Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Social slagside

Gert Landergren Due, konstitueret kredsformand, Socialpædagogerne, Østjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man er forælder til et barn med handicap, har man mange bekymringer og mange praktiske ting at forholde sig til i hverdagen, f.eks. økonomien. Derudover kæmper mange af disse forældre med sorg, skyldfølelse og dårlig samvittighed. Disse forældre har ikke brug for at blive yderligere belastet.

Men det er netop det, der sker i øjeblikket for forældrene på døgninstitutionen Birkebakken. Aarhus Kommune har besluttet at opkræve en særlig brugerbetaling for denne gruppe forældre. Det betyder, at de skal betale for deres barns ophold på den institution, som kommunen selv har visiteret dem til, og som indtil nu har været betalt via skattebilletten.

I Socialpædagogerne Østjylland synes vi, at det er en urimelig udgift at påføre disse forældre, som i forvejen er hårdt belastede. Børn med handicap er typisk meget knyttede til deres forældre – også selv om de bor på døgninstitution. Og det kan have store psykologiske konsekvenser for dem, når forældrenes situation forandrer sig.

Store omkostninger

Desuden kan det være en økonomisk belastning at have et barn med handicap. Mange forældre har brug for ekstra hjælp til at håndtere hverdagens udfordringer. Det kan derfor også have store menneskelige omkostninger for dem, at deres økonomi nu bliver forringet.

Er det et politisk ønske?

Vi anerkender, at Aarhus Kommune er i sin gode ret til at opkræve denne brugerbetaling ud fra servicelovens bestemmelser. Men vi vil gerne høre, om denne nye praksis er udtryk for et politisk ønske fra byrådet om at skabe en social slagside – eller om det er en administrativ øvelse for at få flere penge i kommunekassen?

Vi ser frem til at høre det politiske svar.