»Det handler i højere grad om magtmisbrug, end det handler om sex«

»Én blandt os har fået at vide af en partikollega, at det var vigtigt, at man kunne se hendes bryster tydeligt på valgplakaten.«

»Én blandt os er blevet penetreret af en partifælle. Han vidste, hun sov.«

»Én blandt os er blevet tilbudt at få en tidligere ministers sæd til at lave børn med – hendes kæreste sad ved siden af hende imens.«

Sådan lød tre af de 79 vidnesbyrd, som kvinder fra forskellige partier betroede Camilla Søe (V) og Maria Gudme (S), der sammen med Freja Fokdal (R) og Sigrid Friis Proschowsky (R), tog initiativ til at skrive debatindlægget “Én blandt os“. Indlægget blev underskrevet af 322 kvinder – alle nuværende eller tidligere medlemmer af et politisk parti. Sammen slog de fast, at sexisme er en del af kulturen i dansk politik.

Siden har en politisk leder trukket sig fra posten, en overborgmester er gået af og flere fremtrædende profiler er ude af politik. Alle, der har været en del af debatten har betalt en pris – både dem, der har delt deres historie og dem, der er blevet beskyldt for krænkende adfærd. For Camilla Søe og Maria Gudme har de seneste års debat været »livsændrende«. Selvom meget er forandret, er der lang vej endnu, mener de to politikere. I deres nye bog ”Feministisk Kampskrift” giver de et indblik i deres oplevelser med en omstridt del af kulturen på Christiansborg. En kultur, der på mange måder har været med til at forme og forandre dansk politik.

Én fælles stemme

Hvorfor hedder bogen ”Feministisk Kampskrift”?

Maria Gudme: »Vi synes, det er vigtigt at sætte det mærkat på, som det i virkeligheden er. Bogen er et kampskrift, fordi vi fremlægger en dagsorden, som vi ønsker peger ind i fremtiden og sætter nogle retningslinjer for, hvordan vi kommer videre herfra. Nu kan vi endelig fortælle historien med vores egne ord og give folk et indblik i de refleksioner, vi har gjort os undervejs, og hvordan det har flyttet os.«

I har valgt at skrive bogen med én gennemgående jeg-fortæller. Man kunne spørge, om det er en måde at fralægge sig ansvaret på i stedet for hver for sig at stå på mål for hver jeres oplevelser. Hvilke tanker har I gjort jer omkring det?

Camilla Søe: »Jeg ser omvendt på det, fordi man skal abonnere på alle de synspunkter, den anden fremsætter. Det har været en stor udfordring at finde snittet, hvor vi begge kunne være med, fordi vi netop repræsenterer hver vores del af det politiske spektrum.«

Maria Gudme: »Det med, at vi insisterer på at have en fælles stemme, er enormt vigtigt, fordi der bliver brugt så meget krudt på at spille folk ud mod hinanden. For én gangs skyld har vi lagt partibogen til side og insisteret på, at det er kvindekampen, der er det vigtige.«

Camilla Søe: »Og så er det nok også et opgør med det, at der ofte udnævnes en vinder og en taber i debatten. Der har simpelthen været for meget fokus på, hvem der er blevet krænket, og hvem krænkeren er. Hvis Maria og jeg skrev bogen med hver vores jeg, ville det meget hurtigt blive en drøftelse af specifikke personer eller den specifikke kultur, vi omtaler i vores respektive partier, frem for en erkendelse af, at den her kultur eksisterer i alle partier.«

I bogen nævner I konkrete personer og kalder dem “seriekrænkere”. Er det ikke netop at udnævne nogle til vindere og nogle til tabere?

Camilla Søe: »Vi kalder ikke nogen seriekrænkere, som ikke selv har indrømmet deres serielle krænkelser. Det er tommelfingerreglen. Så når jeg kalder en mand for seriekrænker, er det, fordi han selv har erkendt, at han har krænket i en længere periode, og hvor det er gået ud over flere forskellige kvinder.«

Maria Gudme: »Det, der virkelig har rykket sig, er, at vi har fået et sprog for nogle ting, vi ikke havde et sprog for før. Seriekrænkere har bidraget til at vise, hvor alvorligt det faktisk er, når en krænker kan slippe afsted med sin adfærd. Når vi taler om seriekrænkere peger vi ikke kun på personen, vi peger på kulturen og de ledelser, der har ansvaret for den kultur, der er i virksomheden eller organisationen.«

Magtmisbrug i en magtfuld branche?

I skrev debatindlægget “Én blandt os”, som blev bragt på forsiden af Politiken. Hvorfor delte I oplevelserne med offentligheden frem for at tage hånd om det internt i partiet?

