August blev en dyr måned for de aarhusianske restauranter – og for borgmesteren

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det brænder bogstaveligt talt på for det aarhusianske restaurationsliv.

Statens erstatninger for de restriktioner, der er pålagt erhvervslivet i forbindelse med regeringens nedlukning af Danmark, rinder ud. Også for restauratørerne venter en ny hverdag. Det gør kunderne tilsyneladende ikke.

I Aarhus lader hoteller, caféer og restauranter til at være særlig ramt. De seneste ugers coronaopblusning i byen har gjort gæsterne tilbageholdende. Ifølge restauratørerne er der stille derude, og drømmen om et boost fra festugen er for længst slukket.

Selv om den lave aktivitet næppe kan tilskrives borgmesteren alene, gjorde han sig på et dystert pressemøde i begyndelsen af august til ansigtet på en by, der åbenbart ikke længere ser muligheder, tænker kreativt og får tingene til at ske på trods. Elementer, som ellers gennem årtier har været grundlaget for byens fremgang.

»Aarhus står i en alvorlig situation, og der er brug for, at vi arbejder sammen. Og der er ikke mindst brug for, at vi alle sammen, alle borgere i Aarhus – ja i virkeligheden alle borgere i Danmark, træder til og finder den agtpågivenhed og den opmærksomhed frem, som vi havde i begyndelsen af coronakrisen,« lød det alvorstunge budskab den 6. august.

Om det var nødvendigt med det store rykind af kameraer i Rådhusparken, kan diskuteres. Men det satte spor, og stærkt bekymrende meldinger fra Styrelsen for Patientsikkerheds udsendte og politidirektøren bidrog yderligere til et statsautoriseret sortsyn.

Bundsgaard havde heldigvis ikke taget ved lære af Mette Frederiksens omklamrende retorik i statsministerens taler til befolkningen. Hans sætninger var trods alt længere, ordene havde flere stavelser, og tonen var ikke så nedladende. Men sanktionerne i Aarhus var uforståelige. Fint med mundbind i busserne, men hvorfor ikke også under indkøb, som det – også uvist af hvilke årsager – blev anbefalet i Silkeborg. Det svæver f.eks. også stadig i det uvisse, hvorfor ungdomsuddannelserne skulle lukke ned, mens festen dunker videre i Botanisk Have, så løv ryster, og skraldemænd segner.

Hvad var den sundhedsfaglige begrundelse? Tilsyneladende ikke større, end den kunne overbringes fra styrelsen til kommunen på en mundtlig orientering. Gennemsigtigt er det ikke just, og kan man tale om egentligt ansvar, før grundlaget for ens beslutninger er velkendt?

Som sagt var der nok en del aarhusianere, der uagtet borgmesterens melding og alene på grund af smittetallenes udvikling blev mere forsigtige i deres adfærd, herunder droppede middag og drinks ude i byen. Bundsgaard sagde ikke, vi skulle blive hjemme, men borgmesteren blev ansigtet på den lokale krise, og i restaurationskredse har han været særdeles udskældt. Også mere, end hvad restauratørerne vil lade sig citere for i avisen.

De, restauratørerne, har allerede fyret de studerende på deltid og andre løsarbejdere. Næste skridt er kokkene og tjenerne. Kernemedarbejdere, som er en forudsætning for drift. Det er medlemmer af 3F, der ellers støtter Socialdemokratiet og borgmesteren til både hverdag og til valgkamp. Hos 3F i Rymarken har man næppe været begejstret for situationen, og var det et forsøg på at klinke skårene, da borgmesteren fredag opfordrede aarhusianerne til at opsøge restauranter med ”organiserede forhold”?

Jacob Bundsgaard har med sit forsøg på at tage ansvar for byen bragt sig i en udsat og – for ham – uvant position. Fredag stod han igen i spidsen, men nu for et mere optimistisk budskab; smittetallene er på rette vej, og de særlige restriktioner lempes. Men bundlinjer lyver ikke, og august sled ikke bare på restauranternes regnskaber. De sled også – helt uvant og til dels udnødvendigt – på borgmesterens ry.