Da Frelseren kom på skærmen, og Nissefar blev forgiftet

Året 2003 blev et markant år i dansk julekalenderhistorie.

Dette år sendte TV 2 for første og hidtil eneste gang en julekalender, hvor handlingen hele vejen igennem havde at gøre med dét, som den kristne jul egentlig drejer sig om: Jesu fødsel. Med ”Jesus og Josefine” fortsatte TV 2 den nye tendens, som var blevet indledt med Pyrus i ”Alletiders Jul” fra 1994, hvor personer fra nutiden rejste tilbage til fortiden (og omvendt).

Men her var det Josefine, hendes ven Oskar og hendes lillebror Lukas, som rejste tilbage til Betlehem i tiden, hvor Jesus er dreng. I julekalenderen forsøger Satan at lokke Josefine til at spolere julen. Det ender med, at Jesus på en rejse til vore dages Danmark for at besøge Josefine og hendes familie bliver bekendt med, at han skal ende sine dage på korset. Da han kommer hjem til Betlehem og begyndelsen af det første århundrede igen, vil han ikke være Guds søn og påbegynder en uddannelse hos romerne som gladiator.

Hvem er vi egentlig selv?

Det betyder, at Jesus ikke bliver korsfæstet, og at menneskene derfor ikke opnår syndernes forladelse. Og da Josefine og Oskar atter vender tilbage til nutidens Danmark, er julen derfor afskaffet. Satan har taget magten, menneskene lever i slavelignende kår, og de fleste tænker kun på sig selv i stedet for at hjælpe andre.

Til sidst lykkes det dog Josefine at slippe væk fra Satan og rejse tilbage i tiden og få lavet bibelhistorien om igen, så julen bliver ”genindført”.

En sådan julekalender ville aldrig kunne være lavet i 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne eller 1990’erne, hvor religion – og navnlig kristendom – for mange danskeres vedkommende var noget, man ikke talte om. Ikke mindst 1968-oprørets afstandtagen fra alt, hvad der havde med traditionel dansk kultur og historie og kristendom at gøre, spillede her afgørende ind. Men blandt andet på grund af de mange flygtninge, som kom til Danmark fra muslimske lande i løbet af 1980’erne og 1990’erne, blev en del danskere omkring år 2000 mere bevidste om deres egen kulturarv og kristendommens betydning.

Samtidig var den generelle efterspørgsel efter et mere historisk perspektiv på tingene, som var vokset frem bl.a. pga. kommunismens fald, Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne, fortsat stor og stigende.

Samme år, som ”Jesus og Josefine” rullede over skærmen, forstærkedes også en anden tendens: at der blev flere og flere julekalendere at vælge imellem. I 2003 sendte DR2 således sin egen julekalender: ”Jul på Vesterbro” med Anders Matthesen i alle rollerne. DR2 havde også gjort forsøget med en egen julekalender i 2001 (”Jul i Hjemmeværnet”), men den var aldrig blevet nogen stor folkelig succes. Det blev til gengæld ”Jul på Vesterbro”, som på satirisk vis satte fokus på en række af tidens brandaktuelle emner, bl.a. diskussionen om terrorisme.

Den går ikke igen, Lunte

DR1 sendte samme år, i 2003, børnejulekalenderen ”Nissernes Ø”, som skulle være en slags efterfølger til ”Nissebanden” og ”Nissebanden i Grønland” fra hhv. 1984 og 1989. Men den blev aldrig tilnærmelsesvis samme folkelige succes som de to forgængere. Tiden var løbet fra julekalendere, som ikke var enten samfundssatiriske voksenkalendere eller børne- eller familiekalendere med inspiration fra fantasy-genren. Samtidig opfyldte ”Nissernes ø” ikke det voksende krav i befolkningen om, at hovedpersonerne skulle være nutidsbørn, som de yngre seere selv kunne spejle sig i.

Det gjorde til gengæld julekalendere som ”Jul på Kronborg”, som Danmarks Radio valgte at genudsende i 2004, ”Jul i Valhal” (TV 2 2005), ”Absalons Hemmelighed” (DR 2006), ”Pagten” (DR 2009), ”Ludvig og julemanden” (TV 2 2011), ”Tvillingerne og julemanden” (TV 2 2013), ”Tidsrejsen” (DR 2014), ”Den anden verden” (DR 2016) og ”Tinkas juleeventyr” (TV 2 2017).

De fleste af disse julekalendere var skåret over samme læst og havde som hovedpersoner forskellige nutidsbørn, der kom i kontakt med mystiske og magiske ting og personer fra en fremmed verden (enten fra en anden historisk tid eller en fiktiv verden). Dette afspejlede dels tidens interesse for fantasy-genren, dels tidens tendens til at dyrke børnene og de unge. Et ”curlingbarn” ville jo nok hurtigt miste interessen for en julekalender, hvor det var voksne og ikke moderne børn og deres dagligdags liv og problemer, der var udgangspunktet for handlingen.

