Da en ung kvinde viste sine hår i armhulen, brød helvede løs

Først blev hun forvirret. Hvem var de mennesker, der bestormede hendes mobiltelefon? I takt med at hun læste beskederne, blev forvirringen afløst af vrede.

Mathilde Sara Aramoon var 16 år og stod midt i en fest i en lejlighed med sine efterskolevenner, da hendes indbakker på Instagram og Tinder eksploderede.

Hun forsøgte at sende svar. Tage kampen op, mens hun samtidig forsøgte at gennemskue, hvad der havde igangsat tsunamien af ord og seksualiseret had fra drenge. Det var dog ikke kun negativt. Indimellem dukkede der også beskeder op fra fremmede piger, der roste hendes ”mod”.

»Ved du godt, at du er fame (berømt, red.),« skrev en bekendt pludselig og oplyste, at Mathilde Sara Aramoons profilbillede fra hendes datingprofil på Tinder var blevet lagt ud til bedømmelse i den lukkede Facebookgruppe Offensimentum, der ikke eksisterer længere i sin daværende form, men var en lukket gruppe for op mod 100.000 unge.

På fotoet står Mathilde Sara Aramoon i en blå pool. Hendes hoved og bare skuldre er over vandet. Resten af kroppen er skjult. Hun ser ærbar ud. Alvorlig. Kigger lidt til siden for kameralinsen og har sin venstre arm hvilende afslappet på sit hoved. Under armen kan man se hår i armhulen.

»Mit billede var blevet lagt ud i gruppen sammen med en afstemning om, hvorvidt jeg var ”krid” (lækker) eller ”kran” (klam), og det indledte en slags jagt på at finde mig. Folk skrev mit fulde navn og lagde mine kontaktoplysninger ud . Jeg var 16 år og blev kimet ned. Jeg fik venneanmodninger på alle platforme. Mange skrev grimt, andre skrev ligegyldigt, nogle piger skrev, at jeg var sej, og lagde selv billeder op af deres armhulehår på Offensimentum. Det vildeste var nok dem, der hyperseksualiserede mig og troede, at jeg var klar på hvad som helst, fordi jeg havde hår under armene ... det er jo helt ... jamen?« siger Mathilde Sara Aramoon.

Symbol på frigørelse

I dag er Mathilde Sara Aramoon 21 år. Hun har stadig hår under armene. Netop på grund af den aften, hvor hun for første gang oplevede, at armhulehår ikke bare er armhulehår i Danmark.

»Jeg blev angst, den aften. Det indrømmer jeg. Men så tænkte jeg fuck it og slukkede mobilen og blev trodsig. En eller anden fremmed fyr skal ikke fortælle mig, at jeg er forkert,« siger hun.

Beskederne fra dengang slettede hun. Hun fik det skidt af at se på dem, men begyndte siden at gemme de kritiske ord, som hun stadig modtager på Tinder og Instagram. Det er en sær samling af sætninger. Mens vi taler, spammer hun min mobil med billeder af beskeder fra 2016 og 2017:

Den seneste besked er fra den 17. november 2021. Den er fra Tinder. En fyr ved navn Matteo bærer en sort undertrøje på sit profilbillede og sender en komplimenterende gif med til hende, da de ”matcher”. Da hun svarer med en glad emoji, skriver han:

»Jeg håber virkelig, at du har fjernet hårene under armene.«

»Det er en ret almindelig reaktion,« konstaterer Mathilde Sara Aramoon.

Når du ved, at folk kan reagere voldsomt på kropsbehåring, hvorfor sagde du så ja, da vi spurgte dig, om du ville lade dig fotografere til en fotoserie om kropshår?

»Jeg er halv iraner, og selv om jeg er lys, og min søster mørk, har vi begge en del kropshår, og det har fyldt meget i mit ungdomsliv. Jeg har haft svært ved at tale om det, så jeg blev faktisk lidt stolt over at blive spurgt. Jeg holdt op med at fjerne mine hår som 15-årig. For sjov lod jeg det sammen med en veninde på efterskolen gro i en måned, og pludselig opdagede jeg, at jeg følte mig godt tilpas med det, så jeg lod det være. Det var først efter efterskolen, at jeg opdagede, hvor kontroversielt hår åbenbart er. Det synes jeg ikke, at det bør være,« siger Mathilde Sara Aramoon.

