Bor der en Paludan i flere af os?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste er i løbet af de seneste fem-ti år blevet bekendt med digitalisering og dens teknologiske forstyrrelser og velsignelser. Til kvalmende niveauer har vi hørt om disruption, eksponentiel udvikling osv. Og jeg har selv været en af disciplene. Færre har brugt lige så meget tid på at undersøge, hvad den hastige disruption og forskydning af muligheder og magt egentlig betyder for mennesket – for dig og mig. Altså helt ind under huden til de steder, der ikke kommer frem på arbejdet eller på Instagram osv. De seneste to år er der dog i stigende grad kommet fokus på nogle af de slagsider, der også melder sig i kølvandet på digitaliseringens herligheder, da statistikken og nyhederne er begyndt at melde om forandringer helt ind i dagligstuerne, helt ud på gaden og helt op til de skråsikre. Både Ukraines præsidentvalg, danske Paludan, de tomme klasselokaler i folkeskolen om fredagen og udskiftninger på direktørgangene spiller akkompagnement til den nye melodi. Lad os se lidt på det.

»Skriften på væggen er helt tydelig, når Rasmus Paludan på rekordtid indsamler 20.000 vælgererklæringer hurtigere, end Ghita Nørby kan nedbryde en journalist i et interview«

De nye tider kalder på nye ledere: Om vi ser på vores virksomheder, institutioner, medier eller vores land er underordnet. De seneste 20 år med internet og særligt de seneste 10 år med hastig digitalisering har ændret fundamentet for både vores virksomheder og institutioner og sågar demokratiet. Vi står pludseligt i en tid, hvor depression ifølge World Economic Forum er verdens dyreste lidelse for samfundet, hvor giganten Amazon bruger robotter til at monitorere og fyre ansatte, og hvor chefer leder efter emotionel intelligens hos sine talenter, fordi de har robotter og computere til det meste andet. Digitaliseringen er også krøbet i demokratiets dna, hvilket f.eks. ses af Ukraines seneste præsidentvalg, hvor Volodymyr Zelenskij blev valgt udelukkende på baggrund af Youtube-videoer og Instagram-opslag. Ingen tv-debatter osv. Nye og spinkle veje til “demokratiet” ses også for fuldt blus herhjemme disse tider, hvilket både sætter ild i sindene og i Nørrebro.

Vi skal turde indse, at der er fornyet brug for menneskelig, klog styring og orientering. Brug for en ny sårbarhed og visdom, ja, noget så “gammeldags” som visdom. Det teknologiske fremskridt kommer ikke med hverken blik for helbred, sammenhængskraft, moral eller ønsker for civilisationernes formåen. Teknologien kommer bare som et sammensurium af en global Frankenstein-samskabelse. Det er op til os at overkomme iveren, grådigheden og besættelsen af sociale medier, hastighed, udbredelse og erobring og bruge det til humane initiativer, der peger fremad og indad. Det er svært. Jeg synes, det er rigtig svært.

Nyhedsmediet Bloomberg skriver i april, hvordan automatisering vil æde 50 pct. af jobmarkedet i løbet af 20 år. Og vi får vink med vognstænger af denne type stadigt oftere. Vi skal altså overveje, hvad mennesker kan og skal sådan helt generelt i en tid, hvor kunstig intelligens kan løse en lang række af de førhen, ophøjede menneskelige opgaver – hurtigere og bedre. Det hæderkronede universitet MIT har netop annonceret, at de vil bruge en milliard dollars på et nyt AI-fakultet. Vi sætter altså verdens klogeste hoveder i gang med at undersøge, hvordan vi i stigende grad kan overflødiggøre menneskelig intelligens og opgaveløsning. Med andre ord; automatisering er ikke længere de fattiges problem; det er i stigende grad også ved at blive virkeligheden for højtuddannede såsom læger, advokater, ingeniører.

Så selvom vi har følt os sikre med høje uddannelser, så er vi altså ikke uundværlige. Selvfølgelig ikke. Og min pointe er, at det bliver ignoranterne, der er den kommende underklasse. Og hvem ved, måske gemmer vi også på en indre Paludan eller på noget af raseriet fra dem, han demonstrerer mod, når og hvis vi bevæger os nedad i hierarkiet og bliver presset på resterne af vores stolthed eller tryghed.

Den dystopiske prognose er ikke bare en fornemmelse, jeg har. Ifølge Gallups Global State of Emotions report 2018, så er verden vredere, mere bekymret og mere deprimeret end tidligere. Vi ser det også i undersøgelserne generation Z – født efter 1995 – der viser, at de er bekymrede for fremtiden, hvilket vi også ser af de tomme lokaler i folkeskolerne om fredagen. De unge er også ensomme, stressede og deprimerede i meget højere grad end for bare 10 år siden, og så bliver de diagnosticeret som aldrig før, hvilket vi kan se af en rapport fra Kommunernes Landsforening fra 2018, samt statistik fra Center for Ungdomsstudier fra 2017 osv. Næste år fylder disse unge – generation Z – 40 pct. af arbejdsmarkedet og købekraften.

Vi har brug visionære ledere og nogle gangbare og stærke bud på en værdig og langsigtet fortælling og indsats for mennesket og vores samfund. Det gælder både på vores arbejdspladser, hvor der efterspørges formål og mening, i vores institutioner, som i høj grad er før-digitale på en lammende måde, og ikke mindst i vores folketing, hvor danskerne skriger efter retning og visioner, hvilket ses af fløjpartiernes blomstring. Behovet for store visioner og nødvendig handling hænger desværre ikke så godt sammen med, at vi står i en komplet visionsforladt tid, hvor de større partiers politikere stirrer sig mere og mere blinde på stadigt lavere fællesnævnere, alt imens folket har en lavere tiltro til dem end til tjekkiske gadesælgere. Jeg savner sådan en bærende fortælling, der kan rumme den digitale og globale tids nye grundlag, nye spil og nye magtbalancer. Det er, som om vi kun udskifter spillere, selvom det er hele spillet, der trænger til forandring. Vi skal kunne rumme den stigende, globale kompleksitet i vores samfundsstrukturer; også selvom det komplekse skræmmer rigtig mange, der hellere tyr til forsimpling med stærke følelser ovenpå eller til obskøne romantiseringer af tidligere tider – “Make x,y,z Great Again”. Det ser vi også i Danmark for tiden.

Et eksempel på dette og et symptom på tiden og dens frustration ses af de ca. 25 pct. af mediedækningen, der med lugten af blodrus og rendyrket clickbait udfyldes af en narcissistisk, klovneagtig neokorsridder, der med munden fuld af lort og en forsimplet “det er bare deres skyld”-strategi forsøger at løse en kompleks sammenhæng med en forsimplet tilgang. Det er ganske interessant at opleve, hvordan det samler især nationens sure og aggressive mænd og drenge – sorte som hvide; men mænd. Skriften på væggen er helt tydelig, når Rasmus Paludan på rekordtid indsamler 20.000 vælgererklæringer hurtigere, end Ghita Nørby kan nedbryde en journalist i et interview.

Historien vil vide, at de sure oftest er sure, fordi de er bange. Og sagen er den, at vi står overfor en tid, hvor rigtig mange af os kan gå hen og blive bange pga. ny teknologi, afledte effekter, nye magtforskydninger osv., som jeg har nævnt i denne klumme. Den bedste kur mod tidens kapløb i blindgyden må være at rumme tidens kompleksitet, transcendere dens operativsystem og skabe en ny vej, en ny historie og et nyt fællesskab, der kan bevæge sig fremad.