Det fredede område ved Kalø Slotsruin risikerer at blive offer for en ”tivolisering”
DN Syddjurs appellerer til befolkningen om støtte til at sikre nationalklenodiet ved Kalø Slotsruin.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nationalpark Mols Bjerge er i gang med omfattende planer for det fredede område ved Kalø Slotsruin. Planerne udvikles bl. a. i samarbejde med skovrider Peter Brostrøm, der repræsenterer Naturstyrelsen (ejeren) af Kalø-området.
Indholdet i et referat fra Brugerrådet for Naturstyrelsen Kronjyllands møde den 6. maj 2015 tyder imidlertid på, at Naturstyrelsen er ved at få ”kolde fødder” med hensyn til områdets udvikling og overvejer at holde et offentligt møde.
Peter Brostrøm udtalte bl.a. til referatet:
»Vi kan måske se en fordel i, at der er offentlig fokus på, hvad arealerne benyttes til og nok så meget, hvad de ikke skal benyttes til«.
»Vi vil overveje, om vi skal sætte et sådant møde i stand, med henblik på at skabe en lokal forventning vedr. benyttelsen af arealerne ved Kalø«.
»Et sådant møde skal formes således, at deltagerne ikke får indtryk af, at der nu er frit valg på alle hylder. Nu skal alle idéer på bordet og nyde fremme. Det skal netop tage udgangspunkt i, at der er en del rammer, og nogle af disse er ganske stramme, og som derfor ikke giver mulighed for alt for mange udsving til den side, vi kan kalde tivoliland«.
Det første resultat af planlægningsarbejdet, som begyndte i 2013, er allerede ved at udmønte sig med indbygning af en ståltrappe i borgtårnet og en større ændring af parkeringspladsen ved slotskroen som et led i projektet ”Stedet tæller”, finansieret af Realdania.
Når der ikke blev gjort indsigelse mod planerne vedrørende parkeringspladsen, som Nationalparken betaler 100.000 kr. til, skyldes det primært, at DN Syddjurs på det tidspunkt ikke havde kendskab til Nationalparkens øvrige planer om et velkomstcenter og slet ikke, at man havde en placering i det fredede område ved Kalø Slotskro som 1. prioritet.
I december 2013 besluttede Nationalparkens bestyrelse at gå i gang med at undersøge mulighederne for at realisere sin plan om at bygge et sekretariat-, konference- og informationscenter, herunder restaurant, som skal betjene både turister og lokale festarrangementer, alt under betegnelsen ”Velkomstcenter” i området ved Kalø Slotskro.
Der er tale om et markant bygningskompleks på 750 etagemeter plus høj kælder. Det planlægningsmæssige grundlag er en gældende lokalplan nr. 41 fra februar 1997 for området ved slotskroen.
På grundlag af en skitse, som forudsatte, at det planlagte center med tilhørende parkeringsplads kunne placeres inden for rammen af den bestående lokalplan, indhentede Nationalparken uforpligtende udtalelser fra henholdsvis Naturstyrelsen og Fredningsnævnet.
Både Naturstyrelsen og Fredningsnævnet gav i udtalelser udtryk for en positiv indstilling til det planlagte projekt, men betingede en endelig stillingtagen til, at der skulle forelægges et egentligt projekt som forudsætning for et eventuelt forhåndstilsagn eller en egentlig godkendelse.
Konsekvent reaktion
DN Syddjurs reagerede konsekvent på udtalelserne fra Naturstyrelsen og Fredningsnævnet og påpegede bl.a.:
»at et stort bygningskompleks og nye parkeringsanlæg ville kompromittere fredningskendelsen yderligere, ødelægge miljøet omkring det kulturarvsbeskyttede ”Kampmanns hus”, og sidst, men ikke mindst blive til hinder for realisering af en langsigtet løsning med henblik på at fremhæve middelalderlandskabet uforstyrret og sikre udsigten og stemningen ”på stedet” ved indgangen til slotsområdet syd og vest for landevejen«.
Med henvendelsen til Naturstyrelsen og Fredningsnævnet ønskede DN Syddjurs tillige at sikre, at et eventuelt projekt blev holdt inden for rammen af lokalplan 41, hvis det skulle lykkes Nationalparken at opnå de fornødne dispensationer til det omfattende bygge- og anlægsprojekt. Og vigtigst af alt, at lokalplan 41 ikke udvikler sig som løftestang til på sigt, via ”salamimetoden”, at opnå dispensationer fra strandbyggelinje og fredning til flere udvidelser, ændret bebyggelsesgrad, ændrede og forøgede parkeringsmuligheder for turistbusser, gæster og medarbejdere m.v.