Hun lader også sit overskæg være, men for et par uger siden klippede hun lidt i det, da de lyse hår var blevet mørkere. Det er ikke et princip for hende at undlade barbering. Hun gør, hvad der føles bedst for hende.

»Det er bare hår, men jeg oplever, at mænd føler sig provokerede. For omverden bliver det et symbol for kvindefrigørelse, hvor det for mig i de senere år bare er blevet en måde, jeg præsenterer mig selv på, ligesom jeg gør med mit tøj og makeup. Jeg har tænkt på, om det provokerer mænd, fordi jeg – i kraft af min kropsbehåring – udfordrer dem og dermed truer den status quo, hvor kvinder i dag stadig forsøger at leve op til the male gaze ( det mandlige blik, red.),« siger hun, der ofte har talt om netop det med sin storesøster Laura Aramoon, hvis hår er mere synlige end hendes.

Alligevel har Laura Aramoon fået lov til at leve mere uantastet med sine hår. Fotos af hende er indtil videre undsluppet diverse facebookgrupper.

»Jeg har ikke oplevet at blive afvist på grund af mine hår, men jeg har oplevet at være i forhold med en fyr, der spurgte, om jeg ikke skulle ”se ordentlig ud” til et arrangement, vi begge skulle til. Da jeg var yngre, kunne jeg godt være usikker over mine hår, men nu er jeg ældre, og hvis jeg skal barbere mine ben for at ”se ordentlig ud”, så skal fyren, der siger det, da også barbere sine ben. Jeg forstår ikke, at det skal ses som en selvfølge for kvinder, at vi skal barbere os helt glatte i skridtet eller andre steder på kroppen. Jeg har stor respekt for folk, der barberer sig, fordi de selv har lyst, og forstår også 100 pct., hvis man selv har en præference for at være glatbarberet. Jeg synes, at vi bare skal gøre præcis, hvad vi har lyst til, for vores egen skyld. Ikke for et please andre,« siger Laura Aramoon.

Uregerlige kvinder

Hvem opdrager deres sønner til at hetze kvinder, fordi de har kropshår, og deres døtre til at synes, at dele af deres krop er forkert?

Kønsforsker Michael Nebeling Petersen fra Københavns Universitets Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed har et bud.

»Os alle sammen – mere eller mindre bevidst eller ubevidst,« konstaterer han tørt over mobiltelefonen.

Historisk set har kvinden været et objekt for mandens blik, mener han. Gennem århundrede har kvindens krop skulle styres, snøres ind, hårene fjernes, kroppen gøres pænere.

»Når unge kvinder gør et oprør mod de patriarkalske principper, som mange af os slet ikke er bevidste om, kan det virke voldsomt provokerende. Det kan føles som en kritik og som et angreb mod det etablerede, og det udløser ofte et modangreb. Det er ikke nyt. Der har altid fundet disciplinering sted over for ”uregerlige kvinder”,« siger Michael Nebeling Petersen.

Men hvad med tredje bølge-feminismen og DR3’s række af dokumentarer, der handler om, at vi har ret til at bestemme over vores egen krop, identitet og køn – er vi så ikke ude over at gå op i, hvordan folk ser ud?

Michael Nebeling Petersen himler mentalt med øjnene gennem mobilen. Det er en fejlslutning at tro, at de, der toner frem på tv, er repræsentative for en hel generation. Også selv om det i medierne kan virke, som om alle unge dribler mellem kønsidentiteter og er mere frigjorte for fortidens skyld og skam.

»Der er altid flere strømninger end én i et samfund. Ja, der er en MeToo-bevægelse og et opgør med klassiske kønsnormer, men samtidig er der måske en endnu større strømning af unge, der lever på Instagram med alle dets filtre og krav til, hvordan man skal se ud. Der er også mange unge, som ser ”Paradise Hotel”, hvor ens evne til at score har større værdi end, hvem du er som menneske. Når jeg skuer ud over sociale medier, ser jeg ekstremt stramme regler for kroppen og for, hvordan man skal se ud. Ikke kun for kvinder, men også for mænd – og det er såmænd ikke kun en vestlig ting,« siger Michael Nebeling Petersen, der hæfter sig ved, at plastikoperationer og hårtransplantationer blandt mænd har kronede dage i Dubai.

Mathias Elia

Mathias Elia læser fransk som hovedfag og religionsvidenskab på Københavns Universitet, og nogle gange har han overvejet, om han er for grim til at date, fordi han er så behåret.

I årevis har han ubevidst forsøgt at snige sig udenom at vise sin kropsbehåring, hvilket ofte har givet bagslag. Som da han i 3. g iførte sig en heldragt til et triatlon-forløb ud fra idéen om, at så var hårene skjult, men som den eneste stod fuldt tildækket i svømmehallen. Siden indskolingen har Mathias Elias været ekspert i at holde et stort håndklæde op om sin krop og skifte i et omklædningsrum. Han er bevidst om, at hans kropshår givetvis ofte har fyldt mere i ham selv end hos andre.

I det hele taget er Mathias Elia ikke meget for at placere skyld hos andre. Han er en genert type, men han har for nylig besluttet sig for at tage tyren ved hornene og forsøge at kaste sin selvtvivl af sig. Han er nervøs ved at stille op til et fotografi af den krop, han stadig er ved at lære at elske, men har for et stykke tid siden besluttet, at han fremover vil sige ja til udfordringer i stedet for at gemme sig bag sit trygge automat-nej. Det er lagt på hylden, sammen med de mystiske undskyldninger, han hidtil har brugt, når han har ligget svedende på en strand iført alt sit tøj, mens de undrende veninder i bikini har opfordret ham til at smide tøjet.

»Jeg er bare virkelig behåret og lidt halvbuttet og lidt usikker,« siger han, og fortsætter:

»På de strande, jeg har besøgt, lader det til, at ingen andre har hår på kroppen overhovedet,« konstaterer han, der også har været på udkig efter filmscener i Hollywood-film eller Calvin Klein-modeller med mere end en antydning af hår.

»På alle reklamefotos er de glatbarberede. Min ven er model, og selv om han også har rødder i Mellemøsten, er han også glatbarberet. Jeg mangler lidt variation i skønhedsidealerne. Modeller, der er lidt mere kraftige og har lidt mere kropsbehåring, så man ikke føler sig så forkert på den. Jeg stikker i øjnene, og jeg tænker, at jeg ikke passer ind i skønhedsidealerne herhjemme,« siger Mathias Elia.

Hvordan ved du det?

»Der er mænd på Grindr, der har skrevet til mig, at jeg skulle dø. At jeg er så grim, at jeg burde begå selvmord. Eller at de kun vil være sammen med mig, hvis jeg barberer mig. Det er heldigvis under en håndfuld. Jeg troede egentlig, at LGBT-miljøet ville være mere rummeligt, men der er de samme skønhedsidealer som i resten af samfundet. Jeg tror, at mellem 80-90 pct. af de mænd, der har et torsobillede som profilbillede, er glatbarberede,« siger Mathias Elia, der dog også har oplevet den modsatte reaktion på sin behåring. At folk henvender sig, fordi de tænder på det.

»De seksualiserer det, hvilket også er lidt … ja ... øhhh, det ved jeg ikke lige, hvad jeg synes om,« siger Matias Elia.

På et tidspunkt skrev han med en af de glatte, muskuløse torsoer. En type, som han ikke selv ville have turdet åbne en samtale med, men manden havde selv henvendt sig. Samtalen sluttede dog brat med en besked til Mathias Elia, hvor manden opfordrede ham til at glatbarbere sig, hvis de skulle i seng sammen.

»Fra den dag besluttede jeg mig for, at jeg aldrig vil barbere mig for andres skyld,« siger Mathias Elia.

I dag lader han sine ryghår være, men barberer sine øjenbryn, der ellers ville vokse sammen.

Hvorfor er det, at vi er bange for at have monobryn. Jeg har selv et, som jeg fjerner?

»Ja, hvorfor er vi det? I folkeskolen kaldte folk min søster og mig for ulv, fordi vi havde sammenvoksede bryn. Lige nu ser jeg flere mennesker på sociale medier, der fremhæver monobrynet, så hvorfor kan jeg ikke gøre det samme? Jeg ved det ikke, men hvorfor beholder du ikke dit eget monobryn?

Jeg viste et billede af en fotomodel, der er blevet berømt for sit monobryn, til 10 mennesker og bad dem svare ærligt, hvad de tænkte. Flere af dem sagde, at de på en eller anden måde følte sig provokeret af hende. Måske er jeg bange for, at folk vil udstøde mig, hvis jeg lader mine øjenbryn vokse ud?

»Argh shit, at det bliver taget som et tegn på empowerment? Sådan aktivistisk? … Jeg har ikke tænkt det sådan. Måske er det værre for piger med monobrynet. Du kan ringe til min tvillingsøster og spørge, hvorfor hun ikke lader sit gro ud,« foreslår Mathias Elias.

Og det gør jeg så dagen efter.

Men først ringer jeg til museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen fra Nationalmuseet. Hun ved noget om danskernes forhold til hårvækst gennem århundreder.

Hårbølgerne

1915 var et skelsættende år af flere grunde. Danske kvinder fik stemmeret, og samme år markedsførte Gillette i USA den første barberskraber rettet mod kvinders kropshår. »Den løser et pinligt intimt problem«, står der i avisannoncen, som priser den »hvide glatte underarm«.

»Med industrialiseringen og masseproduktionen åbnede verden sig, og også danskerne blev mødt af reklamer fra andre lande. Man begynder at vise dele af kroppen frem, som man før har dækket til, og der kommer en forestilling om, at man ikke har synligt hår. Der er også modbevægelser, men primært i storbyen, hvor man overtager drengenes korthårsfrisure,« siger Mette Byriel-Thygesen.

Hvor kommer det fra, at hår skal fjernes?

»Skønhedsindustrien bilder os ind, at der er et behov, og budskabet om, at vi skal barbere os for at lugte og svede mindre, er så effektivt, at selv om det ikke er rigtigt, at du sveder mere, så holder myten ved. Op igennem 1900-tallet går man op i at se velplejet ud, og opfattelsen er, at holder du ikke hår nede, så er du uhygiejnisk,« siger Mette Byriel-Thygesen.

I 1970’erne lander en modbevægelse. For første gang bliver køns- og kropsbehåring brugt politisk som del af hippiebevægelsen.

»Det handler rigtig meget om, at det er mænds skønhedsidealer og forventninger, som man vil gøre oprør mod. Hår bliver et statement. Mænd har langt hår. Kvinder kort, og hår på kroppen, men alting kører i bølger, og i 1980’erne vokser et kæmpe behov for at vende sig mod naturlighedsbølgen. Nu skal kroppen være fit, vi skal have afbleget hår, og op igennem 1980’erne, 1990’erne og 00’erne skal vi ikke have kropsbehåring,« siger Mette Byriel-Thygesen.

Men hvad så nu?

»Lige nu ser vi så en generationer, der tager naturlighedsbølgen på en anden måde end i 1990’erne. De kæmper også for retten til at bestemme over deres egen krop – f.eks. på sociale medier, hvor brystvorter fjernes på kvinder, men ikke mænd, men det er et mere stille oprør, der mere handler om, at kvinder ikke vil underlægges censur – de vil have lov til at være sig selv,« siger Mette Byriel-Thygesen.

Ved årets største mode-fest, The Met Gala i New York, blev fotomodellen Ella Emhoff, der er den amerikanske vicepræsidents steddatter, den helt store modehistorie, fordi hun har et sammenvokset øjenbryn – hvad er det med de monobryn?

»I en periode har mere naturlige øjenbryn været moderne, nu er de helt tynde plukkede øjenbryn på vej tilbage, så der ser du igen, hvordan det bølger frem og tilbage, mellem det naturlige og det kontrollerede og det kunstigt skabte. Jeg tror, at monobrynet provokerer mange, fordi det minder os – og det, jeg siger nu, er så vildt at sige om noget naturligt – men det minder os om noget dyrisk og et opgør med den kulturelt skabte forestilling om, at det er kritisabelt at lade stå til.«

Mathilde Elia

Mathilde Elia er tvillingesøster til Mathias Elia. De deler liv, de mørke hår og historierne om dem med hinanden. Eksempelvis denne:

En dag, hvor Mathilde Elia var på indkøb i et supermarked, gik en fremmed kvinde forbi hende ved en køledisk. Da Mathilde Elia rakte armen ud efter en liter mælk, tilkastede kvinden hende en sær form for kompliment: »Hvor er du sej, at du ikke fjerner dine hår på armene.«

Mathilde Elia griner, mens hun fortæller om oplevelsen. For hvad svarer man til det. Tak?

