Når retorikken kan ende med at spænde ben
Er det velvalgt, når den nye fodboldlandstræner kæder velvære og trivsel sammen med sportslige præstationer?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Norske Åge Hareide er Danmarks nye landstræner. At få tilbudt dette job er utvivlsomt en ære og er ikke mindst en anerkendelse af ens fodboldmeritter. Men at påtage sig et hverv, hvor man både skal udvikle spillestil, genopbygge kultur og samtidig levere resultater kontinuerligt frem mod VM slutrunden i 2018, må også have givet anledning til panderynker og grundige overvejelser, inden underskriften blev placeret på en toårig kontrakt. Trods en yderst gunstig lodtrækning er det nemlig langt fra givet, at et sårbart projekt som dette vil få et positivt udfald.
Bedømt på det seneste halve års præstationer kræver det mandsmod at overtage et landshold i så dårlig forfatning som det danske. Spillet var fantasiforladt og målene udeblev. Konsekvenserne heraf var mærkbare. Den nemmeste kvalifikation til en EM-slutrunde i nyere tid med deltagelse af upåagtede nationer som Albanien, Island, Nordirland, Ungarn og Rumænien glippede. At overtage landsholdet er altså modigt. Så meget desto mere modigt forekommer det, når man hører, hvordan han har tænkt sig at gribe opgaven an.
Ramt på stoltheden
Vi skal omkring den nyligt overståede pressekonference i et omklædningsrum i Parken, hvor han blev præsenteret som ny frontfigur. Sportsredaktør Morten Crone Sejersbøl skriver i en kommentar, hvordan Hareide charmerede sig i gang med rosende analogier til 1980’ernes dynamitdrenge og EM-triumfen i 1992. Heltekvad som disse er gode at klamre sig til i en tid, hvor vi som menige danskere og fagfolk er ramt på fodboldstoltheden.
”Dansk frikadellementalitet” rimer ikke på international konkurrencedygtighed, og vel heller ikke på DBU.
På stoisk vis kom han endvidere omkring sin trænerfilosofi. Dele af snakken gik på den mere forventelige af slagsen; om lidenskab og resultatkrav, mens andre dele gik på en særlig dansk mentalitet med frihed under ansvar, glæde og hygge.
Frikadellementalitet
»Når man bliver udtaget til landsholdet, så skal man tænke, at det bliver sjovt. Det bliver godt at komme hjem til frikadeller og det hele«, sagde Hareide.
Selvom det umiddelbart forekommer harmløst at kæde velvære og trivsel sammen med sportslige præstationer, kan der med rette stilles spørgsmål ved, om retorikken er velvalgt?
”Dansk frikadellementalitet” rimer ikke på international konkurrencedygtighed og vel heller ikke på DBU. Måske på en arbejdsplads eller en skole, hvor der er plads til middelmådighed. Elitefodbold, derimod, opererer med en trivselsforståelse, der rækker længere end glæde og velbehag. Her skal du også kunne trives med modgang, lidelse og ubehag.
Idrættens fjende
Faktisk går den engelske manager Arsène Wenger så langt som at sige, at komfortzonen (altså velbehaget) er topeliteidrættens værste fjende. Wengers retorik er rå, men den er svær at tabe ansigt på i en verden, hvor tab/vind-koden er altdominerende. Det samme kan man ikke sige om retorikken i DBU, der med Hareide som talerør formentlig har leveret en åbning for de kritikere, der mener, at trænervalget er kortsigtet og uambitiøst.
»Vi skal smile på alle billeder, der bliver taget af os«, sagde Hareide. Jeg kan levende forestille mig en letkøbt analogi til den karismatiske norske karakter Marve Fleksnes og en flok jodlende drenge, hvis resultaterne udebliver.
Om det når så vidt, vil tiden vise. Som fodboldentusiast håber jeg det ikke.