DN Syddjurs opfordrede Naturstyrelsen til, som myndighed og ikke mindst som ejer, omgående at gribe ind for at sikre en bedre overordnet koordinering og styring af de igangværende projekter og planer for derigennem at medvirke til en optimal langsigtet løsning i det fredede område syd og vest for landevejen. Det er forhåbentlig bl.a. denne henstilling, Peter Brostrøm har haft i tankerne i forbindelse med sine betænkeligheder og udtalelse om »tivoliland«.
Det er netop det, der venter, hvis ikke Naturstyrelsen og Fredningsnævnet genovervejer og følger DN Syddjurs’ opfordring og anbefaling om at sikre, at fredningen og offentlighedens interesser ikke kompromitteres. Naturstyrelsen og Fredningsnævnet bør derfor give et klart afslag på eventuelle ansøgninger fra Nationalparken om dispensation til et projekt, som allerede i idéfasen sprænger alle legale rammer.
Nationalparken konstaterede nemlig allerede i løbet af 2014, at det ikke var muligt at holde det planlagte projekt inden for rammerne af lokalplan 41, hvorfor ”salamimetoden” blev taget i anvendelse allerede ved anden runde i idéfasen. Hvis det nu foreliggende skitseprojekt udmøntes i et egentligt projekt, indebærer det, at der skal etableres en helt ny lokalplan, som omfatter etablering af det stort anlagte velkomstcenter i fredningens kerneområde vest for Kampmanns hus med parkeringsarealer og reserveparkeringsarealer samt en større vejudfletning i vejsvinget ved Kampmanns hus.
Rent forvaltningsteknisk forsøger man tilsyneladende at håndtere det nye lokalplanområde som en ændring af det bestående lokalplanområde, skønt det nye areal, der ønskes inddraget er langt større end hele det oprindelige lokalplanområde.
Syddjurs Kommune er hoppet med på vognen og er indstillet på at bruge midler på ny lokalplanlægning, ligesom man allerede har afsat det første millionbeløb til den nødvendige kloakering, men der er endnu ikke et sat tal på den skitserede vejudfletning.
Det er åbenlyst, at fredningskerneområdet vil blive skamferet for altid, hvis det lykkes Nationalparken at realisere sine planer, som udover det markante bygningskompleks indebærer, at store dele af det udsigtsfredede kyst- og kulturlandskabs kerneområde forvandles til et stort parkeringsanlæg, hvis permanente visuelle effekt vil komme til at overgå det ugentlige veteranbiltræf.
Alternativ placering af center
Som alternativ til placering af et velkomstcenter ved Kalø Slotsruin har DN Syddjurs peget på mulig placering af centret i tilknytning til Kalø Gods, hvor der frem for alt er gode til- og frakørselsforhold, ledige bygninger og udlagte arealer, som må bebygges og anvendes til parkering, samt en udsigt over næsten hele Nationalparkens område. Herfra kan Nationalparkens gæster flette ud til de områder i Nationalparken, som de ønsker at besøge, frem for at presse alle besøgende ind på en af kommunens mest befærdede veje og gennem flaskehalsen ved Kalø Slotskro.
Et eventuelt yderligere informationsbehov ved Kalø Slotsruin kunne tilgodeses ved at anvende lokalerne i Kampmans hus eller ved at etablere et samarbejde med Jægerforbundet, som allerede er i gang med at opføre et informations- og formidlingscenter ved Kalø.
DS ønsker et snarligt møde
DN Syddjurs er enig i, at der længe har været et udtalt behov for at sikre de rammer, der gælder for det fredede område og kystområdet ved Kalø. Her vil DN Syddjurs lægge vægt på at sikre offentlighedens mulighed for uforstyrret at opleve udsigten både fra landsiden og fra selve slotsruinen over det unikke istids- og kystlandskab med middelalderstemning ved indgangen til Kalø Slotsruin. Endvidere, at disse muligheder forbedres gennem en langsigtet plan for tilbageføring af det fredede område til den oprindelige tilstand i kystområdet syd og vest for landevejen.
DN Syddjurs opfordrer derfor Naturstyrelsen til at afolde det foreslåede offentlige møde hurtigst muligt for bl.a. at sikre, at ”alle idéer kommer på bordet og nyder fremme” – og først og fremmest sikre det fredede område mod uoprettelige fejldispositioner.
I den forbindelse vil DN Syddjurs arbejde for at forhindre, at Nationalparken får mulighed for at realisere sine planer om at bygge et stort sekretariats-, konference- og informationscenter med tilhørende p-anlæg og infrastruktur i fredningens kerneområde.