Om at klappe med den ene hånd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Politikere og havmiljø må i nogen grad sætte deres lid til tiden og teknologien. Det må være konklusionen, efter at Aarhus Byråd onsdag aften vedtog udvidelsen af Aarhus Havn med 24 stemmer for og syv imod.

Dermed er der på aarhusianernes vegne sagt ja til lokalplanen for den havneudvidelse, som i høj grad har handlet om fortsat vækst, men som nu – må man forstå på partierne bag havneforliget – ikke mindst er blevet en forudsætning for den uomgængelige grønne omstilling.

Det handler om klimaet, fordi transport af gods med skib er grønnest. Og så handler det om havmiljøet i »Aarhusbugten og Kattegat, hvor ålegræs tidligere bredte sig«, men hvor der nu er »goldt«, som borgmester og havneformand Jacob Bundsgaard (S) udtrykte det.

Havnepartierne S, K, V og SF har bl.a. skrevet etablering af flere kystnære stenrev, plantning af ålegræs og anlægget af naturområdet Aarhus Blueline ind i aftalen i havmiljøets tjeneste. Og så er der spørgsmålet om klapning. Flytningen af havnedynd fra et sted til et andet har været en omdiskuteret del af projektet fra begyndelsen – først ved Fløjstrup, nu i Kattegat.

Man risikerer at skade havmiljøet, når man klapper, og de store partiers ordførere var ikke sene til at genopfriske de gode intentioner på det felt onsdag aften.

»Tilbage er der klapning. Vi håber, at innovation og teknik gør, at vi fuldstændig kan undgå det,« som Steffen Wich (S) sluttede sin ordførertale.

»Forhåbentlig kommer vi ikke til at klappe. Tiden er med os, og teknologien udvikler sig hele tiden,« lød det fra Mette Skautrup (K).

Gert Bjerregaard (V) slog fast, at »bugten skal stilles bedre end i dag«, og at det nu handler om, at havnepartierne skal holde hinanden op på helt at undgå klapning.

»Det vil vi følge tæt. Vi vil se på de teknologiske metoder, der kan anvendes,« sagde han.

Mængden af sediment, der skal klappes, er med i havneforliget reduceret fra 4,9 mio. kubikmeter til 400.000 kubikmeter. Man har flyttet sig langt, og det er værd at anerkende. Men når partierne bag aftalen taler om helt at undgå klapning som led i havneudvidelsen og beskyttelsen af havmiljøet, kan det virke som retorik snarere end realitet.

Hvis det er så vigtigt for politikerne, hvorfor er nul klapning så ikke et krav i havneaftalen? Så er man da tvunget til at sætte handling bag ordene. Og hvordan harmonerer udmeldingerne med, at havnedirektør Thomas Haber Borch onsdag slog fast i JP Aarhus, at »umiddelbart er der i dag ikke teknologier, så man helt kan undgå klapning«?

Idéen om at anlægge stenrev og plante ålegræs er god. Det er trist at høre, hvor lidt liv der tilsyneladende er tilbage på havbunden ud for Aarhus. Det var det også, da 70 timers optagelser fra bunden af Vejle Fjord viste én fisk. Én. Men hvis man nu skulle være lidt kolerisk anlagt, kunne man måske anføre, at man ikke behøver at udvide Aarhus Havn med 43 hektar for at anlægge rev og muslingebanker og plante ålegræs.

Intentionen om at undgå klapning lyder også godt i sådan en byrådssal. Tiden må vise, om den bliver mere end en intention.

I det mindste er der tid at løbe på, mens havnepartierne venter på, at teknologien ordner resten. Forude venter 27 år med anlæg, og først om 5-10 år vil det ifølge tidsplanen blive aktuelt rent faktisk at skulle dumpe havnedynd fra anlægsprocessen, hvis der intet alternativ findes.

Gad vide, hvor mange aarhusianere, der til den tid husker, hvad der blev sagt i byrådssalen den 21. juni 2023? Gad vide, hvor mange der husker det, når næste kommunalvalg venter i 2025?

Havneudvidelsen er vedtaget. Debatten har været lang og hård på vejen hertil. Hvor længe mon den bevarer sit momentum?