AGF-legende trænede Vejlby IK: »I spiller sturt forkert«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har skrevet det før og skriver det gerne igen. Jakob Poulsen er det bedste, der er sket for AGF siden Peter Rudbæk.

Det er han af mange grunde, men han er det især, fordi han med hele sin stil, sin personlighed, refleksion og i sin tilgang til fodbold paradoksalt nok ikke har en kæft af det AGF-DNA, som mange mener (skal) forbindes med AGF. Et DNA, der ofte handlede om kadaverdisciplin, knofedt, kontante vendinger frem for mandskabspleje, spillerforståelse og taktisk indsigt.

Det kan man mene om, hvad man vil, og være enig eller uenig i, og jeg skal da heller ikke løbe fra, at rigtig mange aarhusianere hyldede og så netop det DNA som noget helt unikt og enestående. Ja, selv i VIK praktiserede og spillede vi efter næsten samme skabelon.

Men… for hverken AGF eller VIK kastede det synderligt meget af sig, hverken i form af mesterskaber til ”De Hviie” (ét siden 1960) eller oprykninger hos VIK.

Derfor var det også en åbenbaring og velsignelse, da Jakob Poulsen blev præsenteret i sommer. Her kom nemlig en træner og en person, for hvem det at råbe højt og tale i kommandosprog ikke havde første prioritet, og som heller ikke lod sig styre af hierarkier, der tog udgangspunkt i, hvem der netop råbte højest.

Så sommeren ’25 varslede i sandhed nye og bedre tider for ”De Hviie”.

Det var i den grad også nye tider tilbage i Vejlby i 1986, hvor en ny træner kom til VIK. Ikke alene var han ny, han var også polak, kun 33 år og kunne ikke andet dansk end ganske få udtryk og kommandoer.

I Vejlby var det dengang nærmest utænkeligt at rekruttere så ungt og så langt væk fra Aarhus.

På forsiden (eller var det under sportssektionen?) af Århus Stiftstidende de samme dage i ’86 var der sågar både artikel og billede af denne nye polske træner. Han hed Maciej Wasyniuk, var flygtet fra det kommunistiske møgregime i 1985 til København og endte mindre end et år efter i Vejlby som træner for VIK’s førstehold.

Han kom ikke ligefrem med et prangende cv, ”Maciek”, som han hurtigt blev døbt, men han kom med en fortælling, man i Vejlby så op til, og kunne identificere sig med. Og sammen med VIK’s bestyrelse fik han overbevist de fleste omkring VIK om, at der var pomp, pragt og storhed på vej.

Det lod mildest talt vente på sig, og det, der skulle blive årets sportsfortælling i Aarhus, viste sig at blive årets fejlcast i den aarhusianske fodboldverden. Og det var der flere grunde til.

VIK’s førstehold bestod dengang af gode fodboldspillere, men også fodboldspillere, der ikke umiddelbart var vant til nogen form for struktur og retning, hverken når det kom til træning eller kamp. Ej heller var de bekendte med polsk præcision, omhu og det at møde til tiden.

Maciek kunne heller ikke sproget, og der blev ikke ligefrem sendt på samme frekvens i omklædningsrummet eller på sidelinjen.

VIK var selvfølgelig store i slaget og tilbød ham bolig med meget lille husleje. Den lå godt nok det værste sted, man overhovedet kunne forestille sig for en ny træner i VIK, nemlig i downtown Vejlby, på Vikærsvej, og klos op ad VIK’s eget høkerværtshus, ”Hulen”.

Her kom samtlige seniorspillere næsten dagligt forbi for at få sig lidt malt (som man kaldte øl i Vejlby), rafle og spille bob, og hvor det i weekenderne sagtens kunne blive meget mere end almindeligt sent, før man tænkte på at gå hjem.

At Maciek fik bolig her, betød derfor, at alle – især førsteholdsspillere – måtte krybe musestille og under vindueshøjde, når de skulle ud og ind af ”Hulen”. Det medførte obskure situationer og scener af kravlende og krybende spillere, der for alt i verden skulle undgå at blive set.

