Det er trist at opleve, at Aarhus Kommune har skabt så megen usikkerhed og utryghed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er mor til en datter, er er 56 år og har boet i bofællesskabet Stenhøj siden etableringen for 35 år siden.

Den 23. januar deltog jeg i et møde i bofællesskabet Stenhøj vedr. fremtidig brug af lettere bofællesskaber. Betegnelsen lettere bofællesskaber er misvisende, da behovet for støtte stiger med beboernes alder og deraf følgende besværligheder, hvilket vi fra forældre- og pårørende-gruppen flere gange har gjort politikerne opmærksom i forsøg på at få det ændret.

Efter et kort møde af en times varighed, hvor det ikke var muligt at få uddybende svar på spørgsmål, sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at denne spareøvelse var politisk makværk, der overvejende handlede om økonomi frem for beboernes ønsker og behov. Dertil kommer, at der var lagt op til, at beboerne kunne komme med ønsker for fremtiden. Hvordan det så hænger sammen med færre penge at gøre godt med og besparelsen der var besluttet, inden der var foretaget en analyse af behov og ønsker.

Jeg har derfor behov for at få oplyst, hvilke overvejelser man har gjort sig, inden man besluttede at spare 2,8 mio. kr. på fem bofællesskaber:

- Hvilket kendskab har man haft til beboerne herunder alder, handicap og behov for personlig støtte?

- Har man gjort sig den ulejlighed at besøge bofællesskaberne?

- Har man undersøgt, hvor mange af beboerne der har forældre eller andre pårørende, der kan støtte dem?

Aarhus er ikke en fattig kommune og vil gerne promovere sig som byen for alle. Jeg må desværre konstatere, at det ikke gælder for handicappede. Denne besparelse er blot en af mange over de senere år, og jeg har forstået, at det ikke stopper her, men vil fortsætte også efter 2025.

Jeg har sammen med andre forældre til handicappede beboere taget initiativ til at oprette bofællesskabet, det første af sin art i Aarhus Kommune, i samarbejde med Amt og Aarhus Kommune for godt 35 år siden. Vi ønskede at skabe et værdigt liv for vores unge og voksne børn. Det ser svært ud nu.

Jeg har i alle årene sammen med andre forældre og pårørende støttet op om og fulgt udviklingen i bofællesskabet og beboernes trivsel. Hvad der startede som et godt tilbud med mulighed for daglig madlavning med inddragelse af beboerne, fællesspisning, forskellige aktivitetstilbud og udenlandsrejser er nu en meget reduceret udgave, der nærmer sig omsorgssvigt.

Det er trist at opleve, at Aarhus Kommune har skabt så megen usikkerhed og utryghed især for beboerne men også for personalet, forældre og pårørende. Det kunne være undgået, hvis man havde haft kendskab til beboernes handicap, ressourcer og behov for støtte.

Afslutningsvis vil jeg kommentere Anders Winnerskjolds indlæg i JP Aarhus. Jeg er ikke i tvivl om at Anders Winnerskjold har gode intentioner og ønsker det bedste for beboerne i bofællesskaberne. Det vidner bare om, at man fra politisk hold har en urealistisk opfattelse af de mennesker, det handler om.

Det er derfor ærgerligt , at man træffer en beslutning på et uoplyst grundlag.