»Det kan altså godt lade sig gøre at skabe stor kunst uden at misbruge dem, som man arbejder sammen med«

Journalisten har interviews med navne som Beastie Boys, Blur, Suede, Nick Cave og Depeche Mode på samvittigheden.

Ingen af dem har dog – som den 52-årige Björk – kunnet fremkalde nævneværdig nervøsitet. Hun er verdensberømt for hits som “Human Behaviour” (1993), “Violently Happy” (1994) og “It’s Oh So Quiet” (1995), men også for sine voldsomme vredesudbrud, som flere repræsentanter for pressen har mærket på egen krop.

På YouTube kan man finde en videooptagelse fra en lufthavn i Bangkok, hvor den islandske popstjerne i 1996 slog løs på en reporter, og lige så veldokumenteret er det, at det iltre temperament og den deraf følgende trang til at slå fra sig 12 år senere gik ud over en pressefotograf i Auckland Airport. Og var der ikke også noget med, at Björk – under optagelserne til filmen “Dancer In The Dark” (2000) – blev så rasende på sin instruktør, Lars von Trier, at hun gav sig til at fortære garnet fra sin egen trøje?

Det er imidlertid en bemærkelsesværdigt imødekommende Björk, som sidder klar ved telefonen i New York. Stemningen er god – lige indtil journalisten nævner Lars von Trier. Da sukker hun dybt og holder en tænkepause så lang, at journalisten når at konkludere, at forbindelsen til New York er røget.

»Det kan altså godt lade sig gøre at skabe stor kunst uden at misbruge dem, som man arbejder sammen med,« siger Björk endelig – med tydelig henvisning til de anklager, som hun sidste efterår sendte efter »en dansk instruktør«.

»Erfaringer med dansk instruktør«

Björks beretninger om sine oplevelser i filmens verden kom, efter at flere af Hollywoods store, kvindelige stjerner – bl.a. Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow – var stået frem med påstande om at have været udsat for seksuelle overgreb fra den magtfulde filmproducent Harvey Weinstein.

»Jeg er inspireret af kvinder alle steder, som online står frem, til at fortælle om mine egne erfaringer med en dansk instruktør,« skrev Björk på Facebook.

Hun fortalte, at da hun trådte ind i skuespilfaget, stod det omgående »lysende klart« for hende, at seksuel chikane er normen og en fast bestanddel af branchen.

»Det gik op for mig, at det er en universel ting, at en instruktør kan berøre og chikanere sine skuespillerinder, som det passer ham, og at filmselskabet tillader det,« fortsatte hun.

Årets hovednavn

Björk skrev, instruktøren blev sur og »straffede hende«, da hun afviste ham. Blandt andet ved at tale dårligt om hende til filmselskabets andre medarbejdere.

Hun nævnte ikke navnet på den angiveligt nærgående instruktør.

»Men i betragtning af, at hun kun havde hovedrollen i én film – ”Dancer in the Dark” fra 2000 instrueret af den danske filmmager Lars von Trier – er det tydeligt, hvem hun taler om,« bemærkede magasinet Rolling Stone dengang.

Der er – efter alt at dømme – ingen udsigt til forsonende telefonopkald mellem Björk og Lars von Trier, og på linjen fra New York sukker sangerinden atter dybt.

»Kan vi ikke tale om noget sjovere?« spørger hun så.

Jo, det kan vi godt. At Jyllands-Posten taler med Björk skyldes, at den islandske popstjerne i den kommende uge optræder som det absolutte hovednavn på festivalen Northside i Aarhus.

Mere end blot greatest hits

Depeche Mode vil uden tvivl satse på de største hits fra 1980’erne og 1990’erne, når bandet senere på måneden besøger Tinderbox for at give karrierens første danske festivalkoncert. Sådan forholder mange bands og solister sig til festivaloptrædener – man spiller noget, som rammer bredt, da publikum ikke nødvendigvis har løst billet for at høre dette specifikke navn. Men sådan tænker Björk ikke. Vil man være i stand til at synge med, gør man klogt i at varme op med sangene fra sidste års smukke, men svært tilgængelige album ”Utopia”.

»Jeg spiller tre eller fire ældre sange – ellers handler det om det nye album,« konstaterer sangeren.

»Det er en plade med vidt forskellige sange, som alligevel har noget til fælles: Det handler om at tilstræbe det umiddelbart uopnåelige. Det kan gælde kærligheden, men også kampen om eksempelvis miljøet.«

Björk har ikke optrådt i Aarhus, siden hun for 25 år siden – sammen med blandt andre Rage Against The Machine, Tool, Stone Temple Pilots og Underworld – var del af Aarhus Festuges ambitiøse koncertkoncept Kosmopolitan.