Men Maciek var vant til kontrol og overvågning (godt nok på en noget mere alvorlig måde), og hurtigt fik han styr på, hvem der kom og gik fra ”Hulen”.

Straffen kom prompte – hårdere træning fra den polske rygsæk.

I den rygsæk var der også nye metoder og øvelser, og op til den nye sæson introducerede han blandt andet spillerne for en dribleøvelse, hvor kun knæ/lår og pande måtte bruges. Og godt nok var der teknikere i VIK, men lige her var der dæleme ikke mange, der kom igennem øvelsen.

Slet ikke Bisbo, der – undskyld udtrykket – lignede en hund i et nyt spil kegler. Bisbo havde i forvejen problemer udi driblingens kunst, og da alle nu blev bedt om at bruge knæ og hoved stak det selvsagt helt af for ham og visse andre. Siden den træningsaften blev Bisbo ofte tituleret ”Brumbassen”. Historien er kendt, brumbassen kan ikke flyve, men gør det alligevel. Det samme gjaldt for Bisbo. Han kunne ikke spille fodbold, men gjorde det alligevel. Men han var en klassefyr, der kunne løbe solen sort og kom i vejen for det meste og det, var der i sandhed brug for under Maciek og i VIK.

Alligevel, eller måske snarere på trods af de mange konditionskrævende og halvobskure øvelser, havde 1. holdet aldrig været i bedre form, end man var til årets første kamp i ’86.

En kamp, hvor forventningerne selvsagt var skyhøje, og en kamp, hvor SAMTLIGE spillere efter første halvleg mente, at de havde spillet et brag af en kamp. Ja, at de var tæt på flyvende, og vel knap nok havde behov for pause.

Maciek derimod var dog af en noget anden mening. Hans danske var stadig kropumuligt, men med polske fagter og gestikuleren fik han trods alt fremstammet et:

»I spiller sturt forkert.«

Det lød jo nærmest som klovnen i Cirkus Benneweis, men han mente det sgu, Maciek. Det gjorde spillerne bare ikke, altså mente de spillede »sturt forkert«. Men det »sturt forkerte« fortsatte desværre i de kommende kampe også, og derfor gik der heller ikke lang tid, før Maciek var fortid i VIK.

De store drømme om storhed blev gemt og glemt bag bøgetræerne på bane 6 og 7, hverdagen indfandt sig igen, og den gamle orden kunne genoprettes. Nu kunne spillerne igen gå oprejst ind i ”Hulen”, få sig lidt malt, rafle og spille lidt bob.

Men Maciek, der stadig huskes i Vejlby, kom heldigvis hurtigt videre med fodbolden. Først som assistent i Skovbakken, senere som hjælpetræner i Randers og endelig som assistent og målmandstræner, legende og kæmpe personlighed hos, ja, gæt engang?

AGF og ”De Hviie” selvfølgelig, hvor han stod på sidelinjen i godt og vel 900 kampe.

I VIK kom der nye trænere til, men heller ikke for dem lykkedes det at få klubben længere op end serieniveau. Og det var måske meget godt, for det betød, at sjælen og sammenholdet forblev intakt, og det har alle dage været VIK’s store styrke.

Nu kommer FC Nordsjælland på besøg på VIK’s gamle hjemmebane. Vi fører med syv point, og som sidst er det igen på en fredag aften. Den aften væltede Emmery hele molevitten med sit sene og smukke mål.

Om det sker i morgen, vides ikke, men vi ved, at Vejlby Stadion i projektørlys er noget af det smukkeste, der findes. Det er Jakob Poulsens præstationer også, og en af grundene til netop det, er, at han aldrig glemmer hvad han er rundet af, og hvorfra han kommer, nemlig fra den lille lokale klub, Næsbjerg. En klub, der på mange måder minder om Vejlby, og VIK og som fortæller os, at det er fra de små klubber, man tager noget med sig, som kan bruges hos de store.

KSDH!