Hulen, den gule farve og bastarden i Vejlby

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Let’s fuckin’ go!« Den sætning husker de fleste, der bare kender en smule til AGF og deres tidligere træner David Nielsen. For det var med det kampråb, han ofte sendte sine spillere på banen, når der var brug for fuldt smadder, og græsset skulle brændes af.

Mange grinte, og endnu flere rystede på hovedet af udsagnet, men ikke desto mindre skabte det – i hvert fald til at begynde med – en reaktion hos spillerne og fans. Vi røg med på Let’s-Fuckin’-Go-vognen, ændrede attituden, knyttede næverne, råbte og brølede med. Men… som alle ved, ebber sådan noget ofte ud, og til sidst gik den sgu heller ikke længere og endte i ingenting.

Det må det for guds skyld ikke gøre i morgen – ende i ingenting. For det er noget rigtig skidt for tiden, og det er i morgen, vi skal vise, hvordan man rejser sig efter seks tomåls-nederlag i træk. Og vi skal så især vise, hvad vi består af, når sæsonens sidste modstander er i gult. For netop den farve har altid været den store faktor, når det kommer til fodboldkampe for ikke bare AGF, men også for dem, der oprindeligt hørte til på Vejlby Stadion, VIK.

Og på søndag er det – som man siger i Vejlby – mere end maskinskrællede kartofler og pis og petroleum, der skal til. Ja, det er noget langt mere simpelt og (u)menneskeligt, nemlig – had – og ikke mindst fællesskabet omkring det. Og jeg ved det godt, at tonen kan virke både hård og uforsonlig med netop det ord. Men bær over. Det er kun fodbold og kun i dag. På mandag hilser vi pænt igen – når de gule er væk.

For vi er jo faktisk normalt ret tilgængelige og omgængelige i både Vejlby og hos AGF. Alligevel skal der ikke mere end bare et strejf eller en klein nuance af gult til, før det modsatte bliver tilfældet, og vi bliver genstridige djævle. Hos AGF – og i Vejlby – når hadet til gult nemlig helt derind i den del af sjælen, hvor fodbolden har sit eget lille penthouse, og hvor man kan mærke alt det, der giver søndage på stadion mening.

Ja, ofte kan hadet nærmest være en afhængighedsskabende motivationsfaktor og i mange tilfælde og situationer endda også større end kærligheden til sit eget hold. Det kan lyde helt i hegnet, og er det måske også, men for mig og Vejlby og mange i AGF skaber det en nærmest umiskendelig følelse af fællesskab og retning. Især når vi ikke får de sejre, som vi så inderligt ønsker og længes efter.

Gennem hele mit fodboldliv har jeg selv haft tre store fællesskaber, hvor hadet til en anden klub har været enormt og en kæmpe motivation. Og de tager sit afsæt i Brøndby, Skovbakken og i Arsenal. I denne klumme udelader vi Arsenal og begynder med de første fra Brøndby; de evigt irriterende, som efterhånden har fået samme plads hos mig og AGF som en omvandrende fnatmide på en efterskoleelev. Pisseirriterende og umulig at komme af med, miden altså, ikke eleven.

Brøndby har ganske enkelt vundet alt for mange mesterskaber og alt for mange pokaler og uddelt alt for mange nederlag til AGF de seneste 35 år, hvor det, der kom den 12. maj 1996, stadig er historisk svært at glemme. Og nej, jeg ved det godt, det var ikke et nederlag, men en 3-3 kamp, der alligevel føltes meget mere som et nederlag, og gjorde den dag til min – med afstand – værste oplevelse på det gamle stadion.

Konsekvensen af det uafgjorte resultat kender alle. Et tabt mesterskab – og måske den primære årsag til, at vi siden den kamp ikke har været bare i nærheden af det, vi stadig venter på, nemlig mesterskabet.

Med andre ord, et nederlag vi aldrig kommer over. Så det er ret enkelt og ligetil; Brøndby er holdet, der skal slås, holdet, som vi hader, og som vi bare ikke må tabe til.

Sidste år ved denne tid i maj kom der dog alligevel en form for revanche og forløsning, og det er den, vi lægger os op ad i morgen; at gøre det onde ved Brøndby. Ikke alene vandt vi 2-3 på Brøndby Stadion, men vi fratog dem ved samme lejlighed på nederdrægtig vis også mesterskabet. Og det blev for os, med hang og trang til hadet, et forløsende øjeblik. Glæden ved mistede titler for Brøndby er for mig større end glæden var, da vi vandt bronze i 2023. Meget større.