»Jeg holder meget af kæmpestore festivalkoncerter, men også de små, intime optrædener, hvor man kommer tæt på publikum. Mellemstore koncerter siger mig til gengæld ikke så meget. Jeg holder af ekstremerne.«

Vild med ”Oliver Twist”

Björk Guðmundsdóttir voksede op i Reykjavik, hvor hendes forældre hurtigt præsenterede hende for musikken.

»Jeg kan huske, at jeg hørte The Beatles som treårig. Siden tog min mor mig ind for at se ”Oliver Twist”. Mange gange. Det elskede jeg,« siger Björk, der allerede som 11-årig i 1977 udgav sin første plade, ”Björk”.

Hun gik i musikskole, fra hun var 5 år, til hun var 15, og søgte derefter alternative veje ind i musikken.

»Jeg var 15 år gammel og skulle beslutte, om jeg ville fortsætte på komponistlinjen, eller om jeg ville spille punkmusik. Jeg valgte punkmusikken,« siger Björk, som dannede pigegruppen Spit and Snot og dannede en række øvrige bands, inden hun fra 1986 var forsanger i Sugarcubes, der kom til at nyde international succes med numre som ”Birthday” (1987), ”Regina” (1989) og ”Hit” (1992).

Et demokratisk band

Men hun følte sig ikke hjemme i musikken.

»Da Sugarcubes fik det internationale gennembrud, forstod jeg, at jeg var fanget. Vi spillede ikke den musik, som jeg bedst kunne lide. Jeg lyttede eksempelvis til hiphop – det gjorde de andre ikke. Vi var et meget demokratisk band, så hvad kunne jeg gøre?«

Sugarcubes blev opløst i 1992, og året efter udkom soloalbummet ”Debut”, hvis singleforløber ”Human Behaviour” lå i fast rotation på MTV. ”Debut” udmærkede sig ved et elektronisk udtryk, der stod i stærk kontrast til sangene med Sugarcubes.

»Jeg havde lyttet til acid house-musik i England, og pludselig var der en lyd, som jeg for alvor følte mig hjemme i,« siger Björk, som ikke har meget til overs for dem, som hævder, at computermusik er uden sjæl.

»For mig har elektronisk musik mere sjæl end rockmusik.«

De nyskabende pophits er hver gang blevet ledsaget af fantasifulde musikvideoer, der er blevet til i tæt samarbejde mellem Björk og førende videoinstruktører som Chris Cunningham (”All Is Full Of Love”), Michel Gondry (”Human Behaviour”) og Spike Jonze (”It’s Oh So Quiet”).

»Som teenager ville jeg ikke have sagt det her, men i dag er videoerne lige så vigtige som at spille live. Jeg arbejder meget alene i flere år ad gangen, og når musikken endelig kommer ud, så vil jeg gerne forstås. I musikvideoerne kan jeg udtrykke mig meget præcist,« siger Björk.

Fængende popsange og smukke musikvideoer gør det dog ikke alene for Björk. Sangskriveren bliver gerne politisk i sine tekster – ikke mindst i ”Declare Independence” fra albummet ”Volta” (2007), hvor hun opfordrer Færøerne og Grønland til at løsrive sig fra Danmark:

»Damn colonists/ignore their patronizing/tear off their blindfolds/open their eyes.«

»Løsrivelsen har fungeret for Island, og jeg er overbevist om, at det samme vil fungere for andre lande,« siger Björk, som har flere bud på, hvorfor islandsk kunst (med bands som Sigur Rós og forfattere som Einar Mar Gudmundsson og Hallgrimur Helgason) er så banebrydende.

»Vi er kun 300.000 mennesker, og der er stort set ikke noget hierarki i landet. Klassesamfundet er stort set ikke-eksisterende, og jeg plejer at sige, at man er nødt til at være gode venner med sine fjender. Miljøet er lille, der er ikke ret meget udstyr, og som musiker kan man hurtigt blive afhængig af at kunne låne af hinanden, ligesom man ikke kan undgå at møde hinanden til festerne.«

»Der er håb«

Björk ønsker tydeligvis ikke at tale om Lars von Trier, men #MeToo-bevægelsen, som hun med førnævnte beskyldninger gjorde sig til en del af, vil hun gerne drøfte.

»Ingen kunne se #MeToo komme. Men bevægelsen kom, og det er en revolution. Der opstod pludselig et internationalt fællesskab: Nu ville vi ikke finde os i det mere. Jeg skrev min historie og fik utrolig mange positive reaktioner, og siden har endnu flere kvinder bidraget med deres historier om overgreb,« siger Björk, som allerede ser virkningerne af #MeToo-bevægelsen. Ikke mindst i musikbranchen.

Nu behøver kvinder ikke længere nøjes med at spille akustisk guitar og synge om deres kærester.

»Der sker meget i øjeblikket. Jeg mærker en holdningsændring, både blandt kvinder og mænd. Det er en spændende tid, vi lever i. Der er håb.«