Vi skal stoppe mistrivsel i skole, og vi skal finde løsninger uden for kommunen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Børns mistrivsel vokser fortsat. Flere og flere børn kan ikke rummes i hverken almen- eller specialklasser, og antallet af forældre på tabt arbejdsfortjeneste er eksploderet. Alene i Aarhus er udgifterne steget med rystende 58 procent siden 2020.

Kommunens egne tal peger på, at stigningen primært skyldes flere børn med psykiatriske diagnoser og udviklingsforstyrrelser som autisme, ADHD og angst. Men skal vi videre, bliver vi nødt til at stille de svære spørgsmål:

Er diagnoserne virkelig hele forklaringen? Eller de måske også resultatet af en skole, der faktisk gør børn syge?

Siden 2020 er antallet af forældre på tabt arbejdsfortjeneste i Aarhus steget med 35 procent. Samtidig er skolefraværet blandt børn med forældre på tabt arbejdsfortjeneste gået fra 9 procent til 12 procent på bare tre år. Det er voldsomme tal, der viser, at end ikke vores specialtilbud har midlerne og rammerne til faktisk at skabe den trivsel der gør, at børnene bliver i deres tilbud.

Som systemet fungerer i dag, er en psykiatrisk diagnose desværre ofte adgangsbilletten til hjælp. Derfor bliver diagnoser nogle gange ligefrem eftertragtede af både skole og forældre. Ikke fordi børnene pludselig er blevet ”mere syge”, men fordi skolen hverken kan rumme eller for alvor hjælpe dem uden et stempel.

Stigningen i diagnoser og mistrivslen er et komplekse fænomener, der givetvis har mange forskellige årsager. Men som kommune kan vi jo starte med at se indad:

Over årene har vi lukket små institutioner, skovbørnehaver og lokale klubtilbud. Vi har centraliseret ledelse, rengøring og vedligehold i et omfang hinsides fornuft: Selv varmen i radiatorerne styres fra en server et hemmeligt sted. Nærhed og ro er forsvundet, mens jagten på effektivisering har ædt både faglighed og stabilitet. Det rammer de børn hårdest, der har allermest brug for tryghed, nærhed og kendte voksne.

I folkeskolen har vi sparet og standardiseret så meget, at den i dag passer til færre og færre børn. Den almene skole er blevet smallere år for år – og børn, der falder udenfor, ender i specialsystemet, som samtidig bliver mere presset. Resultatet er, at forældrene må blive hjemme: Kommunekassen bløder, mens børnene mister tilknytning til både skole og sociale fællesskaber.

Og lad os lige huske: Det her er ikke kun et Aarhus-problem. På landsplan er kommunernes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste steget med næsten 364 millioner kroner fra 2020 til 2022.

Men tabt arbejdsfortjeneste er ikke selve problemet. Det er derimod resultatet af et skolesystem, der ikke fungerer. Tabt arbejdsfortjeneste er en menneskelig og økonomisk efterregning af de helt store for at forsøge at presse citronen et andet sted.

Hvis vi virkelig vil ændre retningen, må vi droppe illusionen om at kommunen selv kan skabe alle løsninger. Det offentlige er grundlæggende skabt til “one-size fits all” – standardiserede tilbud, der passer til gennemsnittet. Men de børn, vi taler om her, er ofte alt andet end gennemsnitlige.

Derfor skal vi turde åbne dørene for civilsamfundet, for sociale iværksættere og for investorer, der tør satse på social innovation. Vi skal samarbejde med aktører som Den Sociale Kapitalfond, fonde, foreninger og ildsjæle, der kan skabe små, fleksible tilbud, som det offentlige aldrig ville kunne stable på benene alene.

Her kan vi nemlig finde løsninger, der er tættere på børnene, hurtigere at etablere, og som bygger på relationer frem for bureaukrati. Det handler ikke om at privatisere omsorgen. Det handler om at erkende, at vi har brug for flere hænder, flere ideer og flere måder at gøre tingene på, end det kommunale system kan levere.

Eksemplerne findes derude: I mere modige kommuner, der har turdet indgå i samarbejder med aktører, der ikke er underlagt og styret af forvaltningen. Det skal vi selvfølgelig også turde gøre i Aarhus.

Men det kræver, at vi som politikere tør give slip på styringen. Det her, det begynder at blive svært for dem, der helst vil have, at al innovation skal foregå i udvalgslokalerne under tryg ledelse af en powerpoint fra forvaltningen.

Skal vi stoppe den nuværende symptombehandling, må vi investere i fleksible, inkluderende løsninger, hvor reel trivsel er målet – ikke blot fremmøde. Vi skal erkende, at skolevægring og mistrivsel primært er skolens ansvar, ikke barnets eller forældrenes. Vi skal også erkende, at spare-iveren og det ensidige fokus på regneark må høre op.

Børn – med eller uden diagnoser – har brug for nærhed, forudsigelighed og tilstedeværende voksne. Det er i bund og grund et spørgsmål om rammer og politisk vilje.

Det kræver politisk mod at skære igennem fastlåste strukturer og skabe skoletilbud, der faktisk kan rumme forskellighed og sikre, at hjælpen gives, før mistrivslen bider sig fast. Aarhus Kommune har muligheden for at gå foran og skabe en ny model, hvor vi bruger pengene på det, der virker – i stedet for på konsekvenserne af det, der ikke gør.

Vi kan godt både være rummelige over for den enkelte og lære børn at indgå i fællesskaber. Men det kræve, at vi tør gøre det anderledes, end vi plejer.

Så kære byråd:

Hvis I stadig mener, at vi fortsat kan spare os ud af mistrivslen, så foreslår vi, at I prøver den samme metode på jer selv: Færre medlemmer, flere opgaver, mindre forberedelse, ingen kaffe i mødelokalet, ingen vinduespudsning og ingen lys i lamperne. Læg dertil konstante omstruktureringer – og så ser vi, om produktiviteten stiger.

Eller også kan vi gøre det, vi skylder børnene: Turde gøre noget nyt, åbne dørene for dem, der kan bidrage med løsningerne – og droppe den evige illusion om, at det hele kan klares med et par “effektiviseringer” og endnu flot strategi på glittet papir.

For spørgsmålet er ikke længere, om vi har råd til at tænke noget nyt og invitere nye kræfter ind.

Spørgsmålet er, om vi har råd til fortsat at lade være.