20 forfattere tog til 20 byer: »Alle var helt skørt eventyrsøde«
I et forsøg på at øge læselysten blandt danskerne har Dansk Forfatterforening sendt 20 forfattere på tur ud til 20 byer over hele landet for at møde nye læsere og skrive om et ukendt sted.
Taxachaufføren kiggede på Line-Maria Lång og kom med et forslag, hun ikke kunne sige nej til. Det var den første taxatur, forfatteren fra Brønshøj var på, efter at hun var ankommet til Aalborg.
»Hey, nu er du lidt for tidligt på den, så skal jeg ikke køre dig lidt rundt og vise dig noget af det ved Aalborg, som jeg synes er fedt?« spurgte taxachaufføren.