Kan en hvid mand tillade sig at skabe en film om Grønland?

»Jeg mener, at vores stemmer fortjener at blive hørt over hele verden (...) for mig og mange grønlændere føles det ikke, som om filmen er blevet instrueret af en hvid mand, det føles, som om den bliver fortalt indefra, fordi vi fortæller historien med vores stemmer,« siger Paninnguaq Heilmann ind i kameralinsen på sin mobiltelefon i en støttevideo for filmen ”Kampen om Grønland”.

Det er ikke hele verden, sine egne landsmænd eller danskerne, hun forsøger at råbe op, men derimod en lille udsøgt skare af programudvælgere på nogle af verdens største dokumentarfilmfestivaler.

Nej tak

Paninnguaq Heilmann er en af de fire hovedpersoner i en anmelderrost dokumentar skabt af instruktøren og filmfotografen Kenneth Sorento. I ni år har han fulgt de fire unges opgør med grønlandsk jantelov i forsøget på at skabe et nyt og bedre Grønland på hver deres måde.

Holdet bag ”Kampen om Grønland” har haft store forhåbninger om, at filmen ville blive udtaget til verdens største dokumentarfilmfestivaler. Men indtil videre ser det mørkt ud for filmen, der ellers blev valgt til at åbne dette års CPH:DOX. Nej tak fra ImagineNativeFilm Festival i Toronto. Nej tak fra den toneangivende Tribeca Film Festival. Og nej tak fra Hot Docs Canadian International Documentary Festival – en af de vigtigste filmfestivaler for dokumentarfilm.

»Jeg har direkte fået at vide fra DFI (Det Danske Filminstitut), at jeg ikke skal gøre mig nogen forhåbninger om at blive optaget på de toneangivende dokumentarfilmfestivaler, fordi jeg er dansker, der skildrer et oprindeligt folk, jeg ikke selv tilhører. Og at jeg slet ikke skal regne med International Documentary Film Festival Amsterdam, der ellers er en af de vigtigste. Det er ubeskriveligt frustrerende. De medvirkende er glade, og fra den respons, vi får, ved jeg, at vi lykkedes med at skildre et nutidigt Grønland, som grønlændere selv ser sig i. Desuden er filmen kun blevet til virkelighed på grund af den frygtløse dansk-grønlandske co-producer Jørgen Chemnitz, der gik ind i filmen, da ingen andre ville, fordi selvstændighedsdebatten er meget kontroversiel i Grønland. Han har gjort et ubeskriveligt stykke arbejde som kulturel oversætter,« siger Kenneth Sorento.

Hvidt herredømme i film

Direktør i Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard kalder afvisninger af film instrueret af personer, der ikke hører til det

folkefærd, de skildrer i deres film, for en »stærk og markant tendens i filmverdenen i disse år«.

En af årsagerne kan findes i en analyse af diversiteten blandt filminstruktører, som The USC Annenberg Inclusion Initiative publicerede denne januar. I perioden 2017-2019 var næsten halvdelen af alle filminstruktører (45 pct.), der blev udtaget til at vise deres film på en af de top-10 nordamerikanske filmfestivaler, hvide mænd. 26 pct. var underrepræsenterede mænd, 17 pct. var hvide kvinder, og 12 pct. var kvinder med anden hudfarve end hvid.

»Der er ingen tvivl om, at filmverdenen har været gennemsyret af et hvidt middelklasseherredømme i årevis. Vi ønsker også en mere mangfoldig repræsentation af stemmer, men at lave en konkret politik, som flere af de store filmfestivaler har gjort, finder jeg problematisk. Udviklingen kan ikke tvinges frem af kvoter eller ved at udelukke film på forhånd. Vi mener fortsat, at man godt kan lave film om nogen, man ikke selv tilhører, ligesom man også godt kan spille transseksuel uden at være det, og vi bliver ved med at støtte film som ”Kampen om Grønland”. Også selv om vi ved, at de får det svært på festivalerne,« siger Claus Ladegaard.

