Ikke et ondt ord om Anne, Sanne og Lis. Men…

Hvor svært er det lige at finde gode kvindelige musikere? Ekstremt svært. Hvis man skal tro musikbranchens mange mandlige bookere.

Artiklens øverste billede
Lis Sørensen, Anne Linnet og Sanne Salomonsen optræder som kvindetrio til årets Grøn Koncert. Arkivfoto: Jens Hartmann Schmidt

Det plejer at være en ret god vejrhane: Hvor mange kvinder, der spiller på Grøn koncert, giver en god idé om, hvordan det går med ligestillingen i den danske musikbranche.

For to år siden var der ingen kvindelige kunstnere. Ingen. Sidste år var der en håndfuld nye talenter på én af de små scener. Så hvordan står det så til i år for Muskelsvindfondens omrejsende musikfestival? I år er der så tre kvindelige hovednavne, som man skal have været udenlandsdansker i 70 år for ikke at kende. Anne, Sanne og Lis.

Nærmere introduktion behøves ikke, og det er da rigtig fint, at Grøn Koncert har booket de tre, for de kan om nogen skabe en fest på et højt kunstnerisk niveau. Men. For der er også et men. Er Anne, Sanne og Lis virkelig Grøn Koncerts bedste svar på den massive kritik, arrangøren har været udsat for de seneste to-tre år? En kritik, der går på, at de og andre danske bookere glemmer kvinderne i den danske musikbranche.

Det er ikke ligefrem modigt af Grøn Koncert at booke tre veteraner som det eneste kvindelige islæt. Hvis det havde været ét band blandt flere kvinder, ville det have været helt fint, men lige nu er de tre alene om at repræsentere kvindekønnet på landsturneen. Og der findes altså kvindelige kunstnere under 60 år i Danmark, der er værd at lytte til. Det behøver ikke være internationale megastjerner som Oh Land og Mø, men der er også mange andre at tage af, hvis man vil skabe en lidt mere lige kønsrepræsentation på de danske musikscener.

Selvfølgelig er der mange, mange flere gode kvindelige musikere. Selvfølgelig er så skæv en fordeling udtryk for en musikbranche præget af kønsdiskrimination.

Jakob Vestergaard, magasinredaktør ved Jyllands-Posten

Problemet er nemlig langt bredere end Grøn Koncert. Smuk-festival i Skanderborg er også i årevis blevet kritiseret for at glemme de kvindelige kunstnere. Det samme med odenseanske Tinderbox, hvor blot 2 ud af 101 kunstnere var kvinder i 2016. Det tal taler for sig selv. Selvfølgelig er der mange, mange flere gode kvindelige musikere. Selvfølgelig er så skæv en fordeling udtryk for en musikbranche præget af kønsdiskrimination.

Selv om Tinderbox påstod bare at have booket de bedste kunstnere, var festivalen alligevel i stand til at lytte til kritikken. Her tre år senere er 13 ud af 60 navne kvinder, og det tæller Lana Del Rey, Miley Cyrus, Sigrid og Sheryl Crow. Altså en massiv fremgang til 22 pct. af kunstnerne. Men skal Tinderbox nu virkelig hyldes for at booke en femtedel kvinder?

Det er i hvert fald ikke så ambitiøst som Tønder Festival, der er medunderskriver på et fælles europæisk initiativ, Keychange, der har som mål at få flere kvinder frem på festivalscenerne. Tønder har forpligtet sig til på sigt at opnå en ligelig kønsfordeling, og allerede sidste år nåede festivalen 40 pct. kvinder.

Men hvorfor er det nu lige, at ligestilling er vigtig? Skal vi tage den én gang til for din onkel Knud, der stadig befinder sig mentalt i 1958?

Først og fremmest er det vigtigt, fordi vi skal væk fra en kultur, der favoriserer ét køn på bekostning af et andet. Det er unfair konkurrence, når mænd kommer lettere frem til radioernes playlister end kvinder. Det er unfair konkurrence, når mænd kommer lettere frem til spillestedernes scener end kvinder.

Og unfair konkurrence er noget, vi bekæmper i alle andre dele af samfundet. Vi accepterer ikke, at et it-firma har lettere ved at få kontrakt på et nyt kommunalt it-system, bare fordi firmaet ligger et bestemt sted i landet. Vi accepterer ikke, at en maratonløber starter 20 skridt foran alle andre, bare fordi han har brunt hår.

Så længe vi har en kultur i musikbranchen, der favoriserer mænd så enormt meget mere end kvinder, har vi en kultur, der er præget af unfair konkurrence. Og nej, vi har naturligvis ikke brug for flere regler i det her overregulerede samfund. Det er ikke juraen, der skal ændres. Det er vores normer.

Jakob Vestergaard er Jyllands-Postens magasinredaktør. Kommentaren er udtryk for skribentens egne holdninger.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.