Enormt besparelsespotentiale på skoleområdet i Aarhus
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jyllands-Posten skriver søndag d. 22/10, at Aarhus i de kommende år vil opleve en markant stigning i antallet af elever. Ifølge en fremskrivning vil elevtallet for hele kommunen i 2040 være steget med 12.000. Dette bør give anledning til at revurdere indretningen af skolerne og udgifterne hertil.
Aarhus Kommune er nemlig én af de kommuner, der bruger flest penge på folkeskolen pr. elev. Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets tal har Aarhus Kommune i 2017 udgifter pr. elev på hele 72.970 kroner. I sammenligning hermed bruger de fem kommuner med færrest udgifter pr. elev 53.270 kroner.
Med en gennemsnitlig forskel på 19.700 kroner skulle man forestille sig, at eleverne i disse kommuner præsterer dårligt i skolen. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Hvert år udgiver Cepos en opgørelse over undervisningseffekten i landets kommuner. Her viser det sig, at kun i én af de fem kommuner, som har færrest udgifter pr. elev, præsterer eleverne dårligere end forventeligt, hvis man korrigerer for deres sociale baggrund. Med andre ord tyder det på, at der ikke er nogen sammenhæng mellem udgifter og elevernes præstationer.
Det er en foruroligende indsigt, når man i Aarhus Kommune har så højt et udgiftsniveau. Det indikerer, at vi kan gøre det bedre i Aarhus Kommune. Hvis Aarhus Kommune havde samme udgiftsniveau som de fem mest effektive kommuner, ville man årligt kunne spare mere end 659 millioner kroner. Sætter vi ambitionsniveauet en anelse lavere – og sætter udgifterne til 62.970 kroner pr. elev – vil man stadig kunne høste en besparelse på over 330 millioner. Det er værd at bemærke, at knap en tredjedel af landets kommuner i forvejen drives med et tilsvarende udgiftsniveau pr. elev – hvorfor skal Aarhus Kommune så ikke kunne det?
Det er alene et spørgsmål om vilje, hvis udgifterne skal reduceres. I 2007 anvendte Aarhus Kommune ligeså mange kroner pr. elev som Dragør Kommune, der i dag er den mest effektivt drevne kommune på skoleområdet. Aarhus Kommune anvender i dag 22.000 kroner mere pr. elev end Dragør Kommune, selvom Aarhus Kommunes demografi faktisk har ændret sig i en mere socioøkonomisk gunstig retning gennem de seneste ti år ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets tal. Det peger på, at Aarhus Kommune er blevet for magelig, og at man har et enormt besparelsespotentiale, der nemt kan realiseres, uden det går ud over kvaliteten af undervisningen.