»Jeg kan næsten ikke abstrahere fra min frustration«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg havde lovet mig selv, at frustration og det, den gør ved mig, ikke skulle diktere dagens klumme. Men jeg kan ikke abstrahere fra den. For søndag aften blev det 0-0 mod FCM, og det var med det resultat, jeg efterfølgende gik gennem et aprilmørkt Vejlby, som jeg har gjort så mange gange før i mit liv.

Jeg gik hjem med følelsen af frustration, uforløst jubel, men selvfølgelig – og vigtigst af alt – med en stadig tro på, at det hele nok skal gå.

Hvad alle lige nu kan blive enige om, er, at dramaturgien i sandhed er intakt, men også at vi er et sted, hvor forløsningen ikke længere er op til os selv. Og hvem ved, måske er det dét, der netop kan forløse os og give os mesterskabet.

Inden jeg gik hjem, havde jeg oplevet et Vejlby, der denne sidste søndag i april kogte, samtidig med at man kunne fornemme, at der over den solbeskinnede bydel lå en dis af tvivl og usikkerhed. Og det er, selvom netop de to begreber ikke normalt ligger til dem fra Vejlby, altså at være usikker og i tvivl, men der var trods alt mange andre på besøg denne dag, udover os.

På tribunerne blandt andet. Her sad mange af spillerne fra 96-holdet, der rettelig blev hyldet. Håvard Flo. Thorninger. Mortensen. Lind. Peter Rudbæk var der også.

Det samme var Thomas Helmig og Rasmus Tantholdt, som selvfølgelig sad på VIP-pladserne. Sådan noget bemærker vi altid i Vejlby. Rune Lykkeberg var der også. Han stod op. På stemningen i bedste rock’n’roll og Vejlby-stil (selvom han kommer fra den forkerte side af Grenåvej).

Jens Harmsen var der også. Det er han altid. Træneren med det seneste mesterskab, og ham jeg altid bliver glad for at hilse på. Han giver mig nemlig troen på, at det stadig kan lade sig gøre.

Som Jørgen Leth sagde i gamle dage på TV2, da Riis var i udbrud med Indurain, Jaskula, Rominger og Chiappucci; »De er der alle samme.«

Det var de denne søndag. Og så alligevel ikke helt. Borgmester Anders Winnerskjold (S) manglede, jeg så ham i hvert fald ikke, måske han var blevet syg efter sin deltagelse i Kapsejladsen i Uni-parken fredag.

Det kunne man jo godt forestille sig, når nu han på en trods alt kølig forårsfredag kun var klædt i en kortærmet AGF-trøje (som egentlig lige så godt kunne ha’ været en Aarhus Fremad-trøje. Eller Brabrand. Eller hvem det nu måtte være opportunt at holde med).

Men altså, langt de fleste var der denne søndag, hvor det handlede om et farvel-til-det-hele eller et værsgo, vi-styrer-det-stadig-selv.

Det blev til et midt imellem.

Det er præmissen, inden næstsidste akt udspiller sig i Vejlby mod Sønderjyske.

Og når jeg i morgen igen går mod stadion, ved jeg desværre allerede, at mine tanker ender i det, jeg nævnte indledningsvist fra min hjemtur, nemlig vrede, frustration og smådestruktive tanker. Jeg ved, jeg burde kunne kontrollere dem, men på den anden side har det destruktive paradoksalt nok også hjulpet mig og mange i Vejlby gennem svære tider. Og det er svære tider, det kan enhver se.

Derfor mangler jeg noget eller nogen, der kan sætte det hele i perspektiv og gøre mig rolig og afklaret, så det ikke bliver så plagsomt, som det er lige nu, og som jeg næsten ikke kan holde ud at være i.

Her ville en fra kommunen eller Risskov sige, at jeg jo kunne søge hjælp hos de mange AGF-podcast og AGF-sites, der forsøger netop at sætte det hele i perspektiv.

