Modig mand i Mindeparkens sprøjteramte hjørne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Enghvidvingen er død. Det blege gespenst var ellers ret udbredt i Østjylland. Til alle tider havde den en ikke særlig stærk vingemuskulatur, men det var (vist nok) ikke derfor, den forsvandt.

Væk er den, ligesom de 11 andre artsfæller, der er uddøde i Danmark inden for de seneste år. Meget få har bemærket det. Jeg har ikke set glødende kommentarer på hverken Facebook eller i virkeligheden.

Måske enghvidvingen havde fået den opmærksomhed, som den muligvis havde fortjent, hvis den tilfældigvis sad i det hjørne af græsørkenen Mindeparken den dag, der blev sprøjtemalet til både forargelse og fascination.

Mens man i sit stille sind gik og drømte om, at den vinkelsliber, der for nylig gjorde det af med Ingvar Cronhammars skulptur i Odense, i stedet havde ramt Vanddragen på Store Torv, var det nogle liter maling, en græsplæne samt en flok træer og buske, der satte gang i en ophedet debat om kunst, natur og alt muligt andet i Aarhus.

Man skulle ellers tro, at der efterhånden skulle meget til at provokere, men åbenbart ikke i Fjällräven-segmentet og på rådhuset, hvor først socialdemokraten Ango Winther krævede Katharina Grosses unavngivne værk af maling efterbehandlet politisk. Venstre stod ikke tilbage og forsøgte i et skingert opråb om det forargelige at indfange en folkestemning, der ikke synes at være der.

Det helt store politiske kunststykke i forbindelse med malingsagen fandt sted mandag aften. Mindeparken kan være et utaknemmeligt sted, særligt en mandag aften. Alligevel vovede borgmester Bundsgaard sig derud i skjorteærmer til et improviseret borgermøde om kunst og natur. Han kunne ikke vide, hvad der ventede ham, for sprøtegiftsmartyrer, kunstfundamentalister og almindelige forargede mennesker er i deres følelsers vold og dermed stærkt disponeret for temmelig kortsigtet tænkning.

Man kunne tro, at de, der var allermest vrede, på et højt adrenalinniveau ville sværme til Mindeparken, men sådan gik det ikke. Deltagerne var hovedsageligt borgere, der er engagerede i deres by, og så var der en del, der uforvarende blev en del af begivenheden (man må i hvert fald håbe, at gruppen af lycraklædte tilhørere var i Mindeparken i en anden anledning, for ingen bør ellers bevæge sig udenfor i den mundering).

Af de omkring 60 deltagere var der en tre-fire stykker, hvis forargede bemærkninger blafrede i vinden, mens faktabaserede fortalere for værket og Aros’ tanker bag blev hyldet med klapsalver. Man kan mene, at Grosses værk ligner en fosterfordrivelse, en genialitet eller bare ingen verdens ting. Nogle kan lide hvidløg, flere hader koriander, men fakta bør ingen fornægte.

Bundsgaard havde ikke bare modet, men også evnerne til at møde borgerne i ganske uorganiserede rammer uden powerpoint og spindoktorer med et potentielt sprængfarligt emne på dagsordenen. Veloplagt (på trods af at han få minutter forinden havde underholdt erhvervstoppen i DI Østjylland), lyttende og med overskud.

»Ville du selv drikke det maling,« blev der råbt. Og nej, det ville Bundsgaard naturligvis ikke. Man skal hverken drikke maling eller blomstervand, men måske hellere engagere sig i udsigten til intensivt havbrug i Kattegat, hvor næringsstoffer og affald efter eksperters vurdering risikerer at hobe sig op på havbunden, afstedkomme iltsvind, smadre vandmiljøet, sætte de blå flag på halv stang og kvæle det turismeerhverv, som særligt Djursland og Samsø har så hårdt brug for. Eller affaldet på strandene, Trumps kolde klima-skulder eller måske endda den nu henfarende enghvidvinge.

Borgmesterens kunststykke i mandags står – udover det livsbekræftende i, at folk stadig lader sig provokere – tilbage som det mest opløftende i ugen, da byen blev malet lidt ekstra rød.