Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvor kommer strømmen fra?

Hvert år udgiver Energinet.dk en redegørelse for, hvor strømmen i det danske elektricitetsnet kommer fra.

Jens Colding , Gl. Thyregodvej 67, Brande

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvert år udgiver Energinet.dk en redegørelse for, hvor strømmen i det danske elektricitetsnet kommer fra. De kaldes deklarationer.

Energinet.dk ejes som sådan af staten, men bedriver ellers selvstændig virksomhed. Energinet.dk skriver selv om sin virksomhed:

»Energinet.dk bidrager til den grønne omstilling af energisystemet og medvirker til, at omstillingen bliver til gavn for det danske samfund.« Og det er da et ædelt mål.

Man kan kun søge disse deklarationer digitalt. Det er en skam, for hvis man vil forstå sagen, som fremstilles meget komplekst, er det helt nødvendigt, at kunne bladre frem og tilbage for at holde overblikket. Men det er der måske gode grunde til; måske er det slet ikke meningen, at indholdet skal kunne forstås.

I 2015-redegørelsen er der to deklarationer, som er så forskellige, som noget kan være.

Den første hedder noget så fint som Environmental Declaration of Electricity. På spørgsmålet om, hvor strømmen kommer fra, svarer den:

Fossile brændstoffer: 25 pct.

Sol, vand og vind : 67 pct. (inclusive vandkraft fra de norske elve)

Atomkraft: 4 pct.

Den anden deklaration hedder Generel Declaration of Electricity. Den svarer på det samme spørgsmål:

Fossile brændstoffer: 65 pct.

Sol, vand og vind: 15 pct.

Atomkraft: 20 pct.

Det er da en forskel, der vil noget.

Det skal siges, at den generelle deklaration har fået en markant stedbroderlig placering. Man skal lede meget ihærdigt, før man finder den.

Men den er der, for det skal den være ifølge EU!

Hvilken deklaration er så retvisende? Det er den generelle deklaration!

Men vi skal huske, at Energinet.dk ser det som sin opgave at fremme den grønne omstilling. Man vil ikke for nogen pris indrømme, at satsningen på grøn energi er et fatamorgana, et drømmesyn, som aldrig lader sig opfylde, men alene et voldsomt økonomisk eksperiment opstået i ideologiske, verdensfjerne hjerner.