Camilla Søe: »Jeg tror, der er mange, der har forsøgt at tage hånd om det internt først, men man skal ikke underkende den magtfaktor, det er at gå i medierne, når man er så mange kvinder med så mange historier, der står frem, sammen. Vi var nødt til at have mere end interne hensigtserklæringer, vi var nødt til at have noget konkret, vi kunne holde partilederne og de politiske ordfører op på efterfølgende.«

Flere af vidnesbyrdene var af alvorlig karakter. Kom det bag på jer?

Maria Gudme: »Ja, særligt i forhold til omfanget af overgreb. Jeg tror, de fleste af os er blevet kaldt noget sexistisk, men overgreb har vi aldrig talt om. Det er ikke, fordi vi skal helt ud i den slags, før det her er relevant, men det er den yderste konsekvens af kulturen.«

Camilla Søe: »Pludselig fik vi kendskab til grove historier, som man troede hørte til i de andre partier, men de var også i ens egen baghave. Dagene op til, at forsiden skulle publiceres, måtte vi rådføre os med Center for Seksuelle Overgreb, for det hele var ved at smuldre mellem fingrene på os. Jeg tror, vi skal være glade for, at vi ikke kendte til omfanget på det tidspunkt, for så er jeg ikke sikker på, at vi havde haft modet til at fortsætte. Det var virkelig voldsomt.«

Udover jer, var der også kvinder i en række andre brancher, der råbte op. Hvordan adskiller politik sig fra de andre brancher, når det drejer sig om MeToo og sexisme?

Camilla Søe: »MeToo handler i langt højere grad om magt, end det handler om sex og flirt. Der er virkelig få steder i Danmark, hvor der er så høj en magtkoncentration som på Christiansborg. Og der hvor magten har gunstige kår, kan den misbruges. Som vi beskriver i bogen, er der mange sammenhænge mellem dem, der kender hinanden gennem ungdomspolitik og dem, der ender med at sidde i den absolutte top. Relationer er altafgørende, så hvis man vælger at gå ud og ødelægge den gode stemning, fucker man med sine relationer og risikerer at ødelægge det for sig selv karrieremæssigt. Sexisme har gunstige kår i dansk politik, netop fordi folk er forbundet på kryds og tværs.«

Den kommende valgfest

I foråret blev der indgået en trepartsaftale, der styrkede arbejdstagers situation i tilfælde af seksuel chikane, og i 2020 kom samtykkelovgivningen. Hvorfor er der behov for lovgivning og fælles regelsæt, der søger at komme sexisme til livs?

Camilla Søe: »Det, vi gerne vil have mere af, eller mindre af, det regulerer vi. Vi vil gerne have, at man står stærkere som arbejdstager, hvis man udsættes for seksuel chikane, og derfor giver det mening at lave en trepartsaftale.«

Maria Gudme: »De, der har sagt fra, har ofte været kvinder i toppen af samfundet – advokater, arkitekter og læger. Det er først for ganske nyligt, at vi f.eks. har set kvinder fra restaurationsbranchen, der har råbt op. Man skal ikke være blind for, at det kræver enormt mange ressourcer at sige fra. Lige nu lægger vi for meget ansvar på dem, der ikke har ressourcer til at sige fra, og derfor er vi nødt til at udarbejde politik, der beskytter alle, uanset hvilket job de har.«

Den her bog er en samling af de erfaringer og refleksioner, I har gjort jer gennem MeToo-debatten. Hvad er den vigtigste refleksion, I har gjort jer?

Maria Gudme: »Den vigtigste refleksion, jeg har gjort mig, er, hvor meget man egentlig kan rykke, når bare man står sammen. Det har været livsændrende for mig – både i forhold til, hvordan jeg vil være, og hvordan jeg vil lave politik. Det viser et potentiale, der har været holdt nede af patriarkatet. Det er også derfor, vi har fået så mange slag, netop fordi vi har været inde og lege med nogle magtstrukturer, som er flere 100 år gamle.«

Camilla Søe: »I efteråret 2020 så vi, hvordan Sofie Linde stod alene på scenen til Zulu Comedy Galla. Der skete først noget, da flere mediekvinder stod frem. Det var et spørgsmål om mængden, der råbte op – det var det også i vores tilfælde.«

Der er en valgaften lige om hjørnet, som bl.a. byder på alkohol og løssluppen stemning ligesom ved andre festlige lejligheder. Hvordan tror I, at MeToo-debatten har påvirket folks adfærd og opmærksomhed på grænser i festligt lag?

Camilla Søe: »Der er ingen tvivl om, at MeToo-bølgen har haft stor betydning for, hvordan vi omgås hinanden, og det kommer også til at have betydning for, hvordan valgaftenen og valgfesten kommer til at forløbe. Dels er der samværspolitikken, der er lavet i ungdomspartierne og moderpartierne, som netop sætter rammerne for, hvordan vi omgås. Så skal der naturligvis være en sikring fra ledelsens side af, at alle forstår de fælles regler, og at man kan indgå i valgfester og sociale arrangementer – uden at man skal udsættes for noget, man ikke bryder sig om.«