Det er ikke lykkedes Jyllands-Posten at få et interview hos den vigtige festival IDFA, der ellers er åben om sin nye kurs i udvælgelsen af film. Den toneangivende og forholdsvis nyansatte kunstneriske direktør, Orwa Nyrabia, udtalte i 2019 til magasinet Cineuropa:

»Den stærke tilstedeværelse af film lavet af nordlige filmskabere om resten af verden er ikke mere nok ... Vi ved i dag, at vi ikke bare kan se film om Balkan-krigen, om den syriske krig eller om Congo uden at give en seriøs platform og behørig respekt til filmskabere fra disse samfund, der fortæller os deres historier på deres egen måde.«

Født i modvind

Selv om filminstruktør Kenneth Sorento er træt af sine afslag, har han forståelse for spørgsmålet om, hvorvidt mennesker udefra skal dokumentere minoriteter, de ikke selv tilhører.

»Jeg kan godt forstå dele af den her bevægelse. Nu har den hvide mand i årevis fortalt de historier, der kom ud i verden om de oprindelige folk. Jeg har set mange film om Grønland, og nogle gange tænker jeg også: Hold kæft, hvor den film stinker langt væk af et hvidt perspektiv,« siger han.

Kenneth Sorento var selv efter premieren meget spændt på reaktionerne fra grønlændere – ville den i Grønland blive set som endnu en film med et dansk perspektiv?

»Men reaktionerne har været gode, og guderne skal vide, at den film er født i modvind. Ingen hverken i Grønland eller i Danmark ville røre emnet ”selvstændighed” med en ildtang. Det er alt for sprængfarligt, så hvis vi, der består af et hold af grønlændere og danskere, ikke havde lavet den – hvem skulle så?« siger Kenneth Sorento.

Men kan afslagene ikke skyldes, at din film ikke er god nok?

»Det er ikke, hvad jeg kan læse i både danske og udenlandske anmeldelser. I Politikens fem hjerter, eksempelvis – og anmeldelsen i Screendaily. Filmen dømmes ude, før de har set den, er min opfattelse.«

Filmens co-producer, Jørgen Chemnitz, er grønlandsk-dansk og bor i Nuuk. I maj fik han det første afslag. Det var fra den canadiske filmfestival ImagineNative. Det var ikke nok, at co-produceren var grønlandsk, når instruktøren ikke er, hvilket er et nyt krav fra festivalens side.

»Når der nu er fokus på instruktørens etniske ophav, er opmærksomheden skiftet fra, hvad der fortælles i en film, til, hvem der fortæller. Det er et barnligt forsøg på at beskytte sig (altså os som ”oprindelige folk”) og kontrollere, hvilke historier der bliver fortalt, fordi man synes, skildringer udefra er unuancerede. Vi mangler at forstå, at alle film altid vil være ufuldstændige, ikke kan skildre hele virkeligheden i alle dens facetter,« skriver Jørgen Chemnitz, der også i Grønland møder kritik fra landsmænd, der mener, at han ikke burde have støttet en dansk instruktør.

»Og så må opfordringen til mine landsmænd, som er kritiske over for Kenneths (Sorento, red.) film være: Så vis os din egen film. Jo flere dokumentarfilm om Grønland, jo bedre,« lyder hans respons.

Skulle jeg droppe filmen?

I 2019 stødte instruktøren Jannik Splidsboel ind i samme mur med sin film ”Drømme fra Ødemarken”. I filmen skildrer han livet hos tre generationer af aboriginere i Australien. Familierne valgte at indgå i et unikt samarbejde med ham, bl.a. fordi han ikke er australier, men kommer udefra. Mens filmen fik anmelderros og bl.a. blev udtaget til den anerkendte dokumentarfilmfestival Visions du Réel i Nyon i Schweiz, grundstødte den både i Australien og i Nordamerika.

