En mand, der viste sig alligevel ikke at hade kvinder
Dette er historien om en helt almindelig mand med en helt særlig passion for køn og identitet. Og om alt det, vi måske overser i vores blinde vinkler.
I en sauna tæt ved havet sidder Hans Aaby.
Han er 57 år gammel, hvid, heteroseksuel, mand og far til tre drenge.
Da han stadig datede, tog han nogle gange kvinderne med herud til vandet på de sene vinteraftener, så de var helt alene. Det gik ofte formidabelt.
Når han guidede dem i at svømme i det iskolde hav, gav det et fint »feminint-maskulint spil«, som Hans Aaby er bange for, at en af tidens største debatter er ved at ødelægge.
Hans passion for debatten om køn og identitet begyndte for 12 år siden. Dengang samlede han stumperne op af sit liv og så ting, han ikke havde set før. Det er ikke ting, han taler med de andre i vinterbaderklubben om.