Magisk, det var det, han var
Maciej Wasyniuk, legendarisk målmandstræner i et kvart århundrede i AGF, er død i en alder af 68 år.
»Hop, hop, hop,« var i mange, mange år det første, man kunne høre på AGF’s træningsbaner, når fodboldspillerne i AGF begyndte formiddagstræningen. For derude stod Maciej Wasyniuk som første mand på arbejde og heglede klubbens målmænd igennem med kommandoer udstukket på gebrokkent dansk.
Nu er han i en alder af 68 år gået bort, polakken, som i et kvart århundrede var ansat i AGF, primært som målmandstræner, men også i perioder decideret assistent, og Maciej Wasyniuks liv fortæller klart, hvad man kan opnå, når ens tilværelse i hjemlandet smuldrer.
Som ung deltog han i oppositionen mod det kommunistiske styre. Efter sin aktive karriere som målmand i Ursus Warszawa, blev han magister i dræt og besad et job som idrætslærer på et gymnasium.
»Men så en dag, da det var vinterferie, fik jeg at vide af min chef på skolen, at jeg ikke længere kunne være ansat. Han sagde, at han ikke havde noget imod mig, men jeg havde ikke været loyal over for kommunisterne,« fortalte Maciej Wasyniuk til Jyllands-Posten for otte år siden.
Hans dansk-polske accent vil jeg altid høre for mig. Lige indtil den dag, jeg ikke selv er her.Steffen Rasmussen, AGF-målmand, der arbejdede med Maciej Wasyniuk i 18 år.
Han mistede af den grund sit arbejde, og flygtede fra Polen til Danmark i 1985, hvor han fik politisk asyl. Tre år senere blev han dansk statsborger. I Aarhus måtte han begynde forfra, han blev træner for Vejlby IK’s serie 2-hold, derefter arbejdede han sammen med den tidligere AGF’er Per Simonsen i Skovbakken, inden han i 1992 blev ansat i AGF, hvor han arbejde frem til sommeren 2016.
»Han var som en far for mig i den verden. Vi har haft mange dejlige timer sammen,« siger Steffen Rasmussen, tidligere AGF-målmand, som spillede 419 kampe for AGF fra 2002 til 2018.
»Han troede altid på mig, han udviklede mig og sig selv i de 18 år, vi arbejdede tæt sammen. Han var sprudlende, en humørbombe, og han var fantastisk for stemningen i truppen. Han var en vildt glad person, meget stolt, ærekær til fingerspidserne. I bund og grund følte man, at han var taknemmelig. Det smittede af på os andre,« fortæller Steffen Rasmussen.
Mens AGF efter mange år med Peter Rudbæk som chef begyndte at skifte trænere med stor hyppighed, var Maciej Wasyniuk en konstant faktor i klubben.
»Han stillede krav til sin omverden. Uretfærdighed og respektløshed kunne han ikke arbejde med, så eksploderede han. Jeg ved, at han i gåseøjne kun var målmandstræner. Men man skal ikke underkende, at han havde taget en høj og prestigefyldt idrætsuddannelse i et stramt system i Polen. Han var ekstremt godt uddannet. Han har givet mange cheftrænere kamp til stregen. Han havde meget at have det i, han vidste meget om spillet generelt, og han fornyede sig konstant,« siger Steffen Rasmussen.
I sin tid som målmandstræner i AGF i et kvart århundrede blev han rost for sin grundighed og ikke mindst sin loyalitet. Undervejs nåede han udover Steffen Rasmussen at træne målmænd som Troels Rasmussen, Lars Windfeld og Erik Boye, og Maciej Wasyniuk var i særdeleshed stolt, da Lars Windfeld efter en sejr på 1-0 over franske Nantes i Uefa Cup’en i 1997 fik et sjældent 10-tal i karakter af sportsavisen L’Equipe.
Ifølge AGF har Maciej Wasyniuk stået på sidelinjen i henved 900 kampe, ligesom han har gennemført omkring 5000 træningspas og hver eneste af de hundredvis af spillere, der har været igennem AGF i de 25 år, han var ansat, kan huske hans drillerier, altid leveret med et glimt i øjet.
I de mange timer, Maciej Wasyniuk tilbragte med Steffen Rasmussen, talte de ofte om hans hjemland Polen, om landets historie, om de smukke naturområder, som Maciej Wasyniuk syntes, at den jagtinteresserede Steffen Rasmussen skulle besøge, blandt andet nær Wroclaw, hvor Maciej Wasyniuks kone, Iwona, stammer fra.
Steffen Rasmussen nåede aldrig at tage på jagt i Polen, mens Maciej Wasyniuk levede. Men torsdag tager han afsted, netop til Wroclaw-området.
»Hans dansk-polske accent vil jeg altid høre for mig. Lige indtil den dag, jeg ikke selv er her, og jeg vil tænke på ham undervejs,« siger Steffen Rasmussen om den polske målmandstræner, de ikke kaldte andet end ”Magic”. For det var dét, han var for så mange mennesker.
Maciej Wasyniuk efterlader sin kone Iwona, to børn og børnebørn.