Røntgen afslører skjult tegning under Picasso-maleri
Et hold forskere har opdaget en skjult tegning under et maleri fra den spanske kunstner Picasso.
Selv godt 25 år efter hans død formår han at overraske og imponere.
Den spanske kunstner Pablo Ruiz Picasso står bag en række store kunstmalerier, og særligt ét af dem trækker lige nu overskrifter verden over, nemlig maleriet La Misereuse Accroupie.
Maleriet skildrer en sørgende kvinde, der sidder og tigger. Men ifølge en gruppe forskere fra Chicago Centre for Scientific Studies in the Arts og National Gallery of Art in Washington gemmer maleriet også på noget andet.
Ved hjælp af røntgen har forskerne opdaget en skjult tegning under maleriet. Det skriver flere internationale medier, herunder The Independent og The Guardian.
Den spanske maler har tilsyneladende malet oven på en ældre landskabstegning. Hvem der står bag tegningen, vides ikke.
Her ses et billede af maleriet og landskabstegningen fra Twitter:
Ved at rotere kunstværket 90 grader har Picasso ifølge The Independent kunnet bruge nogle af landskabets former, såsom linjerne i klipperne, som en del af tiggerens ryg.
Forskerne har gennem røntgen samtidig fundet ud af, at Picasso oprindeligt malede kvinden med et objekt i sin højre hånd, før han dækkede hende til med et klæde i den endelige version. Derudover var kvinden i de tidligere versioner også smallere, lige som hun bar en anden hovedbeklædning.
De første tegn på, at maleriet gemte på en anden tegning, blev ifølge The Guardian allerede opdaget tilbage i 1992. Her bemærkede eksperter bl.a., at overfladestrukturen på dele af maleriet ikke fulgte penselstrøgene i figuren.
Det er ikke første gang, man har fundet et skjult kunstværk under et Picasso-maleri. Der er tidligere blevet fundet et portræt af en mand med butterfly under maleriet The Blue Room, mens en mand med overskæg og kravat er dukket op under Woman Ironing.
La Misereuse Accroupie blevet malet i 1902 under Picassos tidlige, såkaldte blå periode. Det er netop nu udstillet i Art Gallery of Ontario i Canada.