Patienter med visse diagnoser må ikke overlades til sig selv
Det bør ikke være diagnoser, der er afgørende for, om et ubærligt lidende menneske kan få hjælp eller ej.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Karakteren af lidelsen og ikke diagnosen bør være afgørende for, om en patient kan få hjælp eller ej.
I en kronik i Jyllands-Posten d. 17/8 skriver to overlæger om problemstillinger relateret til den palliative indsats. På Rephas’ hjemmeside (Videncenter for Rehabilitering og Palliation) defineres palliation som lindring. Palliation kan »anvendes om den professionelle indsats for at forebygge og lindre lidelser for mennesker ramt af livstruende sygdom (f.eks. lungesygdom, hjertesvigt, kræft, kronisk nyresygdom og neurologisk sygdom).« De to overlæger glemmer én væsentlig problemstilling, nemlig at den palliative indsats ifølge definitionen bør rettes mod alle, der har en livstruende sygdom. Selv om Repha har taget fat i andre lidelser end kræft, er kræftpatienter i årevis blevet prioriteret højst i denne sammenhæng. Selv om der ligger stærkt lidende mennesker rundt omkring i Danmark. Ubærligt lidende, der ofte er opgivet af lægerne, fordi de ikke hører ind under målgruppen for en palliativ indsats.
Men hvorfor er der forskel på mennesker? I sagens natur bør det ikke være diagnoser, der er afgørende for, om et ubærligt lidende menneske kan få hjælp eller ej, men graden af lidelse.
Læger går oftest højere op i diagnoser end i lidelse, selv om læger har forpligtet sig til at hjælpe alle på deres vej – med enten helbredelse, lindring eller trøst. Desværre falder nogle patienter igennem det net, der ellers burde sikre dem hjælp. Nettet får større og større huller. Har man ikke en af de diagnoser, der har størst bevågenhed og en stærk og pengestærk patientforening bag sig, risikerer man at blive overladt til sig selv, alene og på herrens mark.
Det er ikke godt nok. En palliativ indsats bør fremover omfatte alle ubærligt lidende, hvis lidelser ikke kan helbredes, og ikke kun en afgrænset og i forvejen højtprioriteret gruppe.