Hvem er til for hvem?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Store uoverensstemmelser mellem 300.000 patienter og en gruppe psykiatere skaber stor utryghed blandt patienterne.

Psykiatere, der er dedikerede til at ”gøre en forskel” for patienter med såkaldte ”funktionelle lidelser”, glemmer patienterne. Langt hovedparten af patienterne ønsker ikke psykiaternes hjælp.

Hvorfor ikke? Svaret er enkelt: De fysisk syge patienter, der antages at have såkaldte ”funktionelle lidelser”, formenes adgang til tilstrækkelig udredning. Fysiske sygdomme overses. De fejldiagnosticeres og fejlbehandles (med psykiatriske behandlingsmetoder).

Patienter og berørte patientforeninger er meget kritiske og yder modstand. Uden at de dog af den grund hverken tages alvorligt eller høres. De synes som ”utaknemmelige skarn”, hvilket tydeliggøres i en artikel i ugeskriftet forleden, hvor to kolleger til psykiater og professor Per Fink, leder af Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, fortæller, at professoren ind imellem er skuffet og ked af den store modstand fra de patientgrupper, han er dedikeret til at hjælpe, samt at professoren misforstås.

For patienterne er der dog ikke noget at misforstå. De ønsker hverken en psykiatrisk diagnose eller psykiatrisk behandling. De ved, at der kan gøres andet og mere for at afhjælpe deres fysiske sygdomme, og de støttes af udenlandske forskere og specialister.

Professoren føler, »han er patienternes skydeskive og bruger megen tid på at korrigere nonsens«. Hvis udenlandske forskere og specialister leverer nonsens, gøres professoren uret. At undlade at lytte til både specialister og patienter synes dog uredeligt. At mange af de fysiske sygdomme både kan diagnosticeres og behandles i udlandet, formindsker ikke uredelighed og frustrationer. Tværtimod.

Én lidelse

I professorens uafsluttede forskningsprojekt antages, at 300.000 med ca. 30 forskellige fysiske sygdomme fejler én og samme psykiatriske lidelse. F.eks. skulle hypermobilitet, stofskiftesygdomme, lænderygsmerter, tinnitus, piskesmæld, overfølsomhed og yderligere ca. 25 fysiske, hidtil uforklarede, godkendte diagnoser alle være én og samme psykiatriske lidelse.

Professoren taler i en anden nylig artikel i ugeskriftet om, at der kun sjældent findes psykologiske årsager til funktionelle lidelser, samtidig med at han udtaler, at funktionelle lidelser ofte skyldes en kombination af medfødt sårbarhed, belastning eller stress. Dette er direkte modsætningsfyldt.

Han taler også om, at han ikke kan vente på biologiske forklaringer. Er det en indrømmelse af, at sygdommene alligevel er fysiske? De mange modsætningsfyldte udtalelser forvirrer patienterne.

Professoren har hidtil fremhævet, at 25 pct. bliver raske, og yderligere 50 pct. får det bedre af kognitiv terapi. Kan biologiske sygdomme helbredes af kognitiv terapi? Svaret er nej. Patientforeningerne konstaterer, at hovedparten ikke bliver hverken raske eller får det synderligt bedre af terapi – eller psykofarmaka.

De omsorgsfulde psykiateres velmente behandling ”kører patienterne over”, stigmatiserer og nedværdiger dem.

Patienterne ønsker at blive set, hørt og taget alvorligt. Så kort kan det siges.

Hvorfor er denne store patientgruppe mon sat helt uden for lov, ret og orden?

Det virker unægteligt, som om patienterne er til for psykiaterne og ikke omvendt.