Fortsæt til indhold
Kultur

Gennem sin karriere har skuespiller og instruktør Thomas Mørk koblet satire og tragik

60 år: Satire og tragik hænger uløseligt sammen for skuespilleren Thomas Mørk, der i hele karrieren har optrådt inden for begge spektrer. Han blev som ung grebet af den flamboyante David Bowie, men i sit privatliv er han ydmyg og bevidst om ikke at fylde for meget.

»Ringer min telefon ikke med job, så skaber jeg dem selv.«

Skuespilleren Thomas Mørk er den entreprenante type, der siden 1980’ernes studieår på Statens Teaterskole har taget hånd om sin egen karriere.

På skolen gik han på hold med kollegaen Niels Olsen, som han personligt og fagligt klikkede med. I sommerferierne lavede duoen det satiriske show Cirkus Montebello.

»Ud af den til tider meget seriøse skoling, vi fik på uddannelsen, voksede vores trang til at lave noget sjovt. Cirkus Montebello blev vores lille kreative legestue. Det er nogle år siden, vi sidst har sat en cirkusforestilling op, men i os gløder konceptet stadig,« siger Thomas Mørk.

Showene bankede de to skuespillere selv op fra bunden.