»Så det kan vælgerne være helt trygge ved«
Det er højsæson for politiske udspil og slagkraftige budskaber. Prøv ”ikke-testen”.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man kan mene meget om valgplakater. Kønne er de ikke i bybilledet. Og gode for det klima, som fylder så meget på alskens dagsordener, er de næppe heller. Men på en eller anden måde er det min oplevelse, at ansigterne i bybilledet uanset vores syn på dem har en vis betydning for vores demokrati.
Da de første plakater sidste lørdag blev hængt op, blev der tændt for kommunal- og regionsvalget i manges bevidsthed. Og så ved man da, hvad det betyder: Snart skal der stemmes.
Tilmeldingerne strømmede ind til JP Aarhus’ og Lokalavisens kandidatmøde, som fandt sted torsdag aften med fuldt hus og fuldt tryk på debatten. Og siden er budskaberne fra kandidaterne strømmet ud over os alle i medierne, på sociale medier, og hvor de ivrige politikere ellers kan få et ord indført.
Nogle af budskaberne kan synes en kende åbenlyse. Men man kan jo altid fornøje sig med ”ikke-testen".
På den grønne dagsorden er Venstres borgmesterkandidat, Christian Budde, og borgmester Jacob Bundsgaard (S) næsten enige. Mens Budde mener, at Aarhus skal være Danmarks grønneste, går Bundsgaard efter et verdensmesterskab.
Ældrepolitikken skal give ældreliv med livsglæde, Aarhus’ folkeskoler og daginstitutioner skal styrkes. Og der er der i disse dage heller ikke megen tvivl om, at Aarhus med politiske øjne er mere end Aarhus C.
På Jacob Bundsgaards Facebook-side kan man konstatere, at han på det seneste har været i Harlev, som »er en helt fantastisk del af Aarhus«. Han har lagt vejen forbi Sabro, som »bød på det hele, da jeg forleden var på besøg«. Og så har han været i Skødstrup-Løgten og understreget, at også dét lokalområde er »#endelafaarhus«.
Nogle af budskaberne kan synes en kende åbenlyse. Men man kan jo altid fornøje sig med ”ikke-testen” – altså tilførslen af ordet ”ikke” – og se, hvad der kommer ud af det.
Aarhus skal IKKE være Danmarks grønneste. Ældrepolitikken skal IKKE give ældreliv med livsglæde. Aarhus’ folkeskoler og daginstitutioner skal IKKE styrkes, og Skødstrup er IKKE en del af Aarhus. Prøv det selv i de kommende uger.
Når det er sagt, er det klart, at der bag hvert af de budskaber (forhåbentlig) ligger en mere konkret politik. Det er den, man skal finde ind til i en hektisk tid, hvor der er grund til at anerkende det engagement og den indsats, en valgkamp kræver. Der er tryk på fra tidlig morgen til sen aften.
Torsdag aften svarede politikere fra 12 partier beredvilligt på spørgsmål i direkte samtale med vælgerne i to timer i Jyllands-Postens hus på Aarhus Havn. Tilbagemeldingen efterfølgende er, at de samtaler gjorde vælgere og kandidater klogere på hinanden. Og så må man bare håbe, at vælgerne tror på og kan have tillid til det, de fik at vide ved bordene. At ordene fra valgkampen også gælder efter den 16. november. Det er ret åbenlyst, at ikke alle bredt set er overbevist om, at det er tilfældet.
Da Jacob Bundsgaard forleden på Facebook understregede, at »det sydlige Aarhus i Tranbjerg, Beder-Malling, Solbjerg osv. såvel som alle de andre byer og lokalområder i Nord, Øst og Vest i kommunen i lige så høj grad er en del af Aarhus og udviklingen, som Aarhus C er det«, lød et af svarene eksempelvis således:
»Det glemmer du efter valget, du/I politikere lover en masse før valget. Du siger, Aarhus er mere end bare Aarhus C. Desværre mærkes det ikke.«
En anden ting er, om de politikere, der stiller op for et bestemt parti nu, også repræsenterer det parti i fremtiden. Som JP Aarhus beskriver søndag, har den seneste valgperiode budt på et historisk højt antal såkaldte partihoppere. Siden valget i 2017 har syv politikere, som blev valgt til Aarhus Byråd for ét parti, forladt det og tilsluttet sig et andet.
Måske særligt i politik skal der være plads til, at man kan blive klogere. Hvis man forlader et parti i forandring for at stå værn om det, man tror på, er det ærværdigt. Kommunalforsker Roger Buch forklarer i øvrigt, at man forringer sine chancer for genvalg ganske markant ved at skifte parti.
Men træder man ind i et nyt parti, fordi det er opportunt og bekvemmeligt, er sagen en noget anden.
I første omgang må man forlade sig på sine evner som kandidatkender. Eksempelvis i tilfældet Mahad Yussuf, som i 2020 forlod Socialdemokratiet efter 23 års medlemskab og nu stiller op for Radikale Venstre. Han står på mål for sine værdier og kan næsten med sikkerhed sige, at Radikale Venstre deler han værdier med.
»Så det kan vælgerne være helt trygge ved,« som Mahad Yussuf siger.