Tom Buk-Swienty er »forbløffet« over kritik

Den anmelderroste forfatter Tom Buk-Swienty bliver beskyldt for at smykke sig med lånte fjer.

I et indlæg bragt i Berlingske onsdag stod forskerne Per Boje og Benedikte F. Rostbøll frem med kritik af Tom Buk-Swienty i forbindelse med hans seneste udgivelse, ”Løvinden”.

Kritikerne mener ikke at være blevet krediteret behørigt for det forskningsværk, de to udgav på Gyldendal i fjor, og som Tom Buk-Swienty bl.a. har gjort brug af i sin nye, store Karen Blixen-biografi. De kritiserer også, at Buk-Swienty i markedsføringen af bogen har præsenteret den allerede publicerede viden som epokegørende og ny.

Det gælder bl.a. informationen om, at Karen Blixen ikke selv ejede sin afrikanske farm, sådan som hun ellers fremfører det i indledningen til sine egne berømte erindringer.

Både forfatteren og hans forlag afviser kritikken. Men det er ikke sjovt at være midt i, siger Tom Buk-Swienty. Han er »forbløffet« over over indlægget, der onsdag blev bragt i Berlingske, siger han.

»Jeg kan ikke med allerbedste vilje se, at der er noget at komme efter. Jeg er lidt forbløffet. På bagsiden af bogen står: ”Med sin medrivende og store fortælleglæde og på baggrund af en omfattende, nylig offentliggjort brevkorrespondance, der gør det muligt at tegne et nyt og frisk portræt af ”Løvinden”, skildrer Tom Buk-Swienty (…)”. Jeg kan næsten ikke se, hvordan jeg tydeligere kan udpensle, at jeg har benyttet mig af det her brevværk og krediteret dem.«

Ikke desto mindre lyder kritikken bl.a., at du ikke har kildekrediteret tilstrækkeligt.

»De er krediteret i de flere hundrede noter i bogen og i takkelisten. Hver gang jeg er blevet interviewet og spurgt, hvad der er nyt i denne bog, har jeg sagt, at det er første gang i en stor, formidlende sammenhæng, at det her vigtige nye forskningsværk bliver brugt. Jeg har bedt om at få artiklerne til gennemsyn, og hver gang har jeg tilføjet deres navne, hvor de var udeladt. Nogle gange er det ikke kommet med i artiklerne. Jeg vil hjertens gerne være fortaler for deres bog, for det er virkelig et vigtigt værk, som efter min mening ikke fik den omtale, det har fortjent.«

Uheldige ting sker

Per Boje er ikke nævnt i takkelisten eksempelvis?

»Der sker desværre uheldige ting. Jeg har takket dem begge tidligere, men af en grund, jeg simpelthen ikke ved, har jeg ikke nævnt Per i listen. Derfor er det måske nogle gange bedst at holde sig til ”ingen nævnt – ingen glemt”. Man kan nævne hundredvis, og bogen er jo altså rigeligt lang i forvejen. Men han kommer med i andet oplag. Han kan være helt rolig. Jeg er selv historiker, og jeg ved, hvordan det vil falde en historiker for brystet, hvis man ikke bliver krediteret. Men jeg synes, vi måske hellere burde glæde os over, at alle brænder for det her materiale.«

Du nævner bogens bagsidetekst. Der er deres navne og forskningsværk ikke direkte nævnt. Hvorfor?

»Det er en anden del af historien, at jeg fik samme adgang til brevmaterialet samtidig med dem. Fra Westenholz-familien, som jeg har haft et samarbejde med. Jeg har jo skrevet flere bøger om Dinesen-familien, der er blevet så godt som min egen familie efterhånden. Jeg var inde i Rigsarkivet sammen med Ingeborg Westenholz, barnebarnet til Karen Blixens onkel, Aage Westenholz, og affotografere materiale. Jeg har ikke lyst til at komme ind i en nidkær debat om, hvem der kom først. De udkom først med deres værk, og det var bare en kæmpestor hjælp. For det var interessant med Per Bojes konklusioner for eksempel. Virkeligheden er, at jeg kunne komme frem til flere af de konklusioner selv med min adgang til materialet.«

Det kritiseres især, at du i markedsføringen af bogen hævder, at det er epokegørende nyt – og derved belejligt skøjter henover den bog, der udkom i 2018?

»Når jeg taler med pressen, er jeg jo ikke herre over, hvad journalisterne vælger at bringe. Hver eneste evige interview har jeg netop med det her i tankerne nævnt dem og sagt: ”Husk nu, at der også er det her brevværk”. Vi er to forskellige enheder. Det havde været meget mærkeligt, hvis jeg ikke havde brugt deres forskning. Så havde jeg været uhæderlig. Det er det, forskning handler om. Alle står på skulderne af hinanden.«

Hvad vil du gøre – vil du kontakte Benedikte Rostbøll og Per Boje?

»Jeg har ikke talt med dem, men det vil jeg ikke have noget imod. De skal være velkomne til at ringe til mig. Faktisk kunne det være rigtig spændende sammen at lave et stort symposium om det egentlige indhold i brevene og det nye, der er kommet frem. Nu hvor vi har så stor interesse.«

Kritikken har været fremme før. I forbindelse med Dommedag Als.

»Jeg oplever denne debat hele tiden – også med bøgerne om 1864, og jeg er ikke den eneste. Man kan bare sige, at jeg får ekstremt meget opmærksomhed, og der sidder nogle virkelig dygtige forskere og arbejder på en anden måde, og de får måske ikke så meget opmærksomhed. Det er en svær størrelse, der sker også noget i den proces.«

Er dine bøger populærvidenskab eller forskning?

»Jeg opererer i en slags gråfelt. Jeg er meget præget af den angelsaksiske formidlingstradition, og der kan du sagtens være forsker og samtidig populær. Mine bøger er langt henad vejen forskning, fordi jeg går ind i primærkilder. Jeg bruger breve og bruger virkelig mange år på at finde nyt. Jeg er meget ægget af at prøve at finde jomfrueligt kildemateriale. Det kan du godt kalde forskning, men jeg har en helt anden måde at behandle det på, for jeg bruger det i en bred fortælling. Jeg vil gerne åbne en verden, som er funderet fagligt, men som giver læseoplevelser.«