»Jeg håber virkelig ikke, at jeg krænker nogen her, for det er ikke meningen. Jeg er bare ærlig«

Jørgen Leth, du beskriver din aktuelle film “I Walk” som et forsøg på at forstå dit eget liv. Man kunne være flabet og spørge, om ikke alle dine film handler om dig selv?

»Ja, jeg er optaget af at dokumentere mit eget liv. Jeg har altid lavet film om det, som var påtrængende for mig, det, der vakte passion. Alt det, som jeg har været dybt optaget af. Cykelsport, litteratur.«

Eller dig selv?

»Ja, det må jeg sige. Jeg ved godt, at man kan opfatte ”I Walk” som en meget selvoptaget film, men den skal måles ud fra, hvad folk kan få ud af den. Ekstreme situationer, som den jeg har været ude for, fremkalder ekstreme følelser, og jeg har aldrig været bange for at vise mig selv frem. Jeg er ikke skamfuld over mit liv.«

Du ville forstå dit eget liv. Hvad nåede du frem til under arbejdet på filmen?

»Jeg er ikke interesseret i facit eller analyser. Jeg er interesseret i at dokumentere det, der gør indtryk på mig, beskrive det, jeg har været udsat for på en så følsom måde som muligt. Ja, jeg vil fastholde øjeblikkets følelser, det er det, der interesserer mig.«

Filmen begynder i Haiti, hvor du befandt dig under jordskælvet i 2010. Hvilken betydning har katastrofen for dig i dag?

»Jordskælvet har ændret mit liv. Fuldstændigt. Jeg befandt mig i en dyb depression efterfølgende, den varede i månedsvis. Jeg kunne ikke gå bagefter, og jeg går stadig dårligt. Det var chokket, der havde ødelagt førligheden. Det var noget mentalt, det var ikke noget fysisk, jeg havde ikke brækket noget. Jeg var allerede oppe i årene dengang, og jeg vidste ikke, hvad der skulle blive af mig. Kunne jeg ikke lave film længere? Men så begyndte jeg at optage, hvad der skete omkring mig, og min søn Asger sagde, at det var virkelig stærkt. Det skulle jeg blive ved med. Hver dag skulle jeg samle indtryk. Det er de optagelser, man ser i filmen. Der er også billeder af