Kunstkendere: Museer kan ikke længere konkurrere med de rige, private kunstsamlere
Et Leonardo da Vinci-maleri, der i 1968 kostede 400 dollars, blev torsdag solgt til 2,8 mia. kr. Men hvorfor er priserne på kunst steget så meget?
Det sker ikke hver uge, at et maleri af Leonardo da Vinci sættes i auktion. Faktisk kan der gå flere tiår imellem disse handler, hvilket er en af grundene til, at netop hans malerier er så eftertragtede. Det mener flere af de kunstkendere, Jyllands-Posten har talt med.
Fra at have kostet 400 dollars i 1968, blev værket "Salvator Mundi" solgt for 10.000 dollars i begyndelsen af 00'erne af den russiske russiske rigmand og kunstelsker Sergei Scschukin.
I 2013 købte en anden russer, nemlig Dmitri Rybolovlev, maleriet for 127 mio. dollars i en privat handel, og natten til torsdag dansk tid blev det igen sat til salg af auktionshuset Christie's i New York.
Der gik 20 minutter med budkrig imellem et par interesserede købere, før den endelige pris stod fast: 450,3 mio. dollars svarende til 2,8 mia. kr.
Det er aldrig set før i international kunsthistorie, at et maleri kan sælges til så mange penge. Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?
»Det er en del af en grundlæggende tendens, vi har oplevet i de seneste årtier. Når et værk som dette udbydes, er verdensmarkedet klar til at betale den pris, det koster. Og verdensmarkedet er vokset markant. Oprindeligt bestod det i kunstverdenen af USA og Europa. Så kom russerne med, derefter kineserne, og nu er en meget vigtig spiller, nemlig Mellemøsten, også med. Samtidig er køberskaren blevet mere kræsen,« forklarer Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør hos Bruun-Rasmussen Auktioner.
Han tilføjer, at tendensen med verdensrekorder i kunsthandler har været støt stigende i det seneste årti. I 2015 blev der sat rekord med et Picasso-maleri, der blev solgt til 174,9 mio. dollars, og senere samme år slog et Paul Gauguin-værk den rekord med en købspris på 300 mio. dollars - 1,9 mia. kr.
»Så når de allermest sjældne værker udbydes, så ser vi disse rekorder,« siger Kasper Nielsen.
Leonardo da Vinci var en unik kunstner, der producerede meget få oliemalerier. Man kender til under 20 malerier fra hans hånd, og derfor bemærkes det, når et af disse sælges, siger Peter Nørgaard Larsen, forskningschef på Statens Museum for Kunst.
Selvom ingen endnu kender køberen af værket, er han ikke i tvivl om, at køberen er privat, mener han.
»Museer kan ikke konkurrere med de her rige samlere, og det er et problem. For så hænger malerierne i private stuer, hvor det typisk kun er ganske få, der kan se dem. Vi vil jo som museum hellere have, at disse sjældne værker kom på museum, hvor mange flere kan have glæde af dem. Men et museum kan aldrig komme i nærheden af at betale så mange penge. Når vi køber dyr kunst, er det for penge, vi har fået af generøse, private fonde. Men selv de rigeste danske fonde har ikke mulighed for at matche prisen på en Leonardo.«
Heller ikke direktøren for kunstmuseet Arken, Christian Gether, er i tvivl om, at køber må være privat. Hans gæt er, at en interesseret aftager af maleriet kan findes i Mellemøsten, f.eks. i ørkenstaten Qatar. Og det gæt er Kasper Nielsen fra Bruun-Rasmussen med på.
»Skal man finde ud af, hvem der har købt værket, skal man finde frem til dem, der sidder tungest på kunsthandlen. Og det er lige nu kineserne, som virkelig har fået penge mellem hænderne og mulighed for at spille med musklerne på kunstområdet. Men det kan også være Qatar, der har sat milliarder af til at brande sig selv. Et kvindeligt medlem af kongefamilien er kurator for et nyt museum, der samler ind af meget dyr kunst. Hun har en del milliarder at lege med, og nogle af dem brugte hun på det Gauguin-værk, der kostede hende 2,1 mia. kr. Et køb som dette vil passe fint ind i deres jagt.«
Kasper Nielsen mener, at det generelt er private samlere, der svinger taktstokken inden for international kunsthandel.
»På den danske finanslov er der afsat et meget lille beløb til at styrke kunstmuseernes samlinger. Også globalt har museer svært ved at være med og må lægge sig op ad private fonde. Ligesom vi gør her i Danmark.«
Af samme grund har Peter Nørgaard Larsen fra Statens Museum for Kunst ikke de store mindeværdige oplevelser fra kunstauktioner.
»Det, jeg bedst kan huske fra de mange auktioner, jeg har deltaget i, er nok skuffelserne over ikke at have nok penge med.«