Forbrydelser betaler sig åbenbart alligevel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med den afgjorte dom over sigøjnerbossen Gimi Levakovic har retssystemet bevist, at forbrydelser betaler sig i tilfælde som med denne sag.

Grunden, til at dommerne ikke valgte at udvise Gimi Levakovic, er, at man henholder sig til, at han ikke har tilknytning til Kroatien, at han ikke taler sproget, og at man ved, at man ville bryde menneskerettighederne, såfremt man udviste ham.

Man har med dommen vist, at forbrydelser kan betale sig, når den eneste form for retfærdighed i retssystemet er, at man risikerer at få et tidsbestemt ophold i en lukket institution. En ikke særlig skæmmende trussel for en vaneforbryder med mere end 20 domme bag sig.

Har spillet Danmark et puds

Hele familien har spillet Danmark et puds, og muligheden var der for at vise, at man i Danmark ikke vil tolerere ”gæsteforbrydere” i landet, men nej, Højesteret bestemmer, og landet følger. Men netop her ligger et behov for en holdningsændring i dansk retsforståelse.

Vi har i de seneste ca. 50 år vænnet os til, at ansvaret for en kriminel handling ligger i samfundets struktur, en familiær opvækst, i regelsæt, konventioner osv. Man har taget ansvaret fra det enkelte individ for det enkelte individs egne handlinger.

Hvorfor er det, at Gimi Levakovic ikke er den, der har brudt sig imod menneskerettighederne, lovene, forståelsen for hvorledes det etablerede samfund fungerer, regelsættet i et moderne samfund og diverse konventioner?

Burde ikke netop han kunne straffes efter menneskerettighederne for at have svigtet sine børn som den forælder, han burde have været? For at have valgt at forbryde sig mod samfundet og enhver borger i landet ved at forbryde sig mod samfundets love, regler og normer?

Valgte selv forbrydelsens vej

Gimi Levakovic valgte selv en ussel og kujonagtig vej ved at sige ja til forbrydelser igen og igen, og i så stor grad at hans mindre børn er tvangsfjernet. Er det ikke et brud på menneskerettighederne?

Hans børn vil vokse op og kende deres far som en ussel forbryder, og ansvaret og skylden er udelukkende Gimi Levakovics egen.

Det skal man forstå i alle love, regler, konventioner osv.

Ansvaret er det enkelte individs eget.

I det offentlige rum vil han blive mødt med forargelse, hån og vrede i både blikke og udtalelser og måske endda tilråb på gaden. Han vil have svært ved at bevæge sig mange steder, og man kan jo så trøste sig med, at det næppe er et værdigt liv.

Danskernes forargelse vil vise sig i lys lue, og man skal være meget hårdkogt, om ikke man lader sig påvirke. Netop udsendelsen i tv og hans udtalelser til Ekstra Bladet tyder på, at han trods alt føler sig generet af danskernes dom over ham.

Nu vil samtlige politikere arbejde for at ændre lovgivningen, og det er såmænd meget godt. For i det hele taget mangler dansk retssystem en mere tidssvarende gennemgang.

Det er ikke kun af hensyn til udvisning som i Gimi Levakovics sag, men i vores forståelse for hvorledes ”retfærdigheden skal ske fyldest”.

Ikke tidssvarende

I vores straffesystem – der i dag er reduceret til et tidsbestemt ophold i en af statens institutioner – samt i vores syn på den kriminelle i sig selv bør der være mere afstandstagen til forbryderen og forbrydelsen.

Der burde vises mere afsky og forargelse og ikke en handlingsplan, hvor man fra dag et arbejder for at udsluse en forbryder til samfundet igen uden at have opnået en effektiv forståelse og mulighed for fortrydelse for forbryderen, og i særlig grad en forståelse for forbryderen om, hvorfor han har gjort noget forkert.

Vi er nødt til at følge med tiden, og dansk retssystem er ikke tidssvarende.

Nu kan vi så vente på, at Gimi Levakovic begår en ny forbrydelse og skal for en dommer igen. Ganske vist har han nu en dom for, at han ikke kan udvises til Kroatien, men han er jo født i Italien, og en ny sag ... ja, det er en ny sag!