»Jeg fik den besked, at de ikke optog film om oprindelige folk, der ikke var lavet af oprindelige folk. Og det er jo ikke, fordi jeg bare var kommet svævende ind i ødemarken og gav mig til at filme. Dokumentarfilm bliver jo til i samarbejde med de medvirkende, som har en vigtig historie at fortælle. Jeg havde en klar erkendelse af, at jeg havde brug for en kulturel konsulent for at lykkes. Jeg havde en antropolog om bord, der havde boet i årevis sammen med aboriginerne – og jeg tilknyttede også en fra området, der havde lidt erfaring med film, men han fik personlige problemer og måtte stoppe – og skulle jeg så bare droppe filmen? Der føler jeg måske, at der er mange derude, som sidder og kæfter op, der i virkeligheden ikke ved, hvad det vil sige at skabe film – hvor meget omhu vi lægger i arbejdet,« siger Jannik Splidsboel.

Han har stillet sig selv spørgsmålet om, hvorvidt instruktører i fremtiden vil blive nødt til at gå ud og finde en person med den rette etnicitet som proforma-medinstruktør for at kunne skrive et navn på ansøgningsblanketterne.

»Vi fik afslag fra en stor australsk støttepulje til filmen, fordi jeg ikke tilhører aboriginerne. Men de krav, man skulle skrive under på for at opnå støtte, var vanvittige. Der måtte ikke være noget kritisk eller noget, der kunne stille aboriginernes situation i dårligt lys. Det er jo censur,« siger Jannik Splidsboel, der i fremtiden håber at se flere film fra Grønland og Australien, skabt af indfødte folkefærd.

»Men så længe muligheden ikke er der, eller den politiske vilje i Grønland, Danmark og andre lande mangler, skal de her film så først fortælles om 10 år eller aldrig?« siger Jannik Splidsboel.

Et opgør

I ”Kampen om Grønland” mener direktør i Det danske Filminstitut, Claus Ladegaard,at det netop er lykkedes at gøre op med tidligere tiders filmsynder, hvad angår skildringer af Grønland.

»Groft sagt har de fleste andre skildringer placeret sig i to grupper. En med film med flotte isbjerge og en om store sociale problemer. Men kvaliteten i Sorentos film er netop, at han bryder begge billeder, og det er det, filmen bør vurderes på. Men heldigvis er den jo blevet udvalgt som åbningsfilm til CPH:DOX og haft en fin visning hos Danmarks Radio, så så slemt er det heller ikke. Det er straks værre med Janniks (Jannik Splidsboel, red.) film fra Australien, der virkelig burde have haft et større publikum og kunne have fået det ved at blive vist til tv-stationernes opkøbere på de store internationale filmfestivaler,« siger Claus Ladegaard.

Andrea Smitko, presserådgiver for Hot Docs Canadian International Documentary Festival, afviser over for Jyllands-Posten at svare på deres repræsentationsstrategi. International Documentary Film Festival Amsterdam (IDFA) er ikke vendt tilbage på henvendelsen fra Jyllands-Posten.

Opdatering:

D. 4 august vendte International Documentary Film Festival Amsterdam (IDFA) tilbage på Jyllands-Postens henvendelse via mail. Heri oplyser festivalens presse-ansvarlig, at film udvælges ud fra deres kunstneriske værdi - ikke instruktørers etnicitet. I et interview med Dansk Film Institut i 2019 udtalte festivalens direktør Orwa Nyrabia om arbejdet for at få øget repræsentation på programmet:

»Vi arbejder ikke med kvoter, men jeg vil gerne invitere alle til at støtte den nye bølge af filmskabere i landene mod syd, som prøver at tage ejerskab over deres egen fortælling. Som prøver at finde en platform til at udtrykke deres egen virkelighed og historie i stedet for at blive i smerten over at føle sig misrepræsenteret og usynlig.«