Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nu må politikerne gribe ind

Handicapcentret i Aarhus lader Ankestyrelsen afgøre nye sager.

Anne Kjeld Pedersen, Formand for Birkebakkens forældreforening, Hasselbakken 63, Hasselager

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP har gennem den sidste uge beskæftiget sig med den brugerbetaling, som Aarhus Kommune har indført på døgnbehandling af svært handicappede børn, foranlediget af et læserbrev fra Birkebakkens forældreforening.

I forældreforeningen konstaterer vi, at Handicapcentret i Aarhus øjensynlig slet ikke behandler sagerne her i 2014 efter Ankestyrelsens principafgørelse fra 2012, men blot afviser klagerne fra forældrene for at lade Ankestyrelsen afgøre også de nye sager.

Forældreforeningen på Birkebakken beder derfor inderligt politikerne om at gribe ind og komme forældrene til hjælp.

Principafgørelsen er ellers klar og let forståelig og indeholder en tydelig definition af begrebet ”udpræget behandlingssigte”, der f.eks. helt indiskutabelt bør anvendes i den sag fra Birkebakken, som JP Aarhus omtalte 28/11 og i de øvrige sager fra Birkebakken. Søjlechef Merete Olesen erkender 27/11 i avisen, at begrundelserne i afslagene er mangelfulde, og at kommunens generelle kommunikation til forældrene halter.

Tekniske forklaringer

Søjlechefen udtaler, at man i forvaltningen har været bekymret for, at forklaringen om kommunens afgørelse er for teknisk for forældrene. Her kan jeg berolige søjlechefen: Vi forældre kan både læse og skrive, og vi forstår også tekniske forklaringer. Men nu kan forældrene altså vente omkring 12 måneder på, at sagerne bliver afvist i Ankestyrelsen, fordi kommunens sagsbehandling er for ringe, som konsulent Gitte Madsen i Landsforeningen LEV også påpeger. Og i ventetiden skal forældrene betale de tårnhøje regninger, som Handicapcentret har udstedt.

Forældreforeningen på Birkebakken beder derfor inderligt politikerne om at gribe ind og komme forældrene til hjælp. Det er i Byrådets magt at give ankerne opsættende virkning, så betalingen afventer Ankestyrelsens afgørelser. Det er også i Byrådets magt at bede om, at sagerne går om i Handicapcentret og denne gang både afgøres efter Ankestyrelsens principafgørelse og på fyldestgørende måde og med en praksis, der ikke tvinger forældre til svært handicappede børn til at gå fra hus og hjem.