Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Aarhus bør gå forrest i at hjælpe gravide med et misbrug

SF vil specialiseret døgnbehandling for gravide med rusmiddelbrug i Aarhus. Vi skylder både de gravide, deres børn og familierne en langt bedre hjælp end i dag.

Jacob KlærkeSpidskandidat og Regionsrådsmedlem (SF), Region Midt
Thomas MedomSpidskandidat og Rådmand (SF), Århus
Charlotte BromanFolketingsmedlem og Psykiatriordfører (SF)
Kirsten Normann AndersenFolketingsmedlem og Sundhedsordfører (SF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Risiko for tidlig fødsel, abstinenser, misdannelser, lav fødselsvægt og en mulig fremtid med omsorgssvigt og anbringelse væk fra forældrene. Det er virkeligheden for alt for mange børn, der bliver født af mødre med et skadeligt rusmiddelforbrug under graviditeten. Bag tallene gemmer sig små liv, der får en alt for hård start – og kvinder, der ofte selv har levet et liv med svigt, udsathed, overgreb eller psykisk sygdom.

Derfor ønsker SF at etablere specialiserede døgnpladser for gravide med rusmiddelbrug – og Aarhus bør gå forrest. Vi skylder både de gravide, deres børn og familierne en langt bedre hjælp end i dag. Det handler ikke kun om at redde et barn fra at blive født med skader, men om at give hele familien en chance for at bryde en negativ arv.

Graviditeten er et unikt vindue for forandring. For kvinder, der kæmper med misbrug, kan graviditeten blive første gang i livet, hvor håbet om et andet liv bliver stærkere end afhængigheden. Men ønsket er ikke nok, hvis den nødvendige hjælp ikke findes.

I dag findes der intet højt specialiseret døgnbehandlingstilbud til gravide med rusmiddelbrug – hverken i Aarhus eller andre steder i landet. Mange takker nej til de nuværende tilbud, fordi de ikke føler sig trygge som gravide, eller fordi de ikke kan få lov at have deres partner eller børn med.

Et nyt døgnbehandlingstilbud skal derfor rumme hele familien – ikke kun den gravide. Partneren skal kunne deltage, og der skal være mulighed for samvær med eksisterende børn. Den støtte, der starter med kvinden, skal også løfte hele familien, så der er et trygt fundament, når barnet kommer til verden.

SF foreslår, at døgnpladserne etableres i tilknytning til familieambulatoriet, der allerede har stor erfaring med gravide med misbrug og samarbejder tæt med fødeafdeling, børneafdeling og psykiatrien. Her skal indsatsen bygge på specialiseret rusmiddelbehandling, familiebehandling og socialfaglig støtte – og på trygge, hjemlige rammer, hvor kvinderne kan få hjælp døgnet rundt.

Vi tror på, at når gravide med rusmiddelbrug mødes med respekt, tryghed og tillid, så lykkes de langt oftere med at gennemføre behandling og skabe et trygt familieliv. Derfor vil vi advare imod tanker om tvangsbehandling – der skubber kvinderne væk i stedet for at hjælpe dem.

Social- og Boligstyrelsen vurderer, at der årligt er cirka 80 gravide på landsplan, der har et skadeligt rusmiddelforbrug og behov for specialiseret døgnbehandling. Kommunerne har peget på, at indsatsen bør placeres regionalt med fuld statslig finansiering. Vi har en fælles forpligtelse til at hjælpe bedre end i dag. Derfor skal vi samarbejde – kommune, region og folketing – om at skabe et tilbud, der reelt kan ændre liv.

Aarhus har både de faglige miljøer og ressourcerne til at tage det første skridt. Når vi hjælper kvinderne bedre fra start, investerer vi ikke kun i sundhed, men i fremtidens familier. Vi forebygger mistrivsel, anbringelser og behandlingsbehov senere i livet. Det er både socialt ansvarligt og økonomisk klogt.

Gravide med misbrug har ikke brug for straf, men for støtte og for kærlig, kompetent hjælp.