Fortsæt til indhold
Kultur

Ny festival: LiteratureXchange vil åbne litteraturen op for folket

Aarhus’ nye store litteraturfestival, LiteratureXchange, indledes i dag og ønsker at udfordre den til tider kedelige litterære samtale.

»Vi vil være folkelige uden at blive fjollede.«

Det er en af målsætningerne for Aarhus’ nye, store litteraturfestival, LiteratureXchange, der åbner i dag og afholdes 10 dage frem, hvor byrummet fyldes med et varieret udbud af litterære aktiviteter, fortæller Noa Kjærsgaard Hansen, festivalens programansvarlige.

Befolkningens bogfest

»Vi tager litteraturen alvorligt, men vi er også for folk, der i en travl hverdag ikke har tid nok til at læse en masse bøger. Festivalen handler meget om at invitere folk ind i litteraturen på nye måder – uanset om man er ung, gammel, fattig, har læst Dostojevskij eller har svært ved at få bøgerne ned fra reolen,« siger Noa Kjærsgaard Hansen, der blandt andet har været med til at lokke udenlandske sværvægtere som den rumænsk-tyske nobelprisvinder Herta Müller, norske Vigdis Hjort og tyske Judith Hermann til det jyske.

De internationale navne understreger festivalens ønske om at »krydse grænser« og sætte fokus på internationale problemstillinger. Men kendte danske navne er også på programmet, bl.a. Helle Helle, Svend Åge Madsen, Peter Adolphsen og Kaspar Colling Nielsen, der nok udløser bogbingo på lystavlen hos en del litteraturelskere.

Mere end blot bogsnak

DR’s ”Øgendahl og de store forfattere” er et eksempel på, at litteraturformidling nogle gange befinder sig på en hårfin grænse mellem underholdning og egentlig formidling, fortæller Kjærsgaard Hansen selv, men omvendt skal LiteratureXchange heller ikke være »så akademisk, at folk falder fra«.

Det betyder helt konkret, at selv om festivalen har en del traditionelle forfatterinterview om aktuelle bøger, søger den også at gøre litteraturen spændende for folk i kraft af mere bredt favnende samtaleemner. F.eks. skal den store norske forfatter Tomas Espedal tale med radiovært Carsten Ortmann om værdien i at vandre:

»Sådan et interview kan være interessant for folk, der vandrer meget, og som ikke har læst Espedals bøger om emnet. Så det er en måde for festivalen at sige, at litteraturen ikke kun er i bogen længere. Vi viser andre veje ind i bøgerne, som måske kan give folk lyst til at læse med efterfølgende.«

Interview hos frisøren

Intet ondt ord om Krimimessen Horsens eller Louisiana Literature Festival, men vi har med LiteratureXchange en interesse i at sprede os ud over byen, således at man også blot kan komme til et event og ikke skal tilbringe en hel dag på festivalen.
Noa Kjærsgaard Hansen, programansvarlig, LiteratureXchange

Festivalen vil også gerne udfordre den traditionelle litteratursamtale. Det gøres f.eks. ved at lade tre danske forfattere blive interviewet af en aarhusiansk frisør i en barberstol foran 40 publikummer. Men også ved at lade folk, der ikke er litterater, herunder f.eks. historie- eller psykologiprofessorer, tale med forfatterne, så litteraturen på den måde »kommer ud af bøgerne« eller »bliver tømt ud«, fortæller Kjærsgaard Hansen:

»Det er meget den måde, vi forsøger at bygge programmet op på,« siger han.

F.eks. har festivalen på programmet den store indiske forfatter Neel Mukherjee (han blev 2014 blev shortlisted til Man Booker Prize), som parres med en dansk historieprofessor, og de taler om, hvordan det moderne indiske samfund har udviklet sig.

»Og så gør vi det endnu mere folkeligt ved bagefter at byde til fællesspisning af indisk mad og samtaler om hverdagslivet i landet. Så flere arrangementer forsøger at hive samtalen ud af den smalle litterære kontekst og ind i en mere folkelig,« fortæller Kjærsgaard Hansen og tilføjer:

»Intet ondt ord om Krimimessen Horsens eller Louisiana Literature Festival, men vi har med LiteratureXchange en interesse i at sprede os ud over byen, således at man også blot kan komme til et event og ikke skal tilbringe en hel dag på festivalen. Det lægger de nævnte festivaler i højere grad op til, fordi alt foregår samme sted. Vi har arrangementer i hele Aarhus, i alt 20 scener, og på den måde vil vi gerne være byens festival.«