Men det dur ikke for mig. Jeg kan ikke – hvor gode disse medier end måtte være – finde roen i dem. Eller håbet. Jeg er derfor overladt til mig selv, men heldigvis med et Vejlby, hvor jeg er født og opvokset, og hvor mine bedste venner bor eller har boet. Det er det, det kommer ned til nu. Derfor ringede jeg, i al min afmagt, midt på ugen til en af dem, for at finde hjælp og støtte.

Og man skulle tro, jeg havde ringet til AGF’s hovedkontor, for da han tog telefonen, var det med ordene og flosklen over dem alle, at »sammen skal vi styrte, samlede skal vi stige.«

»Luk,« sagde jeg prompte. »Jeg skal ha’ mere hjælp nu end trøsten i et ældgammelt klubmotto.«

Mottoer, historie, stolthed og hvad der ellers forbindes med AGF, er selvfølgelig et vigtigt grundvilkår, man altid skal huske på at hylde, men som tingene er nu, fungerer det heller ikke for mig. Det er, som om troen på det bølger frem og tilbage, og som det hele smuldrer for næsen af mig og Vejlby og De Hviie.

Han skulle derfor lytte til noget mere fra mig og vide, at lige nu går næsten al min vågne tid stadig med at tænke tilbage på den 20. april i Herning og på, hvad det betød for mig.

»Det har betydet søvnløse nætter,« fortsatte jeg, »mens jeg tilmed på mine daglige gåture bogstaveligt talt har gået og bokset op i luften i snart to uger nu.«

Han lo småhånligt, mens jeg fortsatte med, »at jeg på de samme ture bokser med både en hånd og med begge for at se og forstå, om Jesper Hansen - for det handler desværre om ham - for fanden ikke kunne have gjort noget andet, end han gjorde?«

Ja, sågar på mit arbejde – en folkeskole – har jeg bedt nogle af eleverne, der løber rundt udenfor mit kontor, om at kaste en bold højt op i luften, som jeg så kan bokse til.

»Højere op,« siger jeg til dem, alt imens jeg bokser til den. Jeg rammer den rent hver evig eneste gang. Både med én hånd og med begge. Og jeg hopper endda en smule op i luften for ligesom at sende på samme frekvens som Hansen, og jeg kan stadig ikke forstå, at han ikke ramte den bold ordentligt. Og at det endte med selvmål.

Alle disse mærkværdige scenarier kunne min ven i telefonen sådan set godt sætte sig ind i, og han støttede mig nu og sagde, at sådan må det godt være.

»Chridter,« sagde han og fortsatte: »Sådan må man godt tænke og handle. Som GF-fans og lægfolk må vi sgu gerne brokke os og være fuldstændig ude af flippen, når spillere fejler, og holdet pludselig ikke leverer længere. Det er ok. Vi er jo heller ikke sene til at gøre det modsatte. Du var jo klar til at kåre Patrick Mortensen til årets spiller, da han scorede mod FCN.«

Det er jo denne ukontrollerbare passion, der er grunden til, vi gider at være med, og spillerne må forstå, at vi har frustrationer, som sjældent er særligt kønne eller befordrende, men som skal ud.

Det siger spillerne sådan set også, de gør, altså forstår os, og derfor skal Jesper Hansen også vide, at han stadig har min allerstørste respekt. Altid. Og at han stod pissegodt hjemme mod FCM. Og at jeg til enhver tid kan skaffe ham en bolig på Tjelevej i Vejlby.

Men den dag i dag er jeg sikker på, at hvis Jesper Olsen ikke havde smidt den aflevering til Emilio Butragueño, så var vi blevet verdensmestre i ’86. Og havde Jesper Hansen ikke bokset den åndsvage bold i eget net, så var vi allerede danske mestre 2026. Længere er den ikke.

I morgen hedder det Sønderjyske i Vejlby. Det er den 3. maj. Dagen før befrielsen – uden at vi skal lægge alt for meget i det, udover at vi kan og stadig skal blive danske mestre om 14 dage mod Viborg.

Og begge kampe bliver med garanti kampe, hvor fejl vil ske, men hvor AGF kommer med alt, hvad de har, for sammen skal vi styrte, samlede skal vi stige.

KSDH!