Møllehaves søn: »Jeg vil huske ham som enormt kærlig, givende og gavmild«

Søndag besøgte Johannes Møllehave Marmorkirken i det indre København. Mandag var den 84-årige død.

Det fortæller det ene af Møllehaves tre børn, Tomas Møllehave, som flyttede ind til sin svækkede far på plejehjemmet i den sidste tid.

»Det er noget, jeg er afsindigt glad for. Det har været et meget ærligt forløb. Der har ikke været så forfærdelig meget tilbage af ham, men han bevarede sin taknemmelighed for, at der var nogen omkring ham, for han brød sig bestemt ikke om at være alene.«

Tomas Møllehave var den eneste tilstedeværende, da faderen drog sit sidste suk. Han kalder det »en smuk død«.

»Jeg vil huske ham som en enormt kærlig, givende og gavmild mand, som altid var loyal over for mig og altid bakkede mig op. Så det er gode minder,« lyder det fra sønnen, som langtfra er den eneste, der lovpriser den nu afdøde præst, forfatter, sangskriver og foredragsholder.

Grænseløs generøs

Hans Henrik Schwab er nuværende seniorredaktør på forlaget HarperCollins, men har tidligere været litterær direktør på Lindhardt og Ringhof, som udgiver Møllehaves bøger. På Facebook skriver han om sin »ven«, der viste Schwab og hans dengang 12-årige tvillinger rundt på Storm P.-museet i København. Kort efter gentog Møllehave hele seancen for tvillingernes klasse.

»Et typisk eksempel på hele tre af Johannes’ centrale karaktertræk: den homeriske latter, den formidable formidlingsevne OG den grænseløse generøsitet. Apropos hans fabulerende formidlingsevne: Berømt er anekdoten om dengang, hvor hans forlægger Gert Ringhof insisterede på, at præsten Møllehave havde fejlciteret Biblen i et manuskript. Møllehave protesterede, men overgav sig langt om længe med ordene: ”Men Gert, synes du ikke, min version er bedre?!«

En gave til folkekirken

Johannes Møllehave var sognepræst ved Virum Kirke fra 1973-1987. Her delte han prædikestol med Olav Lilleør, far til sognepræst og forfatter Kathrine Lilleør.

Hun husker Møllehave fra sin opvækst og kalder ham »et enestående litterært-teologisk talent«.

»Der var ingen som ham, der kunne drage de evangeliske pointer ud af litteraturen og tage dem med på prædikestolen. I tiden under 68-opgøret, hvor kirken blev set som gammeldags og tilbageskuende, var han med til at ændre prædikenen, så den passede ind i tidens sprog og tanke,« siger Lilleør.

Også hun peger på Møllehaves humor.

»Han var først og fremmest morsom og havde sans for at få folk i kirken til at more sig, og i en tid hvor kirken stod for noget selvhøjtideligt og reaktionært, bidrog det til en ny tone og medførte, at mennesker kunne spejle sig og blive løftet af hans prædiken, og det er nu engang kirkens fremmeste opgave altid. Folkekirken skylder ham stor tak.«

Sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn i København Flemming Pless skriver på Facebook:

»En epoke af fortællinger står tilbage. Et særligt menneske af ord og indsigt vil blive savnet. Hold da op, hvor Johannes kunne noget, vi alle var inspirerede af.«

Også skuespiller og instruktør Flemming Jensen har valgt at ty til Facebook for at kalde den afdøde »en af vort lands mest imponerende personligheder«, og statsminister Mette Frederiksen citerer, ligeledes på det sociale medie, Anne Linnet-sangen ”Mild, lattermild og gavmild”, som Møllehave har lagt ord til.

Dystre tanker

I 2002 skrev forlagsdirektør og journalist Jakob Kvist samtalebogen ”Et liv har fem akter” sammen med Møllehave.

Her fortalte hovedpersonen om at have lyst til at ende livet og om at lide af depression, når man prædiker livsglæde.

»Det gør det jo langt værre i sådan en situation. Man får i forvejen en massiv utilstrækkelighedsfølelse oven i depressionen, fordi man ikke laver noget, og fordi man ikke gør noget godt nok. Og så kommer den følelse også: Jamen, du siger jo altid selv, at livet er værd at leve. Hvorfor kan du så ikke gøre det, som du siger, man skal? Og så bliver det endnu mere belastende. Fordi du på det nærmeste står som en slags eksponent for det og så ikke engang selv kan leve op til bare en brøkdel af det,« lød det.

På det tidspunkt var Johannes Møllehave netop blevet opereret i hjertet.

»Han var sikker på, at hjertet ikke ville holde mere end 10 år, og at han i hvert fald ikke ville opereres en gang til. At det så blev til næsten 20 år mere, havde han nok ikke regnet med,« fortæller Jakob Kvist.

Trods de dystre tanker husker også Kvist ham som en morsom mand.

»Møllehave var et utroligt sjovt og spændende menneske. Jeg beundrede ham især meget for hans evne til at fortælle. Han var en enmandshær og et kraftværk både af viden og formidlingslyst,« siger forlagsdirektøren, der mener, at præsten havde en »kolossal betydning« for folkekirken.

»Han var den ubetinget største folkelige formidler af kristendommen i Danmark. Der er ikke nogen i hans generation, der i enkle og tilgængelige vendinger har fortalt danskerne så meget om, hvad kristendom egentlig handler om, som han gjorde.«

De to havde ikke et nært forhold, men Kvist nåede ikke desto mindre at besøge ham på plejehjemmet, kort før corona-epidemien brød ud sidste år.