Under Vejlbys stadionlys vækker De Hviie minderne frem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som så ofte i pausen under kampene i Vejlby benytter jeg mig af muligheden for lige at komme væk fra tribunen og de mange mennesker og ind for at samle tankerne, få pulsen op – eller ned – og ikke mindst kort aflevere min betragtning over spillet i 1. halvleg til dem, der nu måtte gide at høre på det. De svarer pligtskyldigt og ofte også mere nuanceret og afdæmpet. Men mod Silkeborg behøvede ingen nuancer, for det var vildt, det, vi så, og derfor nærmest unødvendigt at sige noget.

Ja, jeg vil gå så langt som at skrive, at det jeg så, i hvert fald den første halve time, er det næstbedste jeg nogensinde har set og oplevet på Vejlby Stadion.

Og det siger ikke så lidt, for med alt fra legendariske skideballer, koleriske trænere og obskure tilråb fra – godt nok – meget få tilskuere, over vanvittige røde og gule kort, til katastrofale nederlag og vidunderlige sejre, har det ikke skortet på underholdningen.

Men intet slår det, der skete på Vejlby Stadion i 1984 på skolernes atletikdag, da Leif Jensen, også kaldt Kaliffen, og som kom fra fuckin’ Tjelevej og gik på Vejlby Skole ramte de 12 meter i kuglestød!

Det var ikke bare langt dengang, det var også uvirkeligt for de fleste af os, der overværede, hvordan en af Vejlby Skoles utallige utilpassede drenge, stødte den massive og fire kilo tunge og smårustne kugle op og igennem Vejlbys tykke luft. Ikke alene var vi bjergtagede, vi var lamslåede. Og de efterfølgende dage var anerkendelsen enorm – selv hos lærerne, der talte om, at han da skulle med til de landsdækkende mesterskaber. Jensen, kold som han var, blev selvfølgelig hjemme i Vejlby på trods af de sjældne klap på skulderen.

Apropos klap på skulderen, kommer der stadig ikke ét herfra til borgmesteren og hans TikTok-opslag. Desværre – for han gør det vel i bedste mening – men det er vel efterhånden kun hans partifæller, der lader som om, de synes, det er enormt flot og rigtigt, det han foretager sig på de sociale platforme. Men kunne man ellers samle alt hans såkaldte content, som han i disse uger får lagt op på sine platforme, og lave det til god gammeldags kompost, var der nok til at gøde både bane 6 og 7 på VIK’s gamle fodboldanlæg i Vejlby.

Men det er ikke aktuelt nu, hverken at gøde banerne eller klappe borgmesteren på skulderen, og uanset hvad, så rokker det ikke ved, at Jensen den dag i 1984 kuglestødte sig ind i både Vejlbys og stadions historie med kuglestødet i sandgraven bag det ene mål.

Sandgraven er i dag væk og borte, det samme er løbebanen og den slidte, grønne springmadras nede bag det ene mål. Det eneste, der er tilbage fra dengang, når man besøger stadion, er de træer, som nu i snart tres år har omkranset stadion i Vejlby.

Og man skulle tro, de gamle træer kunne se og følge med. For fra min plads i læ fra den stive kuling og den til tider apokalyptiske slagregn, så det ud, som om alle træer ærbødigt nejede og bukkede sig dybt for AGF denne eftermiddag mod Silkeborg. Det var, som om de – inspireret af kirkens store kastanjetræer lige ved siden af – andægtigt lagde sine store grene med blade ind over tribune og bane, for både at passe på det, de så, og samtidig med al magt forsøgte at få det bedste udsyn til netop det smukke, der udspillede sig mod Silkeborg.

Der var meget, der var smukt denne søndag. Derfor er vi i dagens klumme heller ikke karrige med tillægsord – og måske heller ikke med et indimellem lidt højstemt sprog.

I morgen er det ikke søndag, men fredag, og De Hviie skal spille deres første rigtige aften- og fredagskamp i Vejlby mod FCN. Og det kan man jo vælge at springe op og falde ned på, men for mig er fredagskampe noget helt specielt.

Jeg skulle nemlig ramme mit syttende år, før jeg oplevede fænomenet fredagskamp for første gang. Og det blev en kamp, der siden har defineret mit fodboldliv – på godt og ondt.

Det var godt nok i England, kampen fandt sted, men den blev sendt på DR den 26. maj 1989. Det var Liverpool (mit hold) og Arsenal (min fars), der skulle mødes. Om mesterskabet. En fredag aften …

Arsenal skulle vinde med mindst to mål på Anfield, hvilket ingen mente var muligt. Så det handlede egentlig bare om at nyde kampen og se Liverpool løfte trofæet for Gud ved hvilken gang i 80’erne.

Så den kamp skulle jeg se – koste hvad det ville.

Den selvsamme fredag aften i maj ’89 var der fest på gymnasiet i Vejlby, hvor jeg gik. Den sidste fest, inden sommeren tog fart, og inden årsprøverne – som altid – ville give mig det sædvanlige dask over nakken. Men også en fest, hvor der samme aften var en kæmpe mulighed for at komme rigtig tæt på hende, jeg så inderligt gerne ville være tæt på.

Så den fest skulle jeg til – koste hvad det ville.

Og der stod jeg så, en fredag eftermiddag, og skulle beslutte mig for, om det skulle handle om Liverpool – eller om hankypanky et par timer senere.

Det var for en 17-årig nærmest umuligt at forholde sig til. Og hvad det endte med, venter vi med, for inden da skal vi lige runde optakten til fredagskampen mod FCN, som jeg glæder mig crazy meget til.

Jeg glæder mig til – i fredagsmørket – at gå mod det både dragende og skarpe projektørlys med en luxværdi, der næppe er set højere i Vejlby, siden Fedtkind fyrede fyrværkeri-leftovers af midt på Grenåvej et par dage efter nytår i ’85.

Og på min gåtur i mørket mod stadion kan jeg – udover Fedtkinds festfyrværkeri – også mindes både fredagsgymnasiefesterne og gamle aftenkampe, men især min barndom og de gamle dage i Vejlby. Dengang vi som små drenge gik rundt på må og få – uden mål og med – og hvor netop lyset fra projektørerne på træningsbanerne fortalte os, at efteråret og vinteren nu var over os; at nu spillede de store drenge; at klokken var mange; og at vi nok snart skulle hjemad.

At se AGF i fuldt projektørlys ved jeg bliver noget særligt. Og jeg ved også, at mange andre – men især Sture Sandø fra AGF-podcasten ”Hvid Røg” – sætter pris på aftenkampe med fuld stadionbelysning.

Jeg ved, at han på sin vej mod stadion, hvor projektørlyset kan ses langt væk, stille vil fantasere og drømme om det, der kan ske under det magiske lys på stadion i Vejlby.

Det samme vil jeg gøre. Og det kan kun blive godt …

Og hvad det endte med, den fredag aften i maj 1989?

Fodbold – selvfølgelig.

Om jeg fortrød? Ja, for fanden, det gjorde jeg.

Liverpool tabte 2-0, Arsenal blev mestre, og hende, det hele skulle have handlet om, fandt en anden – en, der hverken var til Liverpool eller GF, og som havde bedre styr på årsprøverne end jeg.

Det var nu heller ikke så svært, for mine årsprøver lå vel med et snit på omkring 6.

Så sommeren ’89 var i sandhed en lortesommer.

KSDH!

P.S. Mod Silkeborg så jeg vores tidligere borgmester, Bundsgaard, på Vejlby Stadion – respekt herfra, jeg har tidligere været efter ham i samme anledning.