Tænk, hvis man kunne idømme en af mine unge kriminelle et år hos Nicolai Moltke-Leth i stedet for et år i fængsel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er til enhver tid ca. 3.500 indsatte i danske fængsler, hvoraf de ca. 150 er kvinder. Kvinder udgør altså en forsvindende lille del af de alvorligt kriminelle i samfundet. Det er mænd, mænd og atter mænd, der begår alvorlig kriminalitet, og det har enorme omkostninger i både tårer og penge. Det koster små 1,8 mia. kr. i direkte omkostninger at drive vores fængsler om året, og her er altså ikke indregnet omkostninger til politiet, socialarbejderne, hospitalerne osv. osv. Det koster små 2.000 kr. i døgnet at være indsat i et lukket fængsel, mens en fodlænke ”kun” koster ca. 400 kr. i døgnet.

Det er helt utroligt smertefyldt og dyrt at drive socialt arbejde for kriminelle, og derfor er det vel også rimeligt, at vi som skatteydere har nogle ambitioner for den måde, hvorpå vi straffer og behandler de kriminelle og udsatte mænd?

Som præst i Kirkens Korshær oplever jeg igen og igen, hvad jeg kalder straf uden ambitioner – altså at vi som samfund helt har opgivet og afskrevet de mennesker, som vi straffer og derfor dybest set er ligeglade med, hvordan det går de straffede efterfølgende – bare vi får dem væk fra gaden i et stykke tid. Tilbagefaldsprocenten – eller recidivprocenten – er tårnhøj. For mænd, der får en ubetinget fængselsstraf, er den på hele 34 pct. – altså mere end hver tredje, og blandt de unge i alderen 18-30 år er tilbagefaldsprocenten et godt stykke over 40 pct.

Når unge kriminelle blandt Kirkens Korshærs brugere igen kommer i fængsel, så er jeg begyndt at sige, at de skal på ”efteruddannelse” i kriminalitet. Vi sender dem bare til afsoning, og så hygger de sig med ligesindede i de måneder eller år, afsoningen varer, og vender tilbage med hovedet fuld af idéer og lyst til ny kriminalitet. Det siger de faktisk selv.

Lad mig slå det fast med syvtommersøm – straf uden ambitioner gør ikke mennesker bedre. Tværtimod. Jeg møder hver dag unge kriminelle, som har brug for omsorg, et varmt og stærkt faderforbillede, disciplin og ros – og i stedet mødes de med straf, mistillid, manglende støtte og foragt. Mange af mine unge kriminelle er vokset op i frygtelige hjem, har oplevet anbringelser, vold, afsavn og manglende støtte. Mange af mine unge kriminelle har aldrig haft en far eller et stærkt faderforbillede og ingen kærlig og stærk disciplinering. Mange af mine kriminelle er skønne unge mænd, der er kommet på afveje, og som oplever, at vi som samfund ikke længere har nogen ambitioner om at bringe dem på ret køl.

Jeg efterlyser straf med ambitioner. Jeg efterlyser straf, der udnytter de mange stærke statsinstitutioners mulighed for at løfte og opbygge. Jeg efterlyser straf, hvor respekten og omsorgen for den enkelte unge mands liv er vigtigere end samfundets behov for at få hævn. Jeg forstår til fulde behovet for straf – men jeg ærgrer mig over, at vi som samfund bruger så mange milliarder hvert år med så få ambitioner. Det kan gøres så meget bedre, hvis vi tør.

Alle mænd har brug for mandlige forbilleder, og et af mine forbilleder er Nicolai Moltke-Leth. Han er tidligere jægersoldat og løjtnant af reserven, og i 2006 stiftede han skolen True North i håbet om at forbedre unges livskvalitet. Tusindvis af unge har siden lært af Nicolai Moltke-Leth og fået styr på deres liv og fremtidige opgaver. Han kan ændre unge mænds selvopfattelse og livsbane, det er et faktum. Nicolai Moltke-Leth fik selv en del af sin dannelse i forsvaret, men i dag tager forsvaret ikke noget socialt ansvar for de unge kriminelle, selv om det opererer med både den disciplin og de ressourcer, der for alvor kunne ændre en ung mands livsbane.

Tænk, hvis man kunne idømme en af mine unge kriminelle et år hos Nicolai Moltke-Leth i stedet for et år i fængsel. Tænk, hvis Nicolai på samfundets vegne blev chef for forsvarets ”Ridderskole”, hvor unge utilpassede mænd fik nærhed, pædagogik, disciplin og uddannelse til at se på sig selv og på verden med ny øjne. Tænk, hvis forsvaret og de andre store statsinstitutioner også så det som deres samfundsopgave at hjælpe de udsatte unge mænd i stedet for kun at hyre de bedste. Sikke en forskel det kunne gøre.