Europa har alt potentialet – men er sin egen værste fjende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

373 millioner europæere kan stemme ved EU-parlamentsvalget, som afholdes fra torsdag til søndag rundtom i Europa, og der er tale om et af verdens største og vigtigste demokratiske valg.

Men naturligvis ikke på grund af de fastgjorte skruelåg på alt fra mælkekartoner til sodavandsflasker, som EU-parlamentet af hensyn til miljøet vedtog i 2019, og som ikke mindst EU-kritiske partier har buldret løs på i valgkampen.

For den ophidsede debat om skruelågene er en abstraktion fra Europas virkelige problemer.

Lågene er mest af alt en kærkommen mulighed for EU-kritiske partier til at gøde deres antipati mod EU.

Og det gør de altså ved at slå på et letforståeligt og folkeligt emne og på den måde latterliggøre Bruxelles for at være en by fuld af bureaukrater og klimatosser.

Og måske med held.

For, altså, hvem synes ikke, at det er irriterende at få et skruelåg i næsen, når man drikker?

Men det har før vist sig farligt at lade sig forføre af populistiske emner, når det handler om EU.

Tag debatten forud for Brexit.

Allerede for 34 år siden lagde EU-modstanderen Boris Johnson, Storbritanniens senere konservative premierminister, fundamentet til briternes senere exit fra EU.

Som korrespondent for The Daily Telegraph udbredte Boris Johnson dengang en stribe overdrevne fortællinger om EU, som briterne lappede i sig.

I en delvis sjov og delvis hånende tone latterliggjorde han ligesom i skruelågsgate Bruxelles for at være fuld af tåbelige bureaukrater. Typisk var hans historier kun delvis baseret på fakta.

Som da han i 1990 under overskriften »Italien klarer ikke mål på kondomer« skrev, at »Bruxelles’ bureaukrater har vist deres legendariske opmærksomhed på detaljer ved at afvise nye specifikationer for kondomdimensioner« trods krav fra Italiens gummiindustri om en smallere minimumsbredde.

Ifølge Boris Johnsons havde gummiindustriens krav om smallere kondomer fået italienernes »egoer til at svigte«.

Men balladen om kondomerne havde i virkeligheden intet at gøre med størrelsen på italienernes penisser. EU-direktivet handlede om at kontrollere sikkerheden ved kondomer.

Men efter Johnsons kulørte fortælling tog andre over og begyndte at sammenligne størrelsen på mænds fremmeste udstyr i Tyskland og Frankrig.

Og efter mange år med lignende historier fyldt med EU-foragt i britisk presse stemte et flertal af briterne nej til fortsat EU-medlemskab, da de fik muligheden.

Brexit plages briterne stadig af, og kun 31 procent af briterne finder i dag, at det var rigtigt at forlade EU.

Ja, det er let at latterliggøre og udbrede misbilligelse med uoverskuelige konsekvenser til følge, men straks sværere at løse Europas store og reelle problemer.

Og dem er der, som beskrevet i Jyllands-Postens flere uger lange serie ”Europa under forvandling”, stadig flere af.

Det største problem for EU er naturligvis Europas sikkerhedssituation efter Vladimir Putins invasion af Ukraine i februar 2022.

Krigen i Ukraine har affødt den største fare for Europa siden Anden Verdenskrig, og netop dette faktum kræver fælles europæiske løsninger og et stærkt EU, der kan stå op imod Putins Rusland.

Lech Walesa – elektrikeren, frihedskæmperen, legenden og den første demokratisk valgte statsleder i et frit Polen efter Murens fald i 1989 – som spillede en afgørende rolle i at fælde Sovjetunionen og bane vejen for et forenet Europa, advarede i et interview med Jyllands-Posten for nylig også om, at demokratiet trues af både Ruslands og Kinas imperialisme og af vestlige populister.

I et Europa, der har vænnet sig til fred og årtier af økonomisk vækst – ikke mindst hjulpet på vej af det tætte europæiske samarbejde – efterlyste han en langt større krisebevidsthed.

»Bliver vi ved at skændes om løsningerne, eller begynder vi at tænke konstruktivt for at løse problemerne? Jeg er bange for, at vi er ved at gentage fortidens fejltagelser. På den måde kan vi udslette vores civilisation og gøre livet umuligt hundreder af år frem i tiden. Så kan vi begynde ved Adam og Eva igen,« advarede Lech Walesa.

Oprindeligt blev EF – forløberen for EU – dannet for netop at sikre fred. Idéen var, at jo større økonomisk velstand i landene i Europa, jo nemmere ville det være at sikre freden.

Sandheden er, at fællesskabet – bureaukratisk eller ej – i langt over et halvt århundrede har været verdens mest succesfulde fredsprojekt.

Ligesom EU er eneste mulighed for at sikre fælles løsninger mod alt fra illegal indvandring til de voldsomme klimaforandringer, som Europa oplever.

Venstrefløj og højrefløj kan være uenige i, hvordan udfordringerne præcis skal løses, men uden europæisk sammenhold og fælles løsninger bliver Europa taberen.

Og udfordringerne bliver kun større for Europa, hvis isolationisten Donald Trump genindtager posten som amerikansk præsident til januar.

I forvejen er vores gamle kontinent med hastige skridt ved at blive kørt agterud i den økonomiske konkurrence med Asien og ikke mindst Kina.

»Hele verden er forundret over, hvordan Europa, der har været så succesfuldt i de sidste 200 år, nu er faret vild, har mistet selvtilliden og ikke ser ud til at tro på, at det har en stor fremtid,« lød det i et nyligt interview med Jyllands-Posten fra Kishore Mahbubani, Asiens måske mest kendte intellektuelle stemme og kendt for bestsellere som ”Has China Won?”.

»Det er et helt fundamentalt skifte i verden, og resten af verden er forbløffet over, hvordan og hvorfor Europa tillod det at ske.«

Med andre ord: Europa er sin egen værste fjende – men har alt potentialet.

For Europa har historien, erfaringerne, idéerne og kreativiteten til at gå i front.

Altså hvis Europa bare vil, og de europæiske vælgere ved valget til EU-parlamentet lader sig lede af det, der for alvor betyder noget.

Irriterende skruelåg eller ej.

Eller som statsminister Mette Frederiksen formulerede det i et stort interview med JP forleden:

»Altså, i forhold til at Putin slår europæere ihjel hver eneste dag, så synes jeg, at skruelåg bliver ligegyldige.«