Stadionpølser og flødeskumshvid tribune: AGF og Vejlby er altid mere til halbal end haute cuisine

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det begynder sgu at ligne noget i Vejlby – i hvert fald hvad angår de ydre rammer og selve stadion. De småhårde bænke på de mobile byfestblokvogne er væk og borte og erstattet af en nu mere permanent tribune, der både er bred og stejl og som med lidt god vilje får tankerne hen på Mestalla i Valencia. Desuden er den blevet krydret og belagt med flødeskumshvide, læderbetrukne skumsæder, endda med armstøtter, og designet af Formel 1-folk.

Der var med andre ord sket en markant opgradering til åbningskampen mod Randers den 25. juli. Og det var ikke kun VIP-gæsterne og pressen, der nød godt af forandringen, men også de mere ”almindelige” tilskuere, som nu kunne indløse billet til netop A-tribunen (den ene langside) på Vejlby Stadion.

Super god stil, godt gået og i sandhed verdensklasse, at AGF har brugt sommeren på at forbedre og optimere oplevelsen for alle os, der har længtes efter fodbold og sæsonstart. For ja, vi har længtes og ventet med samme iver og utålmodighed, som mange vejlbyere venter på, at apoteket i Vejlbygade åbner mandag morgen.

Den nye tribune har tilmed givet mere luft og mere stemning, og selvfølgelig også en noget længere kø til toiletterne bag tribunen. Men pyt, jeg havde pisset af hjemmefra.

I forhold til forandringerne vedrørende selve spillet på banen og det efterfølgende resultat var det måske knap så opløftende denne fredag aften. Et underligt, nærmest mærkværdigt kampforløb mundede ud i et møg-frustrerende og irriterende nederlag på 1-2 til Randers.

Men som de fleste læsere af denne klumme ved, beskæftiger vi os ikke så meget med resultater eller det, der sker på banen – slet ikke, når det går skidt.

Alligevel slog det mig - på trods af resultatet og den nærmest dystopiske stemning i anden halvleg på tribunerne (jeg sad tre sæder fra Jens Harmsen, seneste træner med et AGF-mesterskab, og han lignede alt andet end et lysthus i ansigtet) - hvor pisseglad jeg er for AGF, og hvor meget rock’n’roll de også stadig er i forhold til de fleste andre klubber i superligaen.

Og nej, det er ikke bare fordi de spiller i hvidt og blåt, eller fordi de er stolte som få. Det er noget andet – noget langt mere jordnært, nemlig det faktum, at AGF stadig er herre i eget hus. På trods af midlertidig lejebolig i Vejlby er det nemlig stadig en old school og ægte fodboldklub. Ikke ejet af en multimillionær, der ikke aner, hvad han skal bruge sine penge på eller et konsortium, der kunne se det som en opportun mulighed for god publicity. Nej sgu. I stedet er AGF stadig den klub, som jeg vil ha’, den skal være. Båret af tradition og et hav af frivillige, der vil noget, og som står last og brast med klubben – uanset hvordan det går.

Det er blandt andet personificeret i førnævnte Jens Harmsen, men også i for eksempel Steffen Olesen, fodboldformand for AGF af 1880 - Fodboldafdelingen, som altid er der, og som jeg hilste kort på fredag aften. Men også alle de andre koryfæer, som Povlsen, Jørgensen og Lundkvist, der ofte er til stede på stadion, og som minder os om, hvad AGF kommer af. Deres tilstedeværelse bekræfter mig nemlig i, at det hele nok skal gå. For det skal det. Nok gå, altså. Og derfor kan jeg også tillade mig i denne klumme at vende blikket mod noget, der intet har med frivillighed, koryfæer eller rock’n’roll at gøre – men som er en nødvendighed i moderne fodbold: VIP-gæsterne og sponsorerne.

Dem, der betaler gildet og lønnen til spillerne og dem, som får en altid skrøbelig forretning til at løbe rundt, men som vi i Vejlby har så uendeligt svært ved at identificere os med og som vi dæleme heller ikke synes er rock’n’roll.

VIP-gæster og de dertilhørende sponsorarrangementer får nemlig de fleste i Vejlby til lige at råbe vagt i gevær. Fordi de selvsagt ofte repræsenterer kapitalen, og som jo ligger de fleste vejlbyere ret fjernt, kapitalen. Vi kan simpelthen ikke det med mange penge i Vejlby. Sådan er det bare. Penge – eller manglen på dem – hviler tungt i vores DNA. Og så hænger det måske også en lille smule sammen med, at vi sgu aldrig eller i hvert fald sjældent bliver inviteret indenfor til alt det halløj i loungen.

Alligevel inviterede jeg mig selv indenfor i den hellige Hal1 fredag aften for ligesom at se, hvad de egentlig tilbød derinde i MIB-loungen, som den hedder. Man er jo altså nødt til at se og mærke, hvad det er man forsager – ikke mindst når nu man tillader sig at harcelere over det.

Og okay, det var faktisk ikke så slemt som ventet og frygtet. Der var hverken stille jazz eller dæmpet loungemusik eller kanapeer og borde med hvide damaskduge. Tværtimod. Det var stadionpølser og fadøl fremfor uhåndterbar haute cuisine. Og tilmed sad gæsterne ved langborde. Ja, der var umiddelbart mere anslag til et halbal end til et decideret VIP-arrangement, og det kunne vi sådan set godt li’ og acceptere. Ja, det er faktisk lidt rock’n’roll.

Alligevel dampede jeg hurtigt ud af loungen igen – ikke mindst fordi mit påtagede rock’n’roll og Vejlby-image ikke kunne holde til at blive set derinde. Så det var ud af vagten, og i stedet over på min plads på tribunen, i ly og i sikkerhed for ikke at blive set blandt VIP’erne, men nu med forståelse og respekt for hele set-up’et.

Forståelse kan man så ikke ligefrem sige vi har, når det kommer til det VIP-gæsterne egentlig er kommet for, nemlig fodbolden og opbakningen til AGF.

Jeg har ikke det præcise tal for, hvor mange gæster, der har VIP-adgang til Vejlby Stadion. Men det er forholdsvis mange, for da der var spillet 12 minutter af anden halvleg og AGF allerede var kommet bagud efter at have ført 1-0 ved pausen, var der stadig masser af tomme sæder på tribunen og dermed et hav af gæster, der ikke havde fundet deres plads.

I Vejlby skærer vi aldrig alle over en kam, men vi skærer gerne mange, og det kan altså til stadighed undre mig, at alle ikke er på plads når der spilles. Og som en gammel chef engang sagde til mig, da jeg arbejdede som lærer: Ude i klasserne kommer vi til tiden – hele tiden. Bum! Det samme burde man fortælle VIP-gæsterne. Det handler om point og ikke om pølser.

Jeg kan nogle gange næsten få ondt i både tåspidser og frontallap, når der er tomme pladser lige efter pausen, eller endnu værre, når mange begynder at bevæge sig hjemad fem-ti minutter før tid. Det går ikke, og til det er der kun et at sige: I Vejlby er vi altid til stede, også når andre ikke er det, men alligevel skal opfordringen lyde: Kom til tiden – hele tiden – ikke mindst for stemningen og de hvides skyld.

Samtidig - og det er vigtigt at nævne - anerkender vi, som skrevet, også behovet for VIP-gæster og tilhørende arrangement og god beværtning.

Men denne fredag aften lod jeg mig desværre distrahere for meget af fåtallet – måske fordi jeg var så frustreret over kampens forløb og resultat. Så, vi lader det fare i Vejlby for denne gang og beder om at bære over.

Jeg lovede i min seneste klumme, at min søn ville være med på stadion til kampen mod Randers. Både for at hjælpe mig med at se tegningen til en stor sæson og selvfølgelig fordi han er godt opdraget og støtter sin far, når det hele bliver svært. Det var der brug for. Men han blev desværre kaldt på arbejde i stedet denne fredag aften. Og det var okay og helt i orden (blot han møder til tiden – hele tiden), for så kan han selv betale for fadøllen til søndagens kamp mod FCM.

I morgen slutter min ferie, men drømmene om storhed slutter aldrig, og storhedsdrømme har vi altid brug for – både i Vejlby og hos AGF.

KSDH!