Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Lars von Trier vender tilbage til Cannes

Lars von Trier skal atter til Cannes, men Den Gyldne Palme kommer han ikke til at vinde.

Torsdag offentliggjorde Zentropas salgsselskab, TrustNordisk, at den danske filmkunstner og provokatør i verdensklasse er inviteret til at vise seriemorderfilmen ”The House That Jack Built” som en del af det officielle program - men uden for konkurrence. Lars von Trier vandt guldpalmen i 2000 for ”Dancer in the Dark” og har normalt deltaget i dysten med sine film, men denne gang er der altså tale om en ærefuld paradevisning uden mulighed for at erobre ny hæder.

Lars von Trier blev erklæret ”persona non grata” under festivalen i 2011, da han på kluntet vis under pressekonferencen på ”Melancholia” kom til at ytre, at han forstod Hitler. Konteksten var, at Trier i mange år troede, at han var af jødisk afstamning, men sent i livet fandt ud af, at hans far var tysker. Det, antydede han ironisk, gav ham en særlig interesse for tysk kunst og kultur. For mange er det logisk, at en kunstner som Trier forsøger at sætte sig ind i menneskers psykologi, men kræfter omkring festivalen tog udtalelserne for pålydende. Derfor blev danskeren smidt ud af byen og endda senere afhørt af franske myndigheder.

Triers næste film ”Nymphomaniac” (2013) søgte slet ikke mod Cannes, men fik premiere i Berlin, hvor ophavsmanden mødte op i en t-shirt påtrykt ”persona non grata” og palmeblade. Hvis det var uklart for nogle, så cementerede Trier, at han følte sig svigtet af sin ”familie” i Cannes. Det er her, at hans karriere har haft sit internationale afsæt, og manden har tydeligvis sin identitet bundet op på at være med, hvor verdens bedste film bliver vist.

Festivalens kunstneriske direktør Thierry Fremaux har flere gange sagt - bl.a. under et besøg i Danmark - at Triers persona non grata-status er ophævet, men det, at han ikke skal deltage i konkurrencen kan være udtryk for, at der stadig er indflydelsesrige personer omkring festivalen, der nødig ser ham i Cannes. Hvis galningen absolut skal være der, skal han i hvert fald ikke løbe med Den Gyldne Palme.

Lars von Trier kan imidlertid sagtens stjæle opmærksomheden og skabe kaos alligevel. Han vil skulle stille op til pressekonference om sin film, hvis tema er overgreb på kvinder og dermed kan kobles til hele #MeToo-komplekset, som han allerede er inddraget i. Den islandske sangerinde Björk har - uden at nævne hans navn - anklaget ham for chikane under optagelserne af ”Dancer in the Dark”. Arbejdsklimaet var dog ikke mere ”ukonstruktivt”, end at filmen vandt Den Gyldme Palme, ligesom Björk modtog hæderen for bedste kvindelige hovedrolle. Zentropa er også inddraget i kampagnen, da historierne om forholdene i Peter Aalbæks og Triers foretagende er nået Europa rundt.

Uden medvind er Lars von Trier dog slet ikke. Udtagelsen i Cannes er prestigefuld, og torsdag modtager den 61-årige instruktør Danmarks største kulturpris, Sonningprisen. Hæderen uddeles af Københavns Universitet til en person, som har arbejdet til gavn for europæisk kultur. Akademirådet begrunder tildelingen med, at Trier altid har haft modet til at gå egne veje og forfølger sine ideer kompromisløst.

Ud over offentliggørelsen af Lars von Triers films programsættelse har festivalen i Cannes afsløret, hvem der skal vurdere årets film.

Topskuespilleren Cate Blanchett er jurypræsident i år, og hun skal bl.a. nå til enighed med kollegerne Kristen Stewart og Léa Seydoux. To stærke instruktører, canadiske Denis Villeneuve og russiske Sergej Zvyagintsev, er også med ved nimandsbordet.