• For abonnenter

Kontrafaktisk romanskrivning har givet Jens Vilstrup den far, han godt kunne have tænkt sig, og den ømhed mellem søskende, som han har savnet

Jens Vilstrups ungdom var præget af faderens temperament og en søskendefloks manglende evne til at støtte hinanden. I sin nye roman om udflytterdrømme og parallelle verdeners uforenelighed har han fremskrevet en sjov far og ladet to brødre knytte bånd.

»Vi var tre brødre og en søster. Min ene bror er død nu, men vi andre er nok ret uenige om, hvad der foregik. Jeg oplevede det, som om vi hver især passede på os selv. At vi beskyttede os selv, når vores far gik amok, og ikke stod sammen som børn. På den måde følte jeg ikke rigtig noget søskendesammenhold,« siger Jens Vilstrup.

Grundvrede.

Vi har siddet i Jens Vilstrups lejlighed i en halv time, da dette tunge og uforsonlige ord, som viser sig at vende tilbage flere gange, dukker op første gang. Forfatteren har lige fortalt, at hans opvækst var præget af faderens iltre temperament. Den gamle var skolelærer, men sjældent særlig længe det samme sted. Enten kom han til at stikke eleverne eller kollegaerne en på hovedet, og så blev han forflyttet til en anden skole. I en anden by. Det var i årene,

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen