Gå ad de høje trin

Man skal ikke skue hunden på hårene. Ej heller Ingvar Cronhammar.

Udefra kunne den 73-årige billedhugger ligne en frygtindgydende Odin. Men under det store viltre, hvide skæg, de buskede øjenbryn og i den buldrende røst, der udgik fra hans store skikkelse, befandt der sig et varmt latter-rigt menneske med et formidabelt indre følsomhedsbarometer, der var tunet ind på kanaler, som vi andre ikke har adgang til.

Tag ikke fejl. Han kunne være en krakiler af guds nåde. Selv ville han nok bruge ordet ”et røvhul”, der kunne drive samarbejdspartnere til momentvis vanvid med sin inderlige insisteren på at opnå det ypperst mulige resultat i hvert af sine kunstværker.

Det var ikke kommet let til Cronhammar. Det gør de færreste vigtige ting.

Først som 40-årig slog han rigtigt igennem med det ildevarslende værk ”The Gate”, men siden indtog Cronhammars monumentale skulpturer og kunst landets museer og byer. Ikke uden at begejstre, men også splitte følelserne hos beskuerne, der ofte blev både draget og frastødt på samme tid.

Otte timers roadtrip

I forrige uge satte jeg mig i hans arbejdsværelse efter at have talt lidt om hønsene i haven med hans livs kærlighed, Inger Cronhammar, som han mødte, da han som ung var flygtet fra Sveriges kvælende ordentlighed og landede på kunsthøjskolen i Holbæk, hvor hun også studerede.

Mandagen før havde Cronhammar kørt mig otte timer rundt i Thy og på Mors i en lang, hoppende intens samtale, og jeg havde bandende udskrevet de otte timers bånd til hans store morskab. I arbejdsværelset gav jeg ham et udprintet manus til en fortælling om vores roadtrip, som han skulle se igennem.

Det var ikke den tragiske arbejdsulykke i april i hans hovedværk ved Herning, ”Elia”, der var anledningen til, at jeg efter påske havde skrevet til ham, og spurgt om jeg måtte komme med på en af de mange køreture, som han holdt så meget af. Men døden var alligevel endt med at blive det bankende hjerte i teksten, som jeg lagde foran ham. Jeg vidste, at han kæmpede bravt for at holde stand mod de sorte huller, som to tidligere tragiske dødsfald ved ”Elia” i 2016 – en ulykke og et selvmord – havde trukket ham ned i. Derfor ville jeg sikre mig, at han var helt med om bord. At teksten ikke skubbede ham i. Det var han.

Men det var ikke ensbetydende med, at han ikke havde forslag til ændringer.

En skitse

Et af dem virker mærkeligt forudseende nu.

Under bilturen havde han fortalt, at han længe havde været overbevist om, at han ikke ville skabe et gravmæle til sig selv, selv om han havde skabt gravmæler til andre. Men situationen med pandemien havde skubbet til ham. Han havde ombestemt sig og alligevel skabt en skitse til et gravmæle. Til Inger og ham selv. Under bilturen havde han også sagt: »Jeg mærker døden komme«.

Men ved gennemlæsningen skuttede han sig.

»Kan vi ikke ændre det til, at jeg kan mærke døden komme tættere på,« foreslog han.

Hvilket gav mening. For han var ikke klar til at dø torsdag morgen i denne uge.

Der var børnebørn, der skulle leges med. Der var Inger og kortspillet 500 om aftenen og projekterne! Et væld af projekter i støbeskeen.

Cronhammar glædede sig til, at han om få måneder kunne invitere inden for i tre rum til kirke, tro og fordybelse på Aarhus Universitetshospital, som han havde skabt i samarbejde med arkitekten Niels Povlsgaard. Desuden var endnu en aftale om en stor skulptur, som han længe havde håbet ville blive realiseret, netop faldet på plads, og længere henne – om to år – var der en 75-års fødselsdagsudstilling på kunstmuseet HEART i Herning. Han havde ikke tid til at mærke døden komme, selv om det var undsluppet hans læber, men det var fair nok at måtte indrømme, at døden kom tættere på, sagde han og forbandede sine ben, der ikke ville som han længere:

»Men jeg har meget, jeg vil endnu.«.

Ikke at forstå

Det var et interview, der var vokset i min baghave – ikke hans. Han havde været selvvalgt tavs efter arbejdsulykken i april ved ”Elia”, men hans følsomme væsen havde alligevel fået ham til at åbne døren til sig selv og sit hjem, da jeg skrev en undren til ham i en mail: Hvad gør vi af os selv, når det tragiske og unødvendige sker?

Tro er retten til ikke at forstå, var hans favoritcitat, som han havde hørt entertaineren Jacob Haugaard sige engang – og den indsigt ville han gerne dele med mig.

»Men hvis vi gør det, så lad os gøre det som samarbejdspartnere,« foreslog han og tilføjede: »Man ved fandeme aldrig, hvornår man dratter om, så vi må hellere gøre det godt.«

Ved bordet i arbejdsværelset i forrige uge tog den ene time den anden. Vi talte om Flygtningekirkegården i Grove, som vi ikke nåede at besøge på turen.

»Et barsk sted. Voldsomt. Jeg opdagede det ved en tilfældighed. Der er en ved Karup også. Jeg stillede træskoene uden for kirkelågen. Og mødte en tysk familie. Vi nikkede til hinanden. Det var rørende,« sagde han og skiftede emne til den ramme »forfærdelige« Cola Zero, han havde købt ved en fejl. At skifte emne til noget arbitrært, når skægget begyndte at dirre af følelser, var en klassisk Cronhammar-afledningsmanøvre.

Jeg drillede ham med hans glødende stolthed over at være modtager af Dannebrogordenen.

»Jeg er vild med dronningen,« udbrød han og trak mig hen til sin computer for at vise mig sin screensaver.

Det var et billede fra åbningen af ”Elia”.

Cronhammar står med et selvtilfredst smørret grin efter at have affyret en sikkert upassende morsom bemærkning. Dronning Margrethe står ved hans side og er brudt ud i et åbenlyst latterbrøl, mens Inger Cronhammar er knækket forover af grin og hofdamen ligeså.

Tilbage ved arbejdsbordet forsøgte jeg at overtale ham til, at vi nævnte ”Elia” i historiens indledning. Jeg var nervøs for, at læsere, der kun læste overskriften, hvor der intet stod om ”Elia”, måske ville forledes til tro, at han ikke var påvirket af det skete. Cronhammar modsatte sig det.

»Jeg taler om det langt nede i teksten. Hvis folk ikke vil klatre ad de høje trin, så må de blive nede. Vi har gjort det så godt, vi kan,« mente han.

Han fik det sidste ord.

”Elia”s høje trin

I Cronhammars arbejdsværelse hænger en gengivelse af kunstværket “Elia“, der venter på lynets komme, og rammer det, så forstærkes braget i konstruktionens indre og sender et svar tilbage til himlen. Trinene på ”Elia” er ekstra høje. Så høje, at folk nogle gange har klaget over, at de er svære at gå på.

Men det er en pointe ikke alene i kunstværket selv, men også i mennesket Ingvar og kunstneren Cronhammar.

At nogle gange i livet koster det noget at få en oplevelse. At blive beriget. Det kræver noget af dig. Du skal gå ad de høje trin, selv om de gør dig træt og opgivende, og der ikke nødvendigvis venter en smuk udsigt fra toppen.

Og lige her i den filosofiske sødsuppe ville Ingvar Cronhammar sikkert skride ind, som han gjorde den eftermiddag i arbejdsværelset og sige: »Nu ikke mere snak om død! Skal vi gå ind til Inger og drikke en kop kaffe?«

Og på vejen ind i stuen, hvor hunden Ronja viste sine tricks, sagde han grinende undskyld for sine mange input til teksten og udbrød:

»Åh ja, det er ikke nemt at være mig og dig!«

Nok især dig.

»Ja, det er svært.«

Hvorfor egentlig?

»Fordi ingen forstår mig.«

Inger forstår dig!?

»Ja, det er sandt,« svarede han.

Torsdag morgen blev Danmark en fandenivoldsk skaber af monumental kunst fattigere. Ved hans hus har nogen hejst det Dannebrog, som han holdt så meget af. I aften mangler Inger Cronhammar, hans børn og børnebørn lyset fra lampen, der indtil i går skinnede i ulvetimen fra hans arbejdsværelse.

Men som Ingvar Cronhammar selv ville skrive:

»Knus og Guds Fred.«