We’re fucked. Life is good

Vi skal mentalt flytte os fra menneskeligt overherredømme til en tilgang, hvor vi lærer at være mere hensynsfulde og i øjenhøjde med andre arter, hvis kloden skal reddes.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Klima- og biodiversitetskriserne kan ikke længere fornægtes! Den vil skabe store radikale omvæltninger for alle mennesker på planeten – og alle andre arter. Politikernes handlemod og offentlige klimastrategier er helt centrale, men vi har alle et medansvar for at handle og mærke forandringerne, samtidig med at livet leves, og vi ikke handlingslammes af klimaangst eller fornægtelse. Hvad gør vi?

Klimaaktivisten Derrick Jensen har skrevet bogen ”Endgame”, hvor han i kapitlet ”We’re fucked – life is good” favner klimakrisens alvorlighed og samtidig hylder livet og naturen i al dens mangfoldighed. Hvis det står så skidt til, hvorfor slår du så ikke dig selv ihjel, bliver han spurgt. Netop fordi livet og planeten indeholder så ufatteligt megen skønhed! Samtidig har han også mod til at indse, at vi klimamæssigt er totalt ”fucked”. For det ér muligt at rumme modsatrettede følelser på én gang: vrede, sorg, nydelse, lykke, hjælpeløshed og skønhed. Det er ikke et enten-eller men et både-og.

I dag har vi behændigt ”udliciteret” drabet til industrien, så vi kan lægge følelsesmæssigt afstand til vores kollektive aggressioner.

Bag vores adfærd ligger vaner og overbevisninger. En sejlivet overbevisning og showstopper for adfærdsændringer er det, man på engelsk kalder “entitlement”. Det kan bedst oversættes med at føle sig berettiget til noget. Vi taler her også om privilegieblindhed. En adfærd, der legitimeres som velfortjent og dermed retfærdig. Entitlement forhindrer forandring. Det viser sig i praksis, når vi ikke begrænser vores indkøb af f.eks. nyt tøj, billigt skrammel fra Asien eller årlige flyrejser til Thailand.

Udfordringen er den dybereliggende overbevisning, at vi har ret til billige ting og oplevelser, selv om det har en stor pris for klimaet, andre arter og lønarbejdere med uværdige, opslidende vilkår. Her demonstrerer vi danskere privilegieblindhedens grimme ansigt. »If things are so bad, why don’t you just party?«, bliver Derrick Jensen også spurgt.

I 1960’erne, da atomkrisen var på sit højeste, var det et tilfælde, at planeten ikke blev tilintetgjort at et atomangreb. Datidens angst for total udslettelse førte en form for hedonistisk nihilisme med sig. Lev stærkt, dø ung, var mottoet, når nu planeten alligevel springer i luften om lidt! Derrick Jensen plæderer ikke for, at vi skal drukne sorgen i champagne, mens Titanic tager vand ind. Det handler snarere om at komme i dyb kontakt med os selv og vore sanser. At pausere og finde roen, så vi kan få øje på planetens og arternes skønhed.

Sådan får vi også kontakt med vores sårbarhed, dødelighed og kollektive klimasorg, og ud af det gror kærligheden til og følelsen af at være forbundet med andre og med naturen. En følelsesmæssig opvågnen, der viser vejen til at leve og handle ud fra en højere etisk bevidsthed. Derrick Jensen analyserer også, hvordan menneskets planetære erobringshistorie kan ses som et langt og massivt blodbad på planter, dyrearter og oprindelige folk.

I dag har vi behændigt ”udliciteret” drabet til industrien, så vi kan lægge følelsesmæssigt afstand til vores kollektive aggressioner. Den manglende følelsesmæssige kontakt har desuden rod i et patriarkalsk domineret samfund, hvor det groft sagt, for mænd, har drejet sig om at erobre og mærke meget lidt. Denne giftige maskulinitet er godt i gang med at dræbe ”moder jord”. Vores vestlige kultur og den globale markeds- og forbrugskultur er grundlæggende drevet frem af et voldsimperativ rettet mod planeten og andre arter.

Det er på tide, at vi tager ansvar for den ødelæggelse af kloden, som gemmer sig bag vores udlicitering af volden. Vi er med industrialiseringen forskånet for at bevidne de andre arters lidelser. På den måde mærker vi ikke disse drab og destruktiviteten i vores kultur. Magt og indflydelse i vores demokrati er – groft sagt – domineret af den patriarkalske tilgang ”power over”, frem for et mere tillidsbaseret og inkluderende ”power with”, hvor forskellige perspektiver mødes om fælles udfordringer og drømme. Klimakrisen kalder på, at vi mobiliserer os ind i en gensidig nysgerrig hverdagsaktivisme, der genskaber fællesskaber og mening i vores dagligdag og nærområder.

Vi skal mentalt flytte os fra menneskeligt overherredømme til en tilgang, hvor vi lærer at være mere hensynsfulde og i øjenhøjde med andre arter. Det kalder også på en afslutning af æraen for de ”magtfulde mænd”, der begærer magten over andre og ofte ikke kan mærke andet end det.

Set i det lys fremstår motorvejsprojekter som Egholm og Kattegatforbindelsen som de »sidste krampetrækninger fra det 20. århundredes store smadremænd«, som jeg hørte en sige. I ”power with” ligger derimod styrken til samskabende og radikal forandring!

Forleden brød forfatteren George Monbiot spontant grædende sammen i et interview om klimaet på engelsk tv. Da studieværten ville trøste, svarede han hende, at hans reaktion var på vegne af os alle: »Jeg føler, hvad vi alle bør føle, i relation til klimaet«.

George Monbiot og Derrick Jensen er som kanariefugle i kulminen, der reagerer på livsfarlige gasser, der ville slå minearbejderne ihjel. Vi bør takke og anerkende disse følsomme aktivister for deres evne til – på fællesskabets vegne – at mærke og advare om, hvad der foregår på et dybere kollektivt plan, og hvorvidt vores adfærd er bæredygtig og rimelig.

Klimakrisen kalder på, at vi tager alle generationers handlinger på os og ikke gemmer os bag en hedonistisk kynisme eller egoistisk privilegieblindhed. At lukke øjnene for den klimamæssige sandhed, at køre på frihjul. Et udtryk for en falsk idé om tingenes adskillelse og manglende evne til at mærke og forstå os selv i forhold til helheden.

Derrick Jensen nævner en far, der vil støtte sin søns klimaengagement, men selv har mistet troen. Skal han lyve for at indgyde sønnen håb? Nej, svarer Derrick Jensen. Du skal give din søn kærlighed, for mærker sønnen den, vil han også kunne give planeten og alle arterne sin kærlighed. Kærligheden gør os i stand til at se skønheden og på den måde forblive motiveret i vores aktivisme.

Når vi sanser naturen, har vi kontakt til vores sårbarhed, det mest dyrebare i livet. Så er der noget at leve og dø for – at kæmpe for – og så giver livet, vores klimaaktivisme og handlinger mening. Mærk verden på godt og ondt, se skønheden, kram træet i respekt og ydmyghed, frem for at bestige det som en satans karl. Naturen giver så mange gaver. Når vi forbinder os med den, opdager vi vores egen væredygtighed. We’re fucked. Life is good.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen