»Jeg lignede en sofa«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har gået og ønsket mig en fodboldspiller her på det sidste, naturligvis helst en fra AGF, og pludselig møder jeg ham. Bum!

Jesus Christ, sikke nogle ben! De lægmuskler kan kun tilhøre en ”gammel” AGF’er, og det gør de.

Jeg må tøjle min begejstring over at møde ham og smider derfor straks to store spande isvand over mig selv.

Jeg kan ikke skrive, hvem han er, og derfor vil jeg blot kalde ham AGF’eren. Noget hemmeligt skal der jo også være en gang imellem her i klummerne fra vores by.

Men I kan jo selv gætte med.

Til det med de flotte ben kan jeg tilføje, at det er en utroligt lækker mand, jeg sidder sammen med udenfor ved en kendt café. Knaldende blå øjne, flot veltrænet krop og et smil, der ... nå ja, han er bare hamrende lækker, girls.

Det er åbenbart min heldige dag, men hvis jeg tror, at jeg er den første pige i hans liv, så bliver jeg da hurtigt vækket, for det var nemt for sådan en stjernespiller i AGF at gafle piger.

Som jeg hurtigt forstår det, så var der mere end fuldt hus, hver weekend. Som en rockmusiker, Aarhus’ Mick Jagger, måske?

»He he. Nej, faktisk blev jeg sammenlignet med George Best, det var jeg meget stolt af,« siger AGF’eren og tager en slurk af sin hvedeøl.

»Men pigerne, det må have været nemt?«

»Nemt?! Når jeg kom ind på diskotek Tordenskjold, så stod de allerede i kø, lige når jeg kom inden for døren. Smukke, smukke piger. Jeg havde en gammel lyseblå Volvo Amazon med lang gearstang – ha ha ha – den var tunet med to Weber-karburatorer, og jeg lover dig, den kom sgu hurtigt fra Tordenskjold med en pige til Moesgaard Strand, hvor jeg boede. Jeg kunne sagtens nå at køre tre gange frem og tilbage med forskellige piger på sådan en lørdag aften.«

AGF'eren købte sit tøj hos Raahauge i Frederiksgade.

»Jeg husker især mit flotte veloursæt, jakke og bukser, bare så smart. Trompetbukser. Jeg lignede en sofa.« AGF’eren griner.

»Jo, jo, der var stil over det, og mine støvler gik helt op til knæet og var kanon højhælede – plateaustøvler, ofte nåede jeg ikke at få dem af i sengen.«

»Alle spillerne i AGF gik med sådan nogle støvler, og vi havde alle sammen helvedes problemer med vores achillessener, når vi havde haft de høje hæle på, og så skulle ned i vores flade fodboldstøvler igen.«

Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad AGF’eren så dansede til på Tordenskjold, når han ikke var ude at køre i Amazonen.

»”In the summer time” med Mungo Jerry, den spillede de meget, men ellers en masse disko. Den gang måtte man godt ønske et nummer hos dj’en en gang imellem, og jeg ønskede altid Sex Pistols med ”My way”. Det gik lige, selv om det jo overhovedet ikke var disko.«

Tordenskjold åbnede i 1972. AGF’eren kom på diskoteket til 1982.

»Så blev jeg gift, og så stoppede det liv.«

Hvedeøllen er drukket, AGF’eren ser på mig med de der Paul Newman-blå øjne.

Jeg møder hans smil, men kommer så i tanke om hans lækre ben og ser ned på dem.

Tænk, at de ben har gået rundt i plateaustøvler helt op til knæet.

Vild tid. Vild mand og vild med AGF.