Og i morgen er Brøndby så i Vejlby af alle steder. Og som alle ved, så »gider vi i Vejlby ikke noget pis med hverken de hellige, de korrekte, de rigtige, de økologiske, de rige og de smarte… Og jeg kan nu tilføje, at vi sateme heller ikke gider noget pis med Brøndby, for så… Ja, for så falder der denondelynemig brænde ned.

Og brænde er der tit faldet ned i Vejlby, især når det kommer til hadeobjekt nummer to, Skovbakken. For i den klub, der skabte min glæde ved og til fodbold, nemlig VIK, var naboen Skovbakken, der spillede i, ja, I ved det godt – gult!

Og ikke alene var vi naboer, vi var også tvunget til at skulle spille og træne og klæde om på samme matrikel og meget tæt på hinanden. Og det var aldrig nemt, og den dag i dag er vi stadig mange, der mindes naboskabet som alt andet end rart, og der var trænere og ledere, der, hvis de havde kunnet og ellers havde kendt telefonnummeret, med garanti havde hidkaldt hegnssynet.

Skovbakken var nemlig en slags bastard – faderløse og på tålt ophold og passede ikke rigtigt ind i Vejlby. De var jo tilflyttere, og selvom vi, som skrevet i begyndelsen, normalt er omgængelige mennesker i Vejlby, var det svært med Skovbakken. De kom til fra Riisskovens (altså selve skoven) ydre ved Grenåvej, på bakken ned mod skoven, deraf navnet, og måske en af grundene til, at de mente, som de fleste fra Risskov gør, at de var noget helt særligt.

Det var de ikke, og hver eneste gang der var kamp, og ikke kun mod Skovbakken, lå der ved indgangen til vores omklædningsrum en gul og grim Skovbakken-trøje, som vi andægtigt tørrede fødderne af i, og som der tilmed også kunne spyttes og pisses på. Og det var gennem disse primitive og småinfantile ritualer, at vi klarede os igennem det påtvungne naboskab og i stedet fik opbygget både motivationen og fællesskabet, der kunne modstå, at de rent faktisk altid lå bedre end os i tabellen. For for fanden, hvor vi hadede Skovbakken!

Men det allerbedste var, at når vi så var færdige med kampene for VIK, fortsatte vi et andet sted end i klubhuset. Det kan lyde paradoksalt, at netop fodboldfællesskabet ikke fandt sted i klubhuset, men ikke desto mindre var det tilfældet i Vejlby. I stedet, nede hos VIK-ikonet og en af klubbens stiftere, Karl Jørgensen, og midt på Vejlbys »hovedgade« havde Karl indrettet »Hulen«, og her fandt vi vores plads. Hernede kunne man blive så længe, man ville, drikke alle de pilsnere, spille alt det bob og rafle alt det, man overhovedet kunne overkomme. Det var vores form for katarsis, hvor vi blev rolige og kom af med de indestængte og fortrængte følelser, som man sagde.

Og når de fleste så havde drukket mere end rigeligt, og det hele skulle ud igen, ja, så skete det ved, at alle pissede på »vores« tyvstjålne Skovbakken-skilt omme bagved. Det var bogstaveligt talt en sand forløsning, sådan både at kunne lette trykket og tilmed lade det »gå« udover Skovbakken på en og samme tid.

Men som så meget andet i Vejlby stoppede det også, og i dag er både VIK og Karl Jørgensen borte. VIK opslugt af VSK-samarbejdet, og Karls gule!!! murstenshus på Vikærsvej for længst revet ned.

Men minderne til Karl og klubben, fællesskabet og hadet til Skovbakken har vi stadig. Og jeg tænker tit på Karl, når han stod alene oppe i svinget på Vejlby Stadion og tættest på sit eget hus, og med sin cigar i mundvigen og i sin blå termojakke så vores kampe. Det elskede vi. Og vi elskede ham endnu mere, når han efterfølgende tog imod os nede i Hulen og lod os være de højtråbende og glade og lykkelige Vejlby-drenge, vi dengang var, og hvor VIK spillede i blåt og hvidt og forsagede de gule naboer fra Skovbakken. Nøjagtig som AGF i morgen står klar – også i blåt og hvidt forsagede de gule fra Brøndby.

KSDH og VFFV!

Dette er den sidste klumme om De Hviie i Vejlby – i hvert fald i et stykke tid. Set i lyset af den aktuelle eksamensperiode rundt omkring i landet tør jeg godt sige, at Vejlby som helhed både bestod og leverede – resultaterne skrantede dog lidt.

Men drømmen om storhed for De Hviie i Vejlby har jeg stadig, så i juli står vi her igen, Vejlby det er vort hjem, sammen for hvid og blå, det her kan intet slå…