Da Mathilde Elia var yngre, blev hun drillet med sit sammenvoksede øjenbryn. Børn i skolen kaldte hende »den skæggede dame«. Siden 11-årsalderen har hun fjernet sit overskæg. I dag er hun i gang med laserbehandlinger for at få fjernet ansigtshår, hår på lænden og maven. Hun har i perioder valgt at være ligeglad, men i sidste ende har hun valgt, at håret ikke længere skal fylde i hendes tanker. Det kan laserbehandlingerne hjælpe med.

»Jeg blev drillet med mine hår i ansigtet som barn, men jeg ville ikke ligge under for det, så jeg nægtede, da min mor – i allerbedste mening – tilbød at fjerne det. Hun havde hørt, at det blev kommenteret i skolen, men hun måtte jage mig rundt i lejligheden med voks, og næste dag tog jeg hue på og dækkede mit ansigt med mit hår. Jeg ville ikke have, at de andre i skolen skulle tro, at jeg havde fjernet hårene på grund af dem.«

Hvad er det dummeste, du har gjort med hårfjerning?

»I 7. klasse prøvede jeg at fjerne mine bakkenbarter med Veet Wax Strips. En slags voks, man sætter på og river af. Det resulterede i, at min hud røg af. Da jeg kom i skole, løj jeg og sagde, at jeg var faldet på min cykel. Et meget mystisk fald, hvor jeg slog mig lige på bakkenbarterne,« fortæller Mathilde Elia.

Anna Lin

Anna Lin ved et og andet om gruppepres og unges syn på hår. På DR Ultra har hun været vært på programmet ”Alle de andre”. Det handler om at afprøve og afmystificere alt det, teenagere tror, at de er alene i verden med.

Hun har lavet to programmer om kropsbehåring. I det ene program møder seerne den 11-årige Bjørk, der gerne vil barbere sine ben, men ikke være den første eller den sidste i klassen. Det andet program er centreret om den 13-årige Vanja, der har mere hår end andre. Hun har prøvet at blive kaldt abe. Selv om hun ikke har et problem med sine hår, er hun nervøs for, hvad andre tænker om dem. I programmet fortæller Anna Lin om en spørgeundersøgelse blandt 500 piger i alderen 12-14 år, som DR Ultra sammen med Epinion står bag. Over halvdelen tænker over, hvor meget hår, der er på deres krop. 4 af 10 piger synes, at det er pinligt at have hår på kroppen, mens hele 7 af 10 af de adspurgte piger ikke synes, at hår på armene er grimt på andre.

»Jeg ser en kultur, hvor unge tænker vildt meget over at passe ind og mærker et pres udefra. Da jeg selv var yngre, fjernede jeg selv behåring overalt pga. drenge. Jeg sørgede for, at kroppen var klar på den måde, som jeg troede var rigtig. Heldigvis er jeg kommet ind i et miljø, hvor man kan være mere fri. I dag leger jeg med mit udseende, men jeg har ville aflære mig det male gaze – at ligge under for, hvad jeg tror, at mænd vil have, fordi det styrede mig i mine teenageår. I dag vælger jeg at være feminin på min måde – ud fra, hvad jeg har lyst til. Det betyder, at jeg nogle gange har hår under armene – andre gange ikke,« siger Anna Lin.

Hun modtager ofte beskeder fra unge, der kender hende fra tv og føler sig tryggere ved at spørge hende til råds i intime spørgsmål, end andre uden for tv-skærmen. Hun sender et eksempel til min mobiltelefon. Det er en messengerbesked fra en pige på snart 14 år. Pigen frygter, at ingen drenge vil finde hende attraktiv, fordi hun har bumser og kropsbehåring. Hendes klassekammerater lavede en afstemning, hvor pigerne spurgte klassens drenge, om de var til ”dusk eller ingen hår” og ”Må piger have strækmærker?” Svaret var: ingen af delene.

»Jeg er glad for at tale med dem, der skriver. Men samtidig frustrerer det mig at vide, at der er børn og unge derude, der ser mig – en tv-vært – som den bedste mulighed for at tale med nogen om alt det, der bekymrer dem. Der burde være en bedre samtale - ikke bare om kroppen og hår – ude på skolerne, i familierne og blandt vennerne,« siger hun.