Den Gamle By er klar med ny type pensionistrabat
Museet har hentet inspiration i udlandet til en ny type rabat, som alle pensionister kan få fra nytår. Rabatten erstatter en ordning, som kun pensionister i Aarhus hidtil har kunnet få.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fra nytår 2017 kan alle pensionister veksle en billet, der er købt til fuld pris, til en årsbillet. Fuld pris er i 2017 135 kr. Køber man billet i lavsæson (75 kr.) eller mellemsæson (110 kr.), kan man betale differencen op til 135 kr. og dermed komme gratis ind resten af året – til særudstillinger, til sommerarrangementer, til temadage, til koncerter og til julehøjtiden i Den Gamle By, lige så tit man lyster.
Den Gamle By har i mange år haft en særlig ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister. Så vidt jeg har forstået, var det i tidernes morgen et krav fra Aarhus Kommune som en slags genydelse for kommunens tilskud til Den Gamle By.
Det krav har kommunen imidlertid ikke stillet i mange år, ligesom den heller ikke stiller sådanne krav til Den Gamle Bys kolleger på Aros eller Moesgaard.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den hidtidige ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister har givet anledning til mange klager. Personalet i Den Gamle Bys billetsalg har haft meget bøvl og besvær, når det skulle forklare en pensionist fra en nabokommune, hvorfor den pågældende skulle betale fuld pris, mens den aarhusianske pensionist lige var gået ind uden at skulle betale. Ja, i 2016 blev der ligefrem klaget til ombudsmanden over denne forskelsbehandling. Efter lidt skriveri frem og tilbage besluttede ombudsmanden dog ikke at gå ind i sagen.
Den nye ordning kommer til at gælde for alle danske pensionister og efterlønnere, hvorved den hidtidige forskelsbehandling ophører.
Det er endvidere værd at gøre opmærksom på, at Den Gamle By ligesom så mange andre er ramt af en statslig grønthøster, det såkaldte omprioriteringsbidrag, der hvert år reducerer tilskuddet med 2 pct. Det gælder alle, der modtager tilskud fra staten, og med 2 pct. i 2016, 2 pct. i 2017, 2 pct. i 2018 osv. bliver det efterhånden ganske mange penge, som museet er nødt til at finde på anden vis.
Den Gamle By er nødt til selv at tjene penge for at kunne passe på og formidle den vigtige kulturarv, som museet rummer. Men vi er meget opmærksomme på, at vi ikke laver museum for at tjene penge, men derimod tjener penge for at lave et ordentligt museum.
Hjælp til demente
At vi selv tjener penge, gør det f.eks. muligt at opretholde en helt særlig ordning for ældre, der er ramt af demens. En ordning, som er berømmet både i Danmark og i udlandet, og som senest har vakt stor interesse i New York.
Med den nye rabatordning for pensionister er vilkårene ens for alle, og så er det en meget billig ordning for dem, der har lyst til at besøge Den Gamle By mere end én gang på en sæson.
Modellen med at veksle en billet, som er købt til fuld pris, til et kort, der gælder resten af året, har vi fundet hos to engelske kollegamuseer, nemlig Beamish Museum i det nordøstlige England og Black Country Living Museum i West Midlands. Her er modellen en kæmpe succes. Det tror og håber vi også, at den bliver i Danmark og i Aarhus.