Politikerne ofrer den landskabelige kulturarv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aarhus er udnævnt til europæisk kulturhovedstad i 2017, og forståeligt nok rejser Jyllands-Posten spørgsmålet om, hvordan man bevarer vores landskabelige kulturarv i et hastigt voksende byområde som Aarhus.

Som foregangseksempel herpå fremhæver man området ved Moesgaard Museum, hvor det nye museum på enestående vis er integreret i landskabet på en måde, som har vakt genlyd i hele verden og gjort området til en turistmagnet.

Har man først oplevet den indre ro, som udsynet fra museets græsklædte tage giver betragteren ud over guldalderlandskabet og Aarhus Bugt med Tunø og Samsø i baggrunden, vil enhver forstyrrelse heraf være at opfatte som overgreb og hærværk på et af vore smukkeste kystfarvande.

Desværre lurer ødelæggelsen af denne ro og idyl med genoptagelsen af planerne om etablering af en havvindmøllepark med 20 kæmpe 150 meter høje vindmøller i en rodet opstilling midt i området mellem Østjyllands kyst, Tunø, Samsø og Helgenæs.

Projektet, kaldet Havvindmølleprojektet Mejlflak, er allerede nu så langt fremme, at et privat projektfirma, European Energy A/S, med en godkendt forundersøgelse (VVM-redegørelse) i hånden har søgt om etableringstilladelse, to dage før en ny lov trådte i kraft.

Vel at mærke en lov, der skulle give kommunerne indsigelsesret og dermed mulighed for at stoppe uønskede projekter. Det skal i parentes bemærkes, at såvel Samsø som Odder Kommuner har protesteret mod projektet.

Henvendelser til energiminister Lars Chr. Lilleholt om at få projektet stoppet har hidtil været forgæves og er blevet affejet med, at projektet er underlagt den gamle lov, samt at han ikke ønsker at lovgive med tilbagevirkende kraft. I forlængelse heraf har han meddelt, at han ikke agter at foretage sig yderligere i sagen.

Møller ved fredet område

Projektet bør rettelig hedde Havvindmølleprojektet ved Mejlflak, da det er lokaliseret umiddelbart syd for det fredede Natura 2000-område Mejlflak midt i Aarhusbugten. En placering så tæt på det fredede område, at møllevingerne afhængigt af vindretningen vil række ind over det fredede område.

Afstanden fra de 150 meter høje havvindmøller til de fredede kystområder ved Samsø og Tunø er visse steder kun 4 km. Samlet vil møllerne brede sig i et 5-6 km bredt bælte, svarende til ca. halvdelen af bugtens bredde.

De første planer for projektet blev iværksat allerede i 2009 med efterfølgende etablering af selskabet Havvind Århus Bugt (HÅB), der gennemførte en forundersøgelse, der trods tusindvis af protester blev godkendt af Energistyrelsen i sommeren 2014.

Initiativtagere til projektet var en række miljøforkæmpere på Djursland stærkt støttet af den daværende formand for energiselskabet NRGi Søren Egge Rasmussen (EL), der indædt arbejdede for en gennemførelse af projektet, der i sidste ende kostede ham jobbet som bestyrelsesformand.

Projektets vakkelvorne økonomi og frafald i den folkelige opbakning førte til, at NRGi var nødsaget til at overtage hele ejerskabet af projektselskabet HÅB og efterfølgende tvang selskabet til endeligt at opgive projektet i efteråret 2015.

I konsekvens heraf overtog Energistyrelsen ejerskabet til projektet og den godkendte forundersøgelse (VVM-redegørelse) og kan i henhold til VE-loven (loven om fremme af vedvarende energi) disponere herover til anden side.

Som anført i VVM-redegørelsen var en væsentlig forudsætning for projektet den folkelige opbakning, der blev søgt bibragt via et ejerskab af lokale energiselskaber langs Aarhusbugten samt et privat etableret vindmøllelaug.

Placeringen af havmølleparken blev ifølge VVM-redegørelsen derfor lagt fast til Aarhusbugten uden hensyntagen til bedre vindforhold andre steder og uden en sædvanlig undersøgelse af alternative placeringsmuligheder.

Som projektplanerne skred frem, voksede modstanden mod projektet og medførte efter tusindvis af protester fra grund- og fritidshusejere i den sydlige del af Aarhus Bugt, at alle de lokale energiselskaber med undtagelse af NRGi trak sig fra projektet, ligesom Samsø og Odder Kommuner lagde afstand til projektet og pegede på bedre alternative placeringer.

Samsøs borgmester bad således indtrængende om at få flyttet projektet til Paludans Flak ved Samsøs sydkyst.

Efter syv års usikkerhed er resultatet nu, at Energistyrelsen uden hensyntagen til den manglende folkelige opbakning kan videregive en etableringstilladelse til et privat projektselskab uden ministerens godkendelse.

Smertegrænsen er nået

”Nordsjælland er for ’følsomt’ til landmøller”. Sådan lød overskriften i en artikel fra JP’s Energiwatch i sidste uge.

Trods gode vindforhold i flere nordsjællandske kommuner siger stort set alle kommuner nord for København nej tak til vindmøllerne. Forklaringen er, lyder det lidt elitært, at landskabet er for smukt til vindmøller, og området er for tætbefolket.

Problemet med at finde egnede placeringsmuligheder for vindmøller eksporteres med andre ord til det vestlige Danmark og de kystnære områder.

Hvad angår opsætningen af landvindmøller, synes smertegrænsen at være nået i mange kommuner, hvor flere og flere kommuner i det jyske siger fra med udgangspunkt i deres indsigelsesret.

Samme indsigelsesret har man hidtil ikke haft i de kystnære områder, idet opsætning af havvindmøller her er underlagt Energistyrelsen. Med en justering af VE-loven pr. 1. januar 2017 er kommunerne sikret en begrænset indsigelsesmulighed.

Tilbage står som tikkende bomber mod kulturarven en række ansøgninger efter det såkaldt ”åben dør”-princip (som også Mejlflak-projektet tilhører), som politikerne tilsyneladende ikke ønsker at røre ved, uanset at Energistyrelsen er meddelt en ”one stop shop”-mulighed og dermed reelt i alle faser kan standse og godkende et vindmølleprojekt uden ministerens godkendelse.

Kun én ting synes mølletilhængere og -modstandere at kunne blive enige om, nemlig at møllerne blive kønnere og kønnere i takt med afstanden til egen baghave.

Realiseres planerne om en havvindmøllepark i Aarhus Bugt, vil denne stå, ikke som et fyrtårn for dansk teknologi, men derimod i måske 30-40 år som en skamstøtte over politikernes manglende formåen og udsyn for bevarelsen af vore smukkeste landskaber.