Mange af kalenderne havde desuden nisser som omdrejningspunkt, fordi disse julefigurer passede godt ind i fantasygenrens krav om, at fiktive, overnaturlige, magiske væsener skulle spille en væsentlig rolle.

Nogle af kalenderne var endda så fokuseret på fantasy-aspektet, at julen var gledet endog særdeles meget i baggrunden. ”Den anden verden” var bygget op omkring Grimms eventyr og havde ikke meget andet med jul at gøre, end at nogle af børnene skulle opføre et teaterstykke, fordi det var jul.

Og i ”Jul i Valhal” byggede man – paradoksalt nok – en hel julekalender, som blev sendt i tv i anledning af den kristne jul, op omkring den gamle, førkristne nordiske mytologi. Sikkert fordi man mente, at den passede godt til fantasy-genrens krav.

Papmødre og halvnisser

De nye julekalendere afspejlede også andre af de samfundstendenser, som prægede begyndelsen af det 21. århundrede. Et eksempel er ”Tinkas juleeventyr”, som – ud over at være et spændende og medrivende eventyr – på mange måder tegnede et meget præcist billede af det danske samfund anno 2017.

For eksempel er det typisk, at hovedpersonernes familie ikke er en traditionel kernefamilie. Der er tale om en enlig far og hans børn. Det ville man aldrig have set i en julekalender fra 1970’erne, hvor opfattelsen af den traditionelle kernefamilie med far, mor og deres fælles, biologiske børn som ”det almindeligste” endnu var så udbredt, at en skildring af andre familieformer ikke forekom naturlig.

I ”Jullerup Færgeby” består fyrmesterfamilien af far, mor og tre børn (Anton, Kaja og Knud). Ganske vist er Grace, som passer Provianteringsbutikken, alene med sin datter Vera. Men man får ikke nogen nærmere forklaring på, hvorfor det er sådan. I ”Tinkas juleeventyr” bliver det derimod gjort til et tema, at faren er skilt, og at hans mor (børnenes farmor) i skikkelse af Birthe Neumann forsøger at få ham afsat til en ”single”, som arbejder i hendes dyrlægeklinik.

I ”Tinkas juleeventyr” er hovedproblemstillingen i øvrigt, at det bliver opdaget, at nissepigen Tinka kun er halvt nisse og dermed altså også halvt menneske. Det betyder, at mange af nisserne begynder at se skævt til hende, fordi de jo ved, at man generelt ikke kan stole på mennesker.

”Tinkas juleeventyr” er således karakteristisk for 2010’ernes multikulturelle samfund med de hyppige diskussioner om det problematiske i at skære alle, som tilhører en bestemt gruppe, over én kam.

Samtidig viser Tinkas diskussioner med sin stedmor, hvordan debatten om adoptivbørn har fyldt meget i Danmark i de seneste år. På den måde blev julekalenderen næsten en fiktiv udgave af programmet ”Sporløs”.

Den etiske arv

Dramaet i julekalenderne blev voldsommere og voldsommere i begyndelsen af det 21. århundrede. I ”Tinkas juleeventyr” giver nissekongens onde søn således nissekongen gift, så han dør. Det ville aldrig være forekommet i ”Vinterbyøster”, ”Jul på Slottet” eller ”Nissebanden i Grønland”, at en person døde. Men i det 21. århundrede antog man, at børn var vant til at se den slags.

Det 20. århundredes idéer om, at børnene skulle lære noget om nutidens og/eller fortidens samfund, gled ud i mange af kalenderne i det 21. århundrede. Når børnene havde set f.eks. ”Den anden verden” eller ”Tinkas Juleeventyr” kendte de alt til den eventyrverden og de personer, som fandtes i disse kalendere. Men de havde ikke lært noget om det virkelige samfunds indretning, som de bagefter kunne tale videre med deres forældre eller andre om.

Dét, som børnene derimod kunne ”lære” af mange af julekalenderne fra begyndelsen af det 21. århundrede, var en overordnet morale: Man skal ikke kun tænke på sig selv og på det materielle. Man skal også huske at være god mod andre.

Så på den måde går der en lige linje fra ”Jesus og Josefine” i 2003 til ”Tinkas juleeventyr” i 2017. Selv om julekalenderne i de første par årtier af det 21. århundrede for de fleste vedkommende ikke handlede direkte om kristendommen, var den kristne moral alligevel en gennemgående rød tråd.