnit kigget forbi hans hidtidige juleudstillinger.

Men de omfattende udstillinger laver jo ikke sig selv. De bliver til i hovedet på den kreative blomstermand, og siden den første udstilling i Herning har frivillige i en lind strøm meldt sig til den praktiske realisering. I dag bugner hans bank af frivillige, Blomstermandens venner, med mere end 650 sæt hænder. Fordelt over Midtjylland, Sønderjylland, Nordvestjylland og på Langeland, hvor Johnny Haugaard har skabt flere naturudstillinger på Skovgaard Gods.

De frivillige vælger selv, hvor meget de bidrager, fra timer til uger, måneder og nætterne med op til en udstilling skal åbne.

»Jeg kan formidle, hvad jeg tænker og drømmer om. Men altså, jeg duer ikke til ret meget andet,« påstår Blomstermanden:

»De frivillige har alle mulige forskellige baggrunde og bevæggrunde for at ville være med og bidrage. Rigtig mange har aldrig arbejdet kreativt, men hvis det uendelige hav af opgaver bliver præsenteret i små portioner, bliver de overskuelige for de fleste. Når først de kommer i gang med f.eks. at skabe en dronningekåbe af titusindvis af tørrede blomsterblade, så bliver de selv og som gruppe kreative og finder videre frem til slutmålet,« siger Johnny Haugaard.

Mad, kærlig omsorg og ros

Under hver eneste arbejdsdag sørger Blomstermanden for tre daglige måltider, kærlig omsorg, ros, smil og opmuntring. For ham er det den samme side af medaljen.

»Igennem årene har jeg set så mange mennesker vokse og udvikle sig i fællesskabet. Med selvtillid og den energi, man får af at bidrage til en helhed og med materialer fra naturen. Det er så fedt at opleve,« siger han.

Da han faldt om i Ansager i forrige uge, blev de frivillige ramt. De bekymrede sig først og fremmest om deres glade, travle ven med de mange idéer i hovedet. Og så for de to udstillinger, de i fællesskab i månedsvis havde knoklet sammen om.

Der var hentet hundredvis af sække med mos i private skove i Thy, endnu flere trailerlæs af visne blade, døde grene, kogler, frøkapsler, judaspenge, gran, efeu, hortensiaer, friske julestjerner og tusindvis af hyacinter. Blandt meget andet.

For af grøn, frisk og vissen natur at skabe alt fra kopier af bl.a. dronning Margrethes messehagler i Aarhus Domkirke, kongelige danske våbenskjolde, is-engle, Flora Danica-tallerkener og juletræstæpper, som alt sammen bidrager til at lede gæster hele vejen frem til kulminationen og dronningen, der med sit lange røde kåbeslæb og kridhvide front signalerer liv, død og kongerækken

Arbejdet var langt fremme, da Blomstermanden faldt om – første gang. Men de vigtige detaljer, den endelig indretning af hallen, kendte kun kreatøren selv. På Esbjerg Sygehus blev han undersøgt grundigt, inden han blev sendt afsted med besked om at skrue ned for tempoet. Det gjorde han, men to dage senere besvimede Johnny Haugaard igen. Så hed sygehuset Gødstrup, som valgte at beholde ham til observation.

Frivillig nomade

Imens kommunikerede de frivillige internt i netværket: Skal vi opgive eller forsøge sammen at køre udstillingerne mod mål?

»Hold da op, en følelsesmæssig rutsjetur. Vi var helt tomme for ord og følelser,« fortæller frivillig Annette Vester.

»Han er ikke bare et fantastisk menneske, han er også toppen af kransekagen for udstillingerne. Han er typen, der ikke lægger faste planer. Han sprudler hele tiden med idéer og tager hver dag, som den kommer. Derfor er slutmålet og detaljerne inde i hans hoved,« siger Annette Vester.

I 35 år boede hun i Lemvig. For to år siden besøgte hun Blomstermandens juleudstilling på Nr. Vosborg, og det ændrede alt. Annette Vester blev grebet af magien og fællesskabet og meldte sig som frivillig. Da den var lukket ned, og den sædvanlige store frivillig-efterfest var slut, solgte hun huset i Lemvig og blev blomstermands-nomade.

»I dag ejer jeg 10 papkasser og en bil, og så rejser jeg med Johnny rundt i landet og er frivillig på alle hans udstillinger. På Schackenborg og på godset på Langeland sov en stor flok frivillige både på slottenes aftægtsgårde, i feriecentre, og her i Hurup sover vi i Hurup Hallen,« siger hun.

»Jeg tænker tit på, i hvor lang tid jeg har lyst og helbred til det her liv. Mange, håber jeg. For hvor har jeg udviklet mig og mødt mange forskellige mennesker fra hele landet.«

I stedet for at gå i frø gik fællesskabet i gang, mens Blomstermanden lå indlagt på Gødstrup. Erfarne frivillige foreslog, hvordan de kunne arbejde videre, og i Hurup bød skoleklasser og endnu flere frivillige ind i forsøget på at nå mod mål.

Få dage før udstillingerne skulle åbne forrige weekend, blev Blomstermanden udskrevet. En frivillig blev omskolet til chauffør, og helt nede i gear er Johnny Haugaard siden kommet sikkert omkring og har dirigeret og rettet på de vigtige æstetiske detaljer.

»Jeg har altid drømt om privatchauffør, og nu kan jeg sove mellem møder og ærinder, i stedet for at fylde hovedet med endnu flere idéer,« siger han.

For at nå helt i mål besluttede Johnny Haugaard at udskyde den officielle åbning et døgn – fra lørdag til søndag: Det glemmer de fleste gæster, når først musikken spiller.

Og det gør den i høj grad i Hurup. Her møder vi Johnny Haugaard uden for auktionshallen på en ugedag før åbningstid. Han er på cykel. Han vil vise udstillingen ordentligt frem og smutter først ind alene for at tænde for musikken og alle lysene, inde og ude.

»Nej, vi sparer ikke på strømmen. Vi har lidt færre lys i år. Lidt. I stedet påtager os en kulturpligt til at give lys, fællesskab og oplevelser til omverdenen i en svær tid med krig og inflation. Andet ville svare til at bede Tivoli om at pakke alle karrusellerne ned. Først alt for sent under coronakrisen gik det op for politikerne, hvor vigtige kulturoplevelser er for sind og sjæl,« slår Johnny Haugaard fast.

Inden vi går ind gennem udstillingens mægtige indgangsportal skåret ud efter dronningens silhuet, dukker to ægtepar op ved billetlugen.

De er kørt fra Mors i den tro, at udstillingen åbnede kl. 10, og er ankommet to timer for tidligt. De får straks en hjertelig velkomst, inden Blomstermanden ringer til en frivillig og spørger pænt, om hun vil åbne tidligere i dag for »de søde gæster, der er kommet langvejs fra«.

Så er den del – det, der handler om andre mennesker – klaret, og vi følger Blomstermanden ind i hans store, mørke skatkammer. Til et bombardement af sanserne tilsat pompøs klassisk musik fra bl.a. Scorsese-filmen ”The Young Victoria” og Händels ”Messias Oratorium”. Højt og lige midt i Hurup.

Herinde leder stierne vejen gennem de pyntede hellige haller, hvor kreaturer trampede rundt, før de blev solgt. En forunderlig vej frem til klimaks: dronningen med den imponerende slæbende kåbe. Lige ved siden af vejen ud. Bag udgangsdøren har Blomstermanden og de frivillige har skabt en ”museums-butik” med julepynt og inspiration til gør–det–selv.

»Det er jo Vestjylland, og en juleudstilling koster saftsuseme mange penge,« konstaterer Johnny Haugaard.

Dialogen med Tivoli

Han føler sig frisk. Lægerne har sendt ham ”hjem”. Han bor ikke længere i autoværkstedet i Herning. For tre år siden sagde han lejemålet op og blev udstillings-nomade. Nu bor han i forbindelse med sine projekter eller hos gode venner.

Men efter Hurup, Ansager og jul venter nye undersøgelser.

»Det er ikke normalt at dratte om. Men foreløbigt tillader jeg mig at tro, at det ikke er noget alvorligt.«

I det nye år venter allerede nye opgaver og udstillinger. Længe har Blomstermanden håbet, at København og Sjælland kom på banen. Nu ser der ud til at ske noget konkret i dialogen med Tivoli – måske en aftale for 2023.

Blomstermanden er stadig lidt mere træt end normalt. Lidt. Men stolt som en pave.