Her er den eneste forårsfælde, AGF kan falde i

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kun langsomt mærker man, at dagene er ved at blive længere og lysere. I stedet er det kulden og kyndelmisse, der med sin iskolde dyne over Vejlby og Vejlby Stadion har givet smalltalken i både Vejlby og i VERI-centeret kronede dage.

Og nu, vi er ved kulden og ikke mindst kyndelmisse, så var kyndelmisse (2. februar) indtil Helligdagsreformen af 1770 en rigtig (Vejlby) helligdag, hvor man dengang gik til makronerne og fik drukket tæt og heftigt for at holde kulden og vinteren for døren. Det gør vejlbyerne sådan set stadig, drikker tæt, men mindst lige så mange har denne kolde, mørke vinter brugt tiden på tvivlsomme ligegyldigheder som håndbold, Netflix, PornHub og podcasts – alt sammen i forsøget på at tøjle AGF-abstinenserne og savnet til De Hviie i Vejlby.

Ja, vinter og mørke og isnende kulde er faktisk noget af det værste en vejlbyer kender til, og gamle Karl Jørgensen fra Vikærsvej hadede kulden så meget, at det var grunden til, han aldrig fik købt sig en kummefryser.

I morgen, og så endda på en fredag aften, vender Superligaen tilbage i Vejlbys helt egne og pivåbne kummefryser mod et OB-hold, vi hader som pesten, og faktisk kun accepterer, fordi de spiller i blå og hvide striber. Det gjorde VIK – og det gjorde AGF såmænd også engang.

Den kamp er startskuddet til et forår, hvor De Hviie skal være mere end bare almindelig klar, og hvor der ikke er plads til at tvivle eller komme for sent – hverken i Vejlby eller når vi er væk hjemmefra.

Derfor har jeg også glædet mig til at kunne aflevere årets første klumme til dette medie. Og til at sende min akkrediteringsanmodning et par dage inden kampdag og til efterfølgende at få det rutinemæssige flueben for min ankomst.

Jeg har samtidig savnet at hilse på Bo, Frits, Steffen, Søren, Jonas, Dennis, Kim, Mathias og alle de andre, der ligger vandrette for at få dagens kamp op i gear og efterfølgende også dissekeret. Savnet turen over Rolf Haugstrups Plads og mine små ritualer undervejs i kampen, og savnet lige at smutte hurtigt over til presserummet i pausen og kort udveksle indtryk med AGF’s kommunikationschef Thye. Vi er ikke altid enige om, hvad vi ser, men vi er altid lige begejstrede.

Og når det hele så er ovre, ser jeg frem til min stille tur hjemad, ned gennem min gamle bydel, med lyset fra stadion i baggrunden og med muligheden for at lade sejren bundfælde sig.

Med andre ord, så glæder jeg mig sindssygt til det måske mest definerende forår for AGF og for Vejlby i mange år. Et forår, hvor det for alt i verden handler om at kende sin besøgelsestid. For – floskel eller ej – så er lige præcis dén alfa og omega for AGF de næste måneder.

Ikke at kende sin besøgelsestid erfarede jeg selv i 1984 eller var det ’85? da jeg stod med muligheden for udtagelse til Byholdet i Aarhus. Det hed det dengang, Byholdet, og det var altså før U-jeg-ved-snart-ikke-hvilket-tal-det-hedder-holdene var kommet ind i både sprog og fodboldterminologi.

Det var en ret simpel udtagelse og uden det store statistik- og datagrundlag. Det handlede ganske enkelt om, at de ca. 25-30 bedste spillere fra byens mange klubber samledes på en og samme dag, og her skulle overbevise ”komiteen” ude på linjen, hvem der var mest egnet. Ret enkelt og ikke så meget pis og palaver.

Og jeg var sådan set lige så sikker som amen i min fars kirke den selvsamme søndag på, at jeg ville blive tilvalgt, og at de par timer det ville tage sådan set bare skulle overstås. Der kunne ikke gå noget galt.

– og så alligevel.

For i Vejlby var alt for mange snotforvirrede, og glemt blev derfor både tidspunkt og mødested. Eller rettere, tidspunktet havde jeg sådan set fanget, det var klokken 11.00, men mødestedet var ikke lige der, hvor jeg mente eller troede, det skulle være, oppe på Skovbakkens baner. Nej, det var et noget andet sted, nemlig hos CIF på Christiansbjerg, halvanden kilometer længere oppe ad den pænt stejle Vejlby Centervej.

Jeg ankom derfor først klokken 11.15 efter en spurt af en anden verden. Spurten til trods, så nåede jeg det ikke, og det lød samstemmende fra samtlige officials deroppe, da jeg prustende ankom, ”at det gik sateme ikke, det der”. Ja, jeg fik sådan set at vide, ”Hvad fanden jeg tænkte på, sådan at komme dryssende et kvarter ind i seancen.”

I Vejlby ved og vidste man godt, at søforklaringer og undskyldninger ikke var gangbar mønt, så jeg erkendte mit sene ankomsttidspunkt, satte mig på linjen og ventede troligt til, at der blev kaldt på mig til de forskellige øvelser og kamp. Men løbet var kørt, og om så jeg havde blæst et mål ind fra tredive meter, så havde intet ændret sig. For sent kommer man bare ikke, punktum, og dermed ingen udtagelse af Christian Henriksen fra VIK til Byholdet i Aarhus.

Det værste ved det hele var måske ikke så meget udtagelsen eller manglen på samme, men at jeg efterfølgende skulle forklare, hvorfor det gik galt. Det forsøgte jeg med alle midler, hvortil min far tørt og roligt konstaterede, at ”det var ukristeligt dumt” – altså at komme for sent, hvilket det ret beset jo også var.

Men altså, netop den fortælling – uagtet at den er over fyrre år gammel – viser med al tydelighed, hvor afgørende det er at kende både sin besøgelsestid og sit besøgssted. Og det er vel den eneste fælde, AGF kan falde i dette forår?

Men det gør de ikke, falder i fælden, for jeg erindrer stadig tydeligt, at jeg i sommer skrev, at der var noget stort i vente med Jakob Poulsen ved roret.

Det har holdt stik indtil nu, og det er der i den grad ingen grund til ikke at tro, at det ikke fortsat skulle gøre.

Godt forår og KSDH!

11 forårsforudsigelser i Vejlby