Det var en helt særlig aften på Bispetorv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Han så godt nok slidt ud.«

Ordene faldt på Bispetorv onsdag aften. Klokken nærmede sig 22, og Volodymyr Zelenskyj havde netop talt til danskerne via en digital forbindelse fra et hemmeligt sted i Kyiv. Han havde talt til aarhusianerne via en storskærm på Bispetorv. Og han havde gjort indtryk.

Lige så meget som ordene i talen var det den ukrainske præsidents fremtoning, der gjorde indtryk på mig. Det var ikke til at se, at Zelenskyj tidligere har ernæret sig som komiker. Han bar en gennemgribende alvor i sit blik og sin gestikulation.

Der er intet komisk over den situation, hans folk – en nation med 44 mio. indbyggere – er i med Rusland som den invasive fjende. Derfor var de ord, jeg hørte sagt om Volodymyr Zelenskyjs fremtoning rammende, men alt andet end overraskende. Og derfor var onsdag aften på Bispetorv midt i Aarhus, hvor mange danskere fra nær og fjern mødte op for at vise deres støtte til Ukraine med fakler i hånden, så stærk en oplevelse.

Ikke mindst for en som mig, der er født i 1984 og har været forskånet for at opleve krig i Europa på denne måde. Rædslerne i Ukraine, flugten væk derfra, dønningerne herhjemme og en figur som Zelenskyj og hans kamp for at holde sammen på sig selv og sit land med det pres, krigen afføder. Modstandskampen, militært og menneskeligt.

Alt det fik jeg en stærkere fornemmelse af, da jeg oplevede et kor af ukrainske flygtninge synge nationalsang, og da Zelenskyj talte om Ukraine nu og nazister og besættelsestiden her årtier tilbage. Det, Ukraines befolkning oplever i dag, kom endnu tættere på, og det hjalp mig til på den 4. maj bedre at forstå, hvordan mine bedsteforældre levede i Danmark i fem år af deres liv.

Det mindede mig om, hvor privilegeret jeg selv har været. Jeg var fem år, da Berlinmuren faldt, jeg har været fri til at vælge uddannelse og vej i livet. End ikke inflationen har jeg rigtig skullet forholde mig til før nu, og forhåbentlig bliver mine børns opvækst mindst lige så fri, som min har været.

Snart er de første 100 ukrainske børn begyndt i deres danske modtageklasser i Aarhus. Kommunen har forberedt pladser til 594 børn.

Det er klart, at en sådan opgave stresser et system, der har nok at se til i forvejen. Ikke mindst ude på skolerne, hvor lærere er blevet udpeget eller ligefrem ansat til opgaven.

»Umiddelbart er der rigeligt at tage sig til med forberedelser, men på et tidspunkt holder det nok, og der er jo noget frustrerende for medarbejderne i at have sagt ja til en opgave, som ikke bliver,« som Mogens Steen Petersen, skoleleder på Skåde Skole, tidligere på ugen udtalte til JP Aarhus.

Onsdag var der endnu ikke kommet ukrainske børn til skolen. Men et eller andet sted kan man måske omvendt glæde sig over de tomme sæder. Forhåbentlig er det udtryk for, at så mange ukrainske børn trods alt kan blive i deres hjemland, at modtageklasserne her ikke bliver fyldt. Forhåbentlig bliver de børn aldrig tvunget til at flygte.

Uanset hvad vidner det om et flot overskud, at det danske og ikke mindst det østjyske lokalsamfund på denne måde har rustet sig til at hjælpe efter bedste evne. Med skole, husly og meget mere.

Det overskud, fællesskabet og solidariteten blev manifesteret på den mest synlige vis onsdag aften på Bispetorv.

En ukrainsk mor til to, Yanina Knyazyeva-Kyrdii, som var til stede på Bispetorv onsdag aften, fortalte efterfølgende om den stolthed, hun føler over sin præsident og sit land.

»Samtidig var jeg meget glad for at se de medfølende blikke fra danskerne og mærke deres varme og opbakning. Jeg følte en venlighed på pladsen, som jeg i øvrigt også føler hver dag i Danmark,